Monsterfælder

En gang imellem har man brug for en lille pause, og hvad er bedre end end et simpelt spil, som ikke tager for lang tid? 7 kabale skulle være et populært tidsfordriv, men jeg kastede for et stykke tid siden min kærlighed på det flashbaserede spil Desktop Tower Defence - eller som børnene kalder det: "Monsterfælder"



Konceptet er ret simpelt - man bygger en række kanontårne (som fås fra de billige simple og opefter), hvorefter der slippes monstre løs - i starten er de ikke så hårde, men det bliver de, og de bliver også mere udspekulerede. Hvis mere end 20 monstre slipper igennem, så er spillet slut, men heldigvis får man flere penge til at opgradere sine tårne eller bygge nye, når det lykkedes at slå et monster ihjel.

Når man spiller på alt andet end det letteste niveau, så er der mulighed for at få gemt en highscore. Ligeledes er der mulighed for at lave "grupper", så man kan konkurrere imod hinanden, og jeg har lige lavet en som hedder "hoeghsblog" - jeg foreslår bare en enkelt gentlemansregel: Ingen "skvulpen" (og hvis du ikke ved, hvad jeg tænker på, så er du på den gode side af stregen...).

Handsken er kastet!

Sommerens fugle

Græsrandøje

Sommeren i år bød på et par nye sommerfugle:

En par græsrandøjer var så venlige at lægge vejen forbi, og der er jo tale om en fredelig og godmodig sommerfugl. Efter sigende skulle det være en af Danmarks talrigeste sommerfugle - det kan godt være, at jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle kigge efter, for den var ny for mig.

Og så kom der en blåfugl på fransk visit. Det var godt nok en sky lille sag. Jeg fik kun et billede af den - på alle de andre billede nåede den lige at flyve. Jeg tror, at det dels var modlysblænden, som kom for tæt på, og dels så har jeg den mistænkt for at reagere på lukkerlyden -

Blåfugl

når spejlet på min D70 smækker op, så kan det høres, og hvordan pokker skulle den eller kunne nå at lette, lige inden billedet blev taget, flere gange i træk? Efter 10 minutter forsvandt op over hækken til naboen, og jeg har ikke set den siden.

Kålsommerfugle er derimod gamle kendinge. De var meget talrige i år, og de fulgte endda med os på ferie på Sjælland! :-) Et eksemplar var så venligt at forvilde sig ind i vores stue, og valgte at sætte sig midt på et af de store stuevinduer. Det gav et ganske heldigt billede, hvis jeg selv skal sige det - havde jeg vidst det, så havde jeg nu nok lige pudset ruden først. Jeg håber ikke, at alt for mange bliver fornærmede over, at jeg lukkede den forsigtigt ud bagefter - det er vist mest et skadedyr.

Takvinger i diverse afskygninger var der myriader af - dog så jeg ingen admiraler i år, hvilket egentlig overraskede mig lidt. Men alt i alt har det været et udemærket sommerfugleår for mig - ikke mindst pga. den ligustersværmer, som jeg tidligere har skrevet om.

Kålsommerfugl

Støttehjul

Jeg har lige fået flg. lille anekdote fra min bror, som er postbud:

Vi har fået nye fronttasker (på størrelse med en kuffert), og der er derfor monteret støttehjul på cyklen, som kan sættes ned ved parkering.

Reaktionerne udeblev ikke ;-)

Jeg kommer cyklende forbi to drenge i en alder, hvor man ikke mere kører med støttehjul. Den ene råber til mig: "SKAL du køre med støttehjul?"....jeg svarer hurtigt. "jeps, det skal man, når man er post", og cykler videre.

Jeg hører svagt han siger til sin ven, at det godt nok er synd for mig, at jeg stadigt skal køre med støttehjul på cyklen ;-)

Lidt senere på dagen ser jeg de samme 2 drenge lidt bagved mig. Jeg er lige kommet ud af en indkørsel, og springer på cyklen og tager støttehjulene op.

Så er det at den ene dreng siger: "Hold kæft det er sejt; han kan slå sine støttehjul op, når han ikke gider bruge dem mere."

Helt ærligt. Så kan man altså ikke lade være at trække lidt på smilebåndet.

Næh, jeg kunne i hvert fald ikke... :-)

Ligustersværmer

Fra Makro

I går aftes var jeg lige en tur ude i vores have, og der falder mit blik på en af de opbindingspæle, som vi har stående bl.a. ved vores nyplantede frugttræer - og så fik jeg mig noget af en overraskelse, for der sad et stort insekt. Altså ikke "stor" på den måde, hvor en skovmyre er "stor" set i forhold til en havemyre, men bare stor!

Jeg måtte derfor ind og hente mit kamera og har da også fået et par billeder (i slutningen af albummet "Makro" er der en fem billeder - se linket under billedet).

