Da jeg i sin tid startede på Handelshøjskolen, da grinede vi en del af vittigheden om, at lotteri i virkeligheden er en ekstraskat på de sandsynlighedsregningsmæssigt udfordrede. Senere er det gået op for mig, at intet kunne være mindre sandt: et negligerbart men sikkert tab imod en lille mulighed for en skelsættende stor gevinst, kan faktisk være attraktiv (det kommer i høj grad an på, hvad ens situation i øvrigt er). Og læg så dertil retten til at drømme for en stund. Næh, verden er ikke så nem som de introducerende tekster gerne ville gøre den til.
Første gang at jeg hørte om Helle og Villys "giv os en time om ugen"-plan, så tænkte jeg godt nok, at det var underligt, at det blev opfattet som en mere farbar vej at bede 40 mennesker, som allerede arbejder "fuld" tid, om en time mere, end at få bare en arbejdsdygtig, men i dag offentligt forsøget person, igang med at arbejde.
Men måske har de ret - det er trods alt deres gesjæft at have en god fornemmelse for, hvad retning de politiske vinde blæser. Og ihukommende mine erfaringer med lotterispillets finurligheder, så må jeg erkende, at man ikke bare lige kan regne om imellem fuldtidsbeskæftigede og ubeskæftigede (i videste forstand, for vi har efterhånden fået opbygget et system, hvor man nemt kan blive klassificeret som værende "uden for arbejdsstyrken" og dermed ved et kunstgreb ikke tæller med som arbejdsløs).
Det er i hvert fald rigtigt set, at vi bliver nødt til at tage tyren godt ved hornene og kigge den dybt i øjnene - vi bliver nødt til at øge vores effektivitet, og vil vi ikke løbe hurtigere, så må vi enten løbe i længere tid (eller være flere til at løbe). Så på den led, så er det fin plan - man kan måske nok med rette indvende, at det er både for lidt og for sent til at gøre en forskel, men der er vi jo nok tilbage ved det, som mere prosaisk ofte kaldes for det muliges kunst. Hellere en fugl i hånden end ti på taget!
Trods det lave ambitionsniveau har forslaget nu alligevel sine udfordringer i praksis:
Den første står jeg såmænd selv for - jeg arbejder allerede jævnligt mere end en time ekstra om ugen uden at det medfører nogen særlig opmærksomhed (jeg har fået at vide, at det følger med fin titel, ansvar og gråt hår...). Så jeg tænker, at det må være alle I andre, som altså lige må lægge jer lidt mere i selen, og se at komme ind i spillet!
Og så er der den med at have gjort regning uden vært, for man kan måske nok mene, at Villy og Helle her er ude med at love en gratis omgang på andres regning. Siden det kom frem, har vi da også måtte lægge øre til, at de godt og grundigt er blevet undsagt af "en af deres egne", nemlig Dennis Kristensen. Selvom han tydeligvis har nogle medlemmer i ældreplejen, som sagtens vil kunne finde de berømte 12 minutter om dagen, uden at komme til at svede af den grund, så mener han stadig at buen i hans kreds er spændt til bristepunktet. Så han tænker også, at det må være nogle andre, som må lægge sig godt i selen, og se at komme ind i spillet!
Men det for mig største skud for boven, som planen fik, kom faktisk fra en helt anden kant: en kyndig person henledte i al stilhed opmærksomheden på, at store dele af overenskomstforhandlingerne er lokale - og der er central indflydelse ikke gangbar valuta. Så de mere lavmælte af Helle og Villys venner kan næppe heller levere varen - de regner nemlig også med at sende regningen for festen videre til nogle andre.
Så måske er det alligevel ikke så nemt at få 40 fuldtidsbeskæftigede til at arbejde lidt mere. Synd, for vi bliver altså nød til at gøre noget ved den samlede samfundsproduktion, hvis vi alle skal have et godt liv, også fremover.