Ud fra billederne og en gennemsøgning af nettet, så har jeg besluttet mig for, at det nok er en af vores almindelige aftensværmere, nemlig en ligustersværmer (sphinx ligustri). Det var godt, at jeg havde billederne at støtte mig til, for jeg har aldrig set sådan en før, og uden billederne havde jeg nok gættet på en anden og mere sjælden art.

Ligustersværmeren er en af de største danske sommerfugle. Jeg nænnede ikke at forstyrre den, selvom jeg meget gerne ville have set den sværme, så vi må nøjes med billeder af den med vingerne foldet pænt sammen som her - men selv sådan synes jeg, at den er imponerende; pælen, som den sidder på, er ca. 45 mm i diameter.

Turen på nettet var også en tur tilbage til "barndommens gade", for ligustersværmerens store, flotte og meget karakteristiske larve husker jeg tydeligt, at vi som børn gik og fandt i genboens ligusterhæk. Der står i et katalog over skadedyr på nettet, at skaderne fra ligusterlarverne meget begrænset, så hvis man skulle finde en, så var anbefalingen at kalde på børnene og i øvrigt at passe godt på den! Hvis I overrasker mig ud på sensommeren med hovedet i busken, så ved I nu hvorfor.

Reddet på målstregen

Medens vi stadig havde en vinter, som så ud til at være blevet væk, da skrev jeg et indlæg om, hvordan haven allerede så småt havde fået forårsfornemmelser under titlen Pæreskud. Dengang udtrykte jeg min bekymring for, om det nu gik godt, eller om vi ville få en ordentlig omgang nattefrost.

I bagklogskabens alt for klare lys så ved vi nu alle, at det til overmål var en bekymring, som gik i opfyldelse. Ovennævnte pæretræ blev godt og grundigt svitset, og min nye sommerfuglebusk så helt død ud. Jeg overvejede at blogge lidt om det, men fik ikke taget mig sammen - sikkert fordi at jeg godt kunne regne ud, at det bare ville blive en værre omgang klynk - og hvem gider høre på klager over ærligt og redeligt uheld?

Men nu har lyset og foråret alligevel sejret. Se bare her - mit pæretræ står og blomstrer, som det var en ren lyst - og det var jeg den sidste, som ville have troet...

Fra albummet Forår

Hvis man kigger godt efter, så kan man godt se, at nogle af kronbladene er lidt visne i kanten. Men det er virkeligt godt kommet igen - og det samme gælder min sommerfuglebusk.

Apropos vintervejr, så står det store kirsebærtræ lige nu og drysser hvide blade ud over alt og alle som kommer for nær - hvis ikke det var fordi, at temperaturen er ved at blive næsten sommerlig, så kunne det godt ligne sne.

Og da jeg var ude med kameraet, så tog jeg også lige et par billeder af blommetræet og æbletræet. Æbletræet var dengang, hvor jeg tog billederne, og det er trods alt kun et par dage siden, endnu ikke sprunget ud endnu - men det er det nu.

Hvis I vil se billeder i en bedre størrelse, så må I lige klikke på dem ... OK?

Sikkerheds-bjørne-tjeneste

Jeg har - de facto - opgivet den digitale signatur.

"Hvad...", vil nogen måske sige, "...nu er den jo lige ved at blive sikker?" - ja, netop, vil jeg så svare. "Og hvad så...?" vil andre sikkert bemærke - og ja, det har jo aldrig rigtigt været en folkesag, den der digitale signatur, så det er vel ikke noget særligt at vende den ryggen. Men det som dog (forhåbentlig) gør det en lille smule interessant er, at jeg faktisk har været rigtig glad for den.

Men først tror jeg lige, at jeg vil tale lidt om sikkerhedsseler. Kan I huske dengang at sikkerhedsselerne begyndte at komme frem? Kan I huske de der faste seler, som altid var for lange - eller for korte - og som altid snoede og krøllede, så det var et større puslespil at få dem på? Når man så havde fået dem på, så var de enten for løse eller også sad man snøret ind, så man blev helt gasblå i ansigtet. Og skulle de endelig sidde tåleligt, så opdagede man, at man ikke kunne læne sig frem og nå det, som man havde lagt i handskerummet, uden først at skulle tage dem af igen.

Dengang var der mange gode kræfter, som prøvede at få os til at bruge selen, og der var rigtigt mange gode undskyldninger for ikke at gøre det. Hvorfor? Tjo, min påstand er, at det simpelthen var for besværligt. Glem alt om den store risiko og alle de andre gode argumenter - det var en sten i skoen i hverdagen. Nu, hvor rulleseler stort set er standardudstyr, så tænker man ikke længere over det - man spænder bare selen. Ja, og tiden var en anden dengang - dengang kunne man også gå og prale af at have kørt en ordentlig brandert hjem - og det skulle man bare lige prøve på i dag.

Hvad har det så med den digitale signatur at gøre? Jo, hvis sikkerhed skal fungere, så skal det være nemt at bruge - ja, helst så nemt, at man ikke tænker over det, når man bruger det. Bliver det for besværlig - eller såmænd bare for tydeligt - ja, så er der en stor chance for, at man begynder at omgå eller undgå det i stedet.

Den digitale signatur var (i det mindste for mig) løftet om en digital identitet - om muligheden for et signon - om et sted, som kunne sige god for, at jeg var mig. Den ting, som betød, at jeg ikke længere behøvede at oprette brugernavne med tilhørende passwords alle mulige steder. Og, ikke mindst, en sikkerhed, som jeg kunne administrere hos mig, fremfor at skulle stole på at alle mulige rundt omkring forvaltede fornuftigt.

Men, som med alle gode sager, så havde den mange ejere, og deres dagsordner var desværre ikke altid den samme som min:

Bankerne mente ikke at den var sikker nok - og selvom den holdning oprindeligt nok mest at alt var politisk, så er det nok sandt, at vi skal over i noget med en to-faktor autentifikation, for at de kan opnå tilstrækkelig sikkerhed imod misbrug - ikke mindst hvis den ene faktor er fysisk, og derfor ikke så nem at kopiere.

Det offentlige blev udfordret på, at deres professionelle brugere er langt mere mobile end gennemsnittet - og på at computere hos dem sjældent er personlige, men snarere noget i retning af "public terminals". Tid blev derfor en faktor - det var ikke nok, at man havde logget ind, næh, man skal med jævne mellemrum bekræfte, at man stadig er den samme, for jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at nogle andre har snuppet skærmen og tastaturet (for en mere teknisk diskussion af udfordringerne, se f.eks. SOSI-projektet).

Begge aspekter har trukket den digitale signatur i en retning, hvor den er blevet mere og mere besværlig at kopiere (desværre også for den retmæssige bruger) - og mere og mere besværlig at bruge.

Jeg bruger normalt Ubuntu, når jeg skal en tur på nettet - opstartstiden slår Windows med en størrelsesorden, og trods det, at den er mere tidssvarende, så kører den væsenligt bedre på utidssvarende hardware som min. Og skulle jeg endelig lige have en Windows kørende, så bruger jeg altid Firefox - den passer simpelt bedre til mine vaner, og hvor den før simpelthen var bedre, så er den udslagsgivende faktor i dag, at jeg har kunnet tilpasse den præcist til mine ønsker. Desværre har jeg efter sidste fornyelse af min digitale signatur, ikke længere kunnet få den til at fungere i andet end Internet Explorer. Og det er simpelthen for besværligt at skulle skifte browser - eller måske endda reboote - bare for at skulle bruge digital signatur.

Det andet problem er, at jeg nu bliver tvunget til at afgive mit password langt oftere end tidligere. At man lige skal aktivere signaturen, er en fin ting - og det ville have været rart, hvis den ikke, som før, var en del af den rodebunke af sager med stærkt varierende grad af følsomhed, som udgør en browsers keystore . Men nu er den simpelthen blevet for hysterisk. Og - som for at føje spot til skade - så tror de websites, som bruger den, heller ikke rigtigt på den, så har man først sagt "logout", så kommer man ikke ind igen, førend hele browseren er blevet genstartet, hvorved hele cirkusset starter en gang til.

Så det kan godt være, at den digitale signatur er blevet mere sikker, og derfor nu kan nå grupper, som før måtte vende den ryggen, men samtidigt er den blevet for besværligt for en casual user som mig. Og jeg vurderer, at det nu, trods alt, er blevet nemmere at rekvirere tastselv-koder og oprette brugerlogins de steder, hvor jeg nu kommer på nettet. Hvad ejerne af projekt "digital signatur" ser som et fremskridt, ser jeg som et tilbageskridt.

...og nu var jeg ellers lige blevet så glad for den!

PS: Jeg ved, at der en af mine læsere som nu sidder og griner, for han har vist mig, hvordan jeg alligevel kan få den flyttet - det husker jeg skam udemærket, pointen var såmænd også kun, at det nu er blevet alt for besværligt set i forhold til alternativet.

Pæreskud

PæreskudAt have en blog er vel et stykke selvpromovering, og lad mig derfor benytte denne lejlighed til at henvise til mit web-album. Det var jo et vidunderligt vejr i dag, og jeg fik lejligheden til at gå lidt rundt i haven, og tage et par billeder.

Alt er godt nok langt fremme, og jeg kan se, at vores have ikke engang er noget specielt - der er mange steder, hvor man er længere fremme. Jeg synes at det er flot, og det håber jeg også at I andre gør.