PS: Læg i øvrigt mærke til retorikken - det var ikke "en time om ugen", men "12 minutter om dagen". Det svarer lidt til, at alting koster noget med ...99 til sidst. Og mon ikke det virker bedre end "giv os halvdelen af din frokostpause", for det vil vække de sovende uhyrer omkring betalt frokost i nogle dele af samfundet...
lørdag den 10. juli 2010
lørdag den 29. maj 2010
Den ægte vare
Det er et stykke tid siden, at jeg sidst har ladet høre fra mig her, og - hånden på hjertet - så skyldes det hovedsageligt, at jeg har haft travlt med alt muligt andet. Men det skyldes også, at der - efter min mening - virkelig sker ting og sager i dansk politik for tiden.
Væk er den Fogh'ske æras småmaniske regler, som grundlæggende havde til formål at undgå at få trykket alt for hårdt på speederen. Lidt ligesom når man efter overgangen fra SU til lønindkomst må lave regler for sig selv om at prøve at undgå fastfood mere end en dag om ugen, eller at kun spise chips om fredagen.
Næh, nu går det for de mange forskellige interessegrupperinger vist mere ud på at sikre, at man ikke mister noget af det forspring, som man vandt, da alt gik hurtigt.
Generelt set, så ser det ud til at den foretrukne løsning er at malke de køer, som man nu engang har, endnu hårdere - og at klemme deres foder. Ikke særligt ambitiøst, for der er da også rigeligt med tyre rundt omkring, som trænger til at blive taget grundigt ved hornene, men det er vel at forvente, når nu Folketinget er fyldt op med 179 socialdemokrater i varierende nuancer.
Jeg troede aldrig, at denne dag ville komme, men jeg overvejer faktisk lige nu at stemme på Socialdemokraterne (dem med stort "S") - ikke fordi, at jeg synes at "Helle og Villy's store plan" er noget særligt - det er helt grundlæggende for alt lidt og for alt sent - næh, det måske mere fordi, at det er tydeligt, hvem der har omkring hundrede års erfaring i at være socialdemokrater, og hvem der hjælpeløst prøver at fumle sig frem i lånte gevandter, der ærligt talt ikke klæder dem særligt godt.
Og når valget nu står imellem forskellige slags socialdemokrater, hvorfor så ikke vælge den ægte vare?
Væk er den Fogh'ske æras småmaniske regler, som grundlæggende havde til formål at undgå at få trykket alt for hårdt på speederen. Lidt ligesom når man efter overgangen fra SU til lønindkomst må lave regler for sig selv om at prøve at undgå fastfood mere end en dag om ugen, eller at kun spise chips om fredagen.
Næh, nu går det for de mange forskellige interessegrupperinger vist mere ud på at sikre, at man ikke mister noget af det forspring, som man vandt, da alt gik hurtigt.
Generelt set, så ser det ud til at den foretrukne løsning er at malke de køer, som man nu engang har, endnu hårdere - og at klemme deres foder. Ikke særligt ambitiøst, for der er da også rigeligt med tyre rundt omkring, som trænger til at blive taget grundigt ved hornene, men det er vel at forvente, når nu Folketinget er fyldt op med 179 socialdemokrater i varierende nuancer.
Jeg troede aldrig, at denne dag ville komme, men jeg overvejer faktisk lige nu at stemme på Socialdemokraterne (dem med stort "S") - ikke fordi, at jeg synes at "Helle og Villy's store plan" er noget særligt - det er helt grundlæggende for alt lidt og for alt sent - næh, det måske mere fordi, at det er tydeligt, hvem der har omkring hundrede års erfaring i at være socialdemokrater, og hvem der hjælpeløst prøver at fumle sig frem i lånte gevandter, der ærligt talt ikke klæder dem særligt godt.
Og når valget nu står imellem forskellige slags socialdemokrater, hvorfor så ikke vælge den ægte vare?
tirsdag den 6. april 2010
Den ene synd...
Der er en god, gammel vending, som siger, at den ene synd ikke undskylder den anden. Men kan en god gerning så undskylde en synd? Altså en slags aflad for forkant?
Når jeg spørger sådan, så er det fordi, at jeg lige har modtaget et CO2 kompenseret brev. Jep, den er god nok, se bare her hos Post Danmark. Man må med andre ord godt opføre sig grimt, bare man får nogle andre til at opføre sig tilsvarende pænt!