Selvom forårsblomsterne lige nu er i overflod - pånær lige erantis, som frosten tog den anden nat - og selvom at vi sådan selv stadig går og venter på liljer og tulipaner, så er der kommet meget gang i det. Der som nok glæder mig mest, at man allerede nu kan se knopper på frugttræer og kan se f.eks. rabarberen skyde. Ja, selv den ene af mine sommerfuglebuske er begyndt at sætte nye blade.


RabarberMan kan godt blive helt nervøs. Det klarer nok en let omgang nattefrost - men selvom foråret godt nok er begyndt i følge kalenderen, så kan vi stadig nå at få en ordentlig omgang kulde. Og sker det, så lad os i det mindste håbe, at der kommer godt med sne med - ellers kan det godt blive lidt af en massakre.

Et lille hint - man kan lægge kommentarer både her, og til de enkelte billeder i albummet. Og det behøver ikke altsammen være ros - hvis man kritiserer, så er der stor chance for, at man får ret (og motiverer mig til at prøve lidt mere næste gang).

Tilbage til fremtiden

Nu kommer tidspunktet snart, hvor jeg tager tilbage til fremtiden igen. Selvom nutiden er meget interessant, så må jeg sige, at jeg gået og ventet på muligheden for at komme retur til fremtiden. Og nu ser det ud til, at det snart lykkes.

Turen bliver ikke så vanvittig lang - kun en ca. 1500-1600 år. Og så kan den tages på et øjeblik, hvis forudsætningerne ellers er opfyldt. Og det er de næsten - det kræver bare en mindre investering fra min side.

Hvad sker der så i det 36. århundrede? Jo, menneskeracen har spredt sig helt pænt ud i galaksen, og den forøgede udviklingshastighed, som vi allerede nu kan måle, har betydet, at vi har udviklet os meget - og meget forskelligt. Fysisk død er ikke nogen særlig ting længere, for sindet kan overføres til en ny krop og livet derfor forsætte det med et mindre afbræk (og med de fordele og ulemper en ny start medfører).

Den lille investering, som jeg påtænker, er at købe Peter F. Hamiltons nye bog "The dreaming void". Anmeldelser kan f.eks. læses her på dansk hhv. udenlansk. Hvis du ikke skulle have stiftet bekendtskab med Hamilton og hans bøger før, så er det lige på sin plads med et par advarsler:

1. Det er den første bog i en trilogi.
2. Der er i nogen grad tale om en fortsættelse af bøgerne om Starflyer-krigen (Pandoras Star/Judas Unchained). Nye læsere skulle kunne starte her, men Pandoras Star er en af hans bedste bøger (til gengæld er Judas Unchained noget middelmådig).
   
3. Han skriver meget lange bøger med mange tråde (genren kaldes ikke uden grund for space opera).
4. Bøgerne kan være meget svære at lægge fra sig, hvis man først er blevet fanget.

Nu skriver jeg, at Pandoras Star er en af hans bedste. Flere mener, at det er den bedste, men jeg synes faktisk, at der er en, som er bedre - og det er Fallen Dragon. Den kan i modsætning til de fleste andre af hans bøger læses selvstændigt - og så har den en slutning, som er så elegant, at man lige bliver nødt til at læse den igen, for at se om det nu også holder vand hele vejen igennem (og det gør det, kan jeg så afsløre!).

Min rejse tilbage til fremtiden afhænger nu kun af, om jeg kan vente til at paperback udgaven kommer til Danmark, eller om jeg giver efter og betaler overpris for en i hardcover. Uanset, så vil jeg nok være tabt for omverdenen et stykke tid efter.

Pinligt

Her den anden morgen holdt jeg for rødt i et stort vejkryds, hvor jeg skulle til højre. Fra den modsatte retning kommer der en ambulance med fuld udrykning. Da den nærmer sig krydset, så skifter det til grønt.

Jeg bliver selvfølgelig holdende for lige at afvente, hvad han vil - man giver vel plads til udrykningskøretøjer, ikk'? Men der går ikke engang tre sekunder, så begynder ham omme bagved gud-hjælpe-mig at dytte af mig!

Pinligt! Mon ikke han har siddet tilbage med noget temmeligt røde ører, da han endelig opdager ambulancen?

I øvrigt skulle ambulancen selv til højre, så vi kom hurtigt videre - tabet var nok alt i alt på 10 sekunder for vores vedkommende.

Vinterpause?

Jeg har før sagt, at nu er vinteren kommet, men min have er ikke enig med mig. Den er begyndt at tage forskud på foråret, og det pibler op med forårsblomster overalt.

Udover de blomster, som er der billeder af her, så er vi begyndt at se liljer og tulipaner skyde, selvom de selvfølgelig ikke er kommet så langt. Bare det nu går godt.

I sidste weekend var vi selv i haven med beskæresaksen. En vittig nabo ville vide om det var en meget sen efterårsklargøring eller en meget tidlig forårsklargøring? Der var nok mest gået forår i os lige som med haven, men det var nu mest hverken eller. Det er sandt, at vinteren i høj grad er hviletid for haven, og specielt græsplanen skal have ro (det også bare noget værre sump, når man har lerjord som her).

Men derfor er der nu stadig noget at lave. Beskæring kan i princippet ske året rundt, bare man holder sig fra perioden, hvor alt vågner om foråret (det er klart at et saftspændt træ er meget sårbart), og tilsvarende holder sig fra perioden om efteråret, hvor alt forbereder sig på vinterpausen (beskæring stimulerer nyvækst, og sker det for sent, så kan det ikke nå at etablere sig inden vinteren).

Vinen fik derfor sin vinterbeskæring, og frugttræerne har også fået en tur (minus stenfrugterne, som min havebog anbefaler at man sommerbeskærer aht. faren for svampeangreb). Den sene et-årige hindbær blev skåret helt ned (det var vist det med den sene efterårsklargøring, som nok ikke helt nåede ud i krogene), og jeg fik skåret sommerfuglebusk og lavendel ned (og så er vi mere ovre i den alt for tidlige forårsklargøring, men der var markeringer til knopper, så jeg vil mene at der er gode chancer for at jeg har ramt rigtigt med saksen).

Vildnisset ud imod den store vej skar vi ned i et par meters højde for en tre års tid siden - det er nu nået op i noget der ligner fire meter, og derfor skal det have en tur mere. Det sker også nu, dels pga. at der er hvileperiode, så træer og buske har bedst af at der sker nu, men også af hensyn til de dyr og fugle som ellers har det som fristed om sommeren. For taler også, at det er meget nemmere at se, hvor man skal save og skære, når der ikke er nogen blade på træerne - jeg skal dog hilse og fortælle, at torne fungerer glimrende som forsvar hele året rundt.

Men når dagene er korte og vejret omskifteligt, som det er nu, så når man ikke så meget. Og det egentlig ikke så skidt...

Jeg gjorde det!

Jeg har lige prøvet noget, som jeg aldrig har prøvet før...

Stort set fra starten af, har jeg altid været fascineret af de mere fortællende computerspil. Hvem husker ikke f.eks. Leisure Suit Larry og Monkey Island? Der er godt nok gået meget god tid med spil som dem.

Derfor er det også meget naturligt, at jeg faldt for de computerbaserede rollespil. Det startede (for mit vedkommende) med Planescape: Torment, og med den start, er der vel ikke noget at sige til, at man falder for det. Turen gik derefter over Baldurs Gate og Baldurs Gate II. Senest har jeg spillet Neverwinter Nights (jeps, ikke noget II-tal her - jeg ved godt at spillet er fra 2002, men det er min computer også, og så snakker vi ikke mere om det, vel?...).

Alle spillene har jeg været meget glad for - ellers ville jeg da også være et fjols, når jeg nu bliver ved med at købe dem - og jeg har brugt megen tid på dem. Der har bare været en enkelt lille hage ved det: Jeg er aldrig blevet færdig med dem! Der er altid været noget, som har forstyrret mig, så jeg kom fra det, og når man først har været væk et stykke tid, så er det som med en bog, som man også har måttet lade ligge - man har glemt for meget af plottet til at man bare kan forsætte, hvor man slap, og man orker ikke starte forfra.

Dvs. jeg har ikke prøvet det før i denne weekend, for der fik jeg faktisk afsluttet Neverwinter Night. Og der er ikke fordi, at jeg har snydt - jeg tror ikke, at der er en eneste NPC, som jeg ikke har snakket med eller været oppe at slås med (nogle endda begge dele - de nærtagende bæster...!), og der var faktisk kun en enkelt lille quest, som jeg ikke fik fuldført. Det synes jeg faktisk er lidt stort.

Og også lidt af et antiklimaks, for jeg kørte spillet under Linux-klienten, og der kører cutscenes ikke. Så efter det sidste slag, så kom jeg bare uden videre direkte ud i menuen. Det var lidt skuffende.

Men endelig lykkedes det! Jeg gjorde et spil færdigt.

...og hvad jeg så skal lave nu? Tjo, jeg har jo allerede de to første udvidelser til spillet, så mon ikke der kommer til at gå lidt tid med det?

Så er det vinter

Det har været en lidt forkølet og halvgået omgang, denne første vintermåned. Sne har vi ikke set meget af, og rigtig dejlig koldt, har det kun været et par dage. Men heldigvis har vi nu fået besøg af en af vores heldigvis faste vintergæster, nemlig sjaggeren.

Selvom sjaggeren skulle være blevet en dansk ynglefugl, så ser vi den kun om vinteren. "Vores" sjagger så vi den første gang denne vinter i ugen efter nytår i år, og derfor er det nok en af vores skandinaviske naboer, som er taget på en lille ferie her sydpå.

Hvis man kigger godt efter, så kan man se, at den sidder den og mæsker sig i æbler - det er den dårlige halvdel af årets høst, som jeg har smidt ud på græsplænen. Vi var ikke så heldige med opbevaringen i år, så der var meget som gik til fuglene. Den gode rest er nu kogt til saft, og efter sigende, så skulle der kunne blive gele ud af det - men det er en hel anden snak.

En anden af vores vintergæster, som vi desværre i år endnu har til gode, er silkehalen. Silkehalen er en imponerende fugl - den er udstyret med en overdimensioneret lever, for at kunne mæske sig i de måske gærede bær, uden at få mere end en lille stille plimmer på. Ham Darwin er nu ikke så dum...

Alle silkehale billederne stammer tilbage fra december 2005, og selvom man ikke kan overse dem, når de kommer pga. deres store antal, så er de kun på fransk visit. De tager et par runder i området, og ripper det undervejs stort set for alle bær.

(her ser man kun omkring 1/4-del af den samlede flok)

I flok mister de stort set enhver form for skyhed, og man kan faktisk komme endog ganske tæt på dem, specielt hvis man formår at se både kedelig og uinteressant ud (der har jeg helt naturlige forudsætninger...), men man skal være hurtig, for pludselig er de videre. Og så ser man dem næppe mere det år.

Efterårets lyksageligheder

I vores have har der på det seneste sneget sig en række sene sorter ind. Jeg indrømmer gerne, at jeg som udgangspunkt var meget skeptisk - jordbær kommer når der er jordbærsæson, og hindbær hører også sommeren til. Og helt ærligt, hvor meget kan man trække en plantes blomstring og frugtsætning...?

Et af vores hindbær (11. oktober 2007)En hel del, tilsyneladende. Vores hindbær - en gul sort som hedder noget med "Autumn bliss" - har været det helt store hit, og her det her i starten af november stadigvæk (men mon ikke snart frosten får sat en stopper for det?). Vi har på få planter haft en forrygende høst af marmeladesøde bær, som har været lige til at spise - og det bedste af det hele er, at blomstringen har været så sen, at der ingen skadedyr har været længere.

Vores sene jordbær har derimod været en blandet fornøjelse. Der har godt nok været mange (og der kommer stadig flere), men vi har ikke fået så meget som et eneste selv. Der er nogle gæster i vores have, som ikke har noget imod at spise den modne del af et halvmodent bær, og det er svært at konkurrere med.

Repræsentativt demokrati

Und wenn du lange in einen Abgrund blickst, blickt der Abgrund auch in dich hinein.

Nietzsche, Jenseits von Gut und Böse

I Danmark har vi jo et såkaldt repræsentativt demokrati - folket vælger en række personer til at repræsentere sig, og til at tage de nødvendige beslutninger - nemme som tunge - for en periode. Der er en række alternativer, som f.eks. direkte demokrati, hvor folket stemmer i tide og utide om alting, og en række variationer over indirekte demokrati.

Medmindre at man lever under en sten (og i så fald, så har man næppe internet, og kan derfor ikke læse denne blog), så vil man vide, at vi for tiden er inde i slutspurten på et folketingsvalg. Et af de sikre tegn er daglige meningsmålinger og mange såkaldte politiske kommentatorenes udlægning af disse. Politikerne, nyhedsmedierne, kommentatorerne og analyseinstitutterne er alle samlet om at tillægge disse målinger stor værdi - og man har på et seneste hørt institutterne selv rose deres egen nøjagtighed - jeg tror at det, som der blev sagt var, at "vi kan med stor nøjagtigt måle dem, som har besluttet sig - usikkerheden er udelukkende for dem, som endnu ikke har taget stilling".

Jeg er skeptisk. Lad os - ihukommende min underviser i markedsanalyse på Handelshøjskolen - spørge os selv om, hvis vi nu antager at denne undersøgelse siger noget som helst, hvad den så siger noget om? Den siger ikke noget om de, som har besluttet sig - den siger noget om dem, som vil give udtryk for deres beslutning. Og hvordan fylder man så hullerne ud? Jo, normalt ved at efterstratificere ud fra sidste valg, og det er da at indrømme, at man sådan set ikke er meget klogere end det. Mon ikke det, at de kommer frem til samme resultat, skyldes at de bruger samme metode, med samme indbyggede bias?

Men det forudsætter så, at folk svarer oprigtigt, når de bliver spurgt. Jeg er for tiden ansat i et stort firma - ja, faktisk et rigtigt stort firma. Så stort, at vi afholder vores egne meningsmålinger. Det hedder så godt nok medarbejdertilfredshedsundersøgelser, og det er vi bestemt ikke ene om at lave. Vores ledelse ligger stor vægt på resultaterne af disse undersøgelser - så stor, at man skal være temmeligt naiv for ikke at kunne se en omvendt proportionalitet imellem budgettet til "sociale aktiviteter" og "medarbejdertilfredsheden". Og når man indser dette, så kræver det en høj moral at svare oprigtigt, for man bliver jo belønnet for ikke at gøre det...

Sådan frygter jeg også, at der er mange mennesker som har fået det med meningsmålinger. Ja, dem som vil give udtryk for en mening altså, for mange er grundlæggende set ligeglade - de tror stadig på, at selve valget er der hvor de kan gøre deres indflydelse gældende, og selvom de har taget en beslutning, så vil de vente med at give udtryk for den, indtil de står i kabinen med forhæng for.

Hvordan skal man så agere, hvis man f.eks. har en holdning, hvor det ville være opportunt med et snarligt folketingsvalg - jo, man kan give udtryk for, at man vil stemme for den siddende regering, selvom det ikke passer. Det vil give regeringslederen en falsk tryghed, som gør det mere sandsynligt at han tør udskrive valget.

Hvordan skal man agere, hvis man vil trække den politiske dagsorden i en given retning? F.eks. hvis man synes at regeringen skulle trække mere i retning af Dansk Folkeparti? Så giv udtryk for, at man sidste gang stemte på Venstre og denne gang foretrække DF - uanset om sandheden måske var, at du allerede sidste gang stemte på DF.

Tænk over det, næste gang et analyseinstitut ringer til dig - ved valget er din stemme en blandt millioner, i en meningsmåling kun en blandt knapt tusinde - du får aldrig mere magt!

Grundlæggende set, så er problemet, at dagens beslutningstagere lægger alt for stor vægt på meningsmålingerne. De har stirret så længe på meningsmålingerne, at de i stedet for selv at have en mening, så former deres mening efter meningsmålingerne. En god ven af mig kom med et godt citat: "Engang var en leder en, som sagde: 'Jeg går den vej, hvem vil med?' - i dag er en leder en, som siger: 'Hvad vej går I, for jeg vil gerne foran?'". Han tilskrev citatet Uffe Elleman Jensen, og det skal såmænd nok passe.

Og hvis det er sandt, så må det i sandhed siges at være et indirekte, repræsentativt demokrati, som vi har i Danmark. Vi vælger knapt 200 til at lade sig styre af godt 1000 repræsentativt udvalgte danskere...

Lokale bøller

Det hænder efterhånden jævnligt, at jeg bevæger mig i trafikken, og hvis man har oplevet det, så vil man vide, at jeg tilstræber at køre efter forholdene. Det betyder blandt andet, at jeg som udgangspunkt tager det så meget med ro indenfor bymæssig bebyggelse, at loven er overholdt - i hvert fald som udgangspunkt.

Når det sker, så hænder det ganske ofte, at der er folk, som bliver endog meget utålmodige - og det viser de ved ikke at holde en rimelig eller fornuftig afstand. Ikke at de får noget ud af det, ikke andet end at de får en større andel af min opmærksomhed end en bagvedkørende ellers ville have fået.

Derfor har det slået mig, at det som oftest er lokal trafik - ikke de sædvanlige by-til-by-pendlere, næh, det er den helt lokale trafik: De folk, som ikke har tålmodighed til at følge den almindelige trafik igennem Hasselager, de drejer ofte fra ned af de små veje i Hasselager. Og de folk, som synes at vejen igennem Hørning burde være en landevej, de skal oftest ind i industrikvarteret. Og så fremdeles.

Her den anden morgen var jeg, på Frichvejen på vej indad imod Århus, ved at få en utålmodig medtrafikant på trækkrogen. Jeg kørte de 40-45 km/t, som man højest kan køre, hvis man vil have grøn bølge. Det er i og for sig OK igennem boligområdet og forbi skolen, men da vi nåede igennem det sidste kryds inden Ringgaden (der hvor industrikvarteret begynder), da var det selv for mit temperament i underkanten, så øgede jeg selvfølgelig hastigheden til noget efter forholdende mere passende. Alligevel havde jeg ham udenom som et hult drøn allerede inden Fragtmandscentralen, og jeg lover jer at der var klem på. Han skulle ikke engang ned til Frichsparken, førend han var drejet ind ved en af de industribygninger som ligger ud til Frichvejen. Hmmm.

Det er ikke noget nyt fænomen, for jeg husker stadig en af min morfars yndlingshistorier. Det var en lille by på Sjælland (jeg husker ikke hvilken, men det kunne f.eks. have været Kr. Hvalsø), hvor de lokale var stærk pikerede over trafikken på den landevej som gik igennem byen. Den var uansvarlig hurtig, og det var til fare for de lokale beboere og ikke mindst deres børn, var den almindelige mening. Det blev der så klaget godt og grundigt over - og på et tidspunkt mistede politiet tålmodigheden og lavede en morgen fartrazzia i myldretiden. Hovedparten af dem som blev snuppet var lokale, flere var mand og kone i hver sin bil, og mange var at finde som underskrivere på underskriftsindsamlingen. Her kunne historien så være slut, hvis ikke det var fordi, at nogen hos politiet havde humor - de var der igen om eftermiddagen, da myldretiden myldrede den anden vej, og her kunne de så snuppe mange af de lokale for anden gang. Der blev ikke klaget mere over trafikken i den by - historien melder dog ikke noget om, det var fordi at den var blevet mere civiliseret, eller om det bare var fordi, at man havde affundet sig med tingenes tilstand.

Disse lokale fartbøllers opførsel er uforståelig for mig. At køre uforsvarligt er - ja, dumt - men at gøre det hjemme hos sig selv, er da dobbelt dumt. Hvorfor skulle man ikke netop passe bedre på sit eget lokalområde? Det er som at smide affald foran sin egen fordør (bortset fra, at der ikke er nogen, som får deres liv ødelagt af affald!). Hvis ikke man selv har børn som færdes langs disse veje, så er det stor sandsynlighed for at naboen har. Er der nogen, som kan forklare mig, hvad årsagen til denne tilsyneladende irrationelle adfærd er?

Microsoft og OpenSource

Så skete det - Open Source Initiative (OSI) godkender to licenser forfattet af Microsoft som værende OK efter deres standard. Se evt. denne blog om beslutningen.

Det er ikke kommet uden forudgående diskussion, og der er ingen tvivl om, at der var været en slem kamel at sluge for mange. Microsoft har dog vist sig villige til at høre på kritik, og selv navngivningen (som jeg tidligere kommenterede på) er blevet mere dækkende.

Betydningen af dette kommer vi nok til at snakke længe om - er det i virkeligheden et udspekuleret angreb fra det onde imperie - et forsøg på at underminere opensource bevægelsen med dens egne våben? Eller er det i virkeligheden Microsofts erkendelse af nederlag til tonerne af "if you can't beat them - then join them!"? Og hvis vi ikke længere kan elske at hade Microsoft, hvem skal vi så elske at hade?

Snotforkælet...

Prøv lige at kaste et blik på denne blog.

Der er to andre interessante observationer, som jeg også gerne vil byde ind med:

• Nutidens pensionister har ikke betalt ind til deres egen pension via de mange penge, som de har betalt i skat i tidens løb. Faktisk har de kun betalt omkring 1/4-del af de nødvendige penge. Grunden til at forretningen løber rundt nu er dels, at fortidens pensionister var færre, billigere og levede kortere (og sådan bliver det ikke ved med at være), samt at kagen som vi deler i dag er væsentligt større end dengang (fair nok, men det gør ikke påstanden om, at de nu lever af egne "opsparede" penge mere rigtig...).
  
• Den såkaldte "danske model" sikrer ikke de svage på arbejdsmarkedet. Faktisk er den skruet sammen på en måde, så de ca. 3/4 som sidder på flæsket er i stand til at holde den resterende 1/4 ude, så de ikke trykker lønner. Når arbejdsløsheden stiger eller falder, så er det stort set et spørgsmål om, at den marginaliserede 1/4 er arbejdsløse i længere eller kortere perioder (se f.eks. de såkaldte vismandsrapporter - og specielt rapporten fra juni 1988). Ikke særligt solidarisk.

Man hytter sig selv og sine...

Svamp

Jeg har fået svamp! Ja, ikke den slags svamp - en der vokser ude i haven. Vi fandt den faktisk allerede for et par dage siden, men nu havde vi tid til at kigge ordentlig på den.

Umiddelbart ser den ret uskyldig ud, men da jeg gik min svampenøgle (Politikkens visuelle svampebog) igennem, da havnede jeg på Snehvid fluesvamp.

Om den står der flg.:

En af vore få dødeligt giftige svampe. Giftstoffet er en cellegift som ødelægger lever og nyre.

Nå, da! Jeg er nu ikke sikker på, at det er en fluesvamp, for den voksede ikke som forventet i nærheden af træer, den lugtede faktisk ikke sødligt-vammel men derimod mere af champignon, og så kunne jeg ikke finde de hatskæl, som man ellers skulle forvente.

Svampebogen forudsætter med flg. passus om forvekslingsmuligheder:

Bliver forvekslet med champignoner, men disse har farvede (først lyserøde siden brune) lameller, og mange af dem vokser ofte på åbent land uden træer i nærheden. Fluesvampen vokser altid i nærheden af træer. Unge eksemplarer af champignoner kan have hvide lameller og i så fald skal man lade dem stå, indtil man er så øvet, så man uden tøven kan kende dem fra hinanden.

Jeg er derfor ret sikker på, at det er en champignon, som jeg her har fundet. Men lamellerne var hvide, og kald mig bare en tøsedreng, for jeg følger svampebogens råd og smider den ud.

...jeg vil dog godt indrømme, at jeg er lidt skuffet - det kunne have været sjovt, hvis der havde været en dødeligt giftig svamp i min have!