Det er da et koncept med perspektiv i: næste gang jeg bliver taget i en fartkontrol, så henviser jeg bare til, at min kone altid kører meget langsommere end tilladt - og hvis jeg en gang skulle formå at forhindre en snothvalp i at få et par velfortjente flade, så er jeg allerede tilgivet, når junior engang kommer til at skramme bilen.
Tak, Post Danmark, for sand innovativ tænkning af den slags, som gør verden til et meget bedre sted.
Når jeg spørger sådan, så er det fordi, at jeg lige har modtaget et CO2 kompenseret brev. Jep, den er god nok, se bare her hos Post Danmark. Man må med andre ord godt opføre sig grimt, bare man får nogle andre til at opføre sig tilsvarende pænt!
Det er da et koncept med perspektiv i: næste gang jeg bliver taget i en fartkontrol, så henviser jeg bare til, at min kone altid kører meget langsommere end tilladt - og hvis jeg en gang skulle formå at forhindre en snothvalp i at få et par velfortjente flade, så er jeg allerede tilgivet, når junior engang kommer til at skramme bilen.
Tak, Post Danmark, for sand innovativ tænkning af den slags, som gør verden til et meget bedre sted.
søndag den 21. marts 2010
Kontekstfri II
Som opfølgning på min post om Context Free kan vi vist godt klare et par billeder mere, begge fuldt deterministiske:
Det er virkelig simple programmer, som ligger bag billederne - ovenstående billede er f.eks. lavet med flg. kode:
...og så lover jeg ikke at skrive mere om det (medmindre der er mere at sige end bare det, at jeg har lavet flere billeder).
Det er virkelig simple programmer, som ligger bag billederne - ovenstående billede er f.eks. lavet med flg. kode:
startshape START
background { b -1 }
rule START {
CIRCA{ h 0 sat 1 b 0.5 a -.2}
}
rule CIRCA{
3 * {r 120 x 4} CIRCO { s 0.5 b 0.1 h 5 }
}
rule CIRCO{
CIRCLE{ s 8}
CIRCA{}
}
...og så lover jeg ikke at skrive mere om det (medmindre der er mere at sige end bare det, at jeg har lavet flere billeder).
lørdag den 20. marts 2010
Kontektsfri
Jeg sidder og leger med et program kaldet Context Free. Det er ret simpelt; det har et sprog - en kontekstfri grammatik - som kan bruges til at tegne med. Med meget simple instruktion kan man lave overraskende grafik - her er hvad jeg er kommet til at lave efter en times tid:
...og så også den her:
Det er hverken stort eller revolutionerede, men det er faktisk et glimrende tidsfordriv.
...og så også den her:
Det er hverken stort eller revolutionerede, men det er faktisk et glimrende tidsfordriv.
onsdag den 17. marts 2010
Gode nyheder fra Irak
Set herfra er det gået ret let henover de lokale medier, at der kommer rigtigt gode nyheder fra Irak for tiden; måske fordi at dårlige nyheder set fra mediernes perspektiv er gode nyheder, og omvendt (og måske fordi at medierne i virkeligheden bare spejler noget meget menneskeligt)?
Den ene gode nyhed fandt jeg i "The Economist", hvor jeg tilfældigt fandt en artikel om Irak, som havde en illustration af antallet af dødsfald indenfor de nationale og koalitionens styrker i Irak: i 2009 falder det dramatisk til noget, som i sammenligning med det det tidligere niveau må betegnes som stort set ingenting.
Den anden gode nyhed er, at valget i Irak er forløbet fredeligt (alle ca. 50.000 valgsteder var åbne) og med stor og bred opbakning (over 60% valgdeltagelse, også i de sunni-muslimske områder) - og det endda uden nævneværdige uregelmæssigheder. Den nyhed kan man bl.a. finde i Weekendavisen.
Valget er det andet frie valg i Irak, og denne gang skulle der være sket et skred væk fra grupperinger orienteret omkring etnicitet, religions- og klan-tilhørsforhold, og over imod egentlige interessefællesskabet (interesserne kan naturligvis stadig udspringe et mere regionalt ønske om øget autonomi, men det er vel også forståeligt nok, så længe at det favner bredt i regionen).
Noget kunne derfor tyde på, at befolkningens store ønske om fred og økonomisk fremgang står for at blive indfriet, hvilket nok vil blive fulgt med stor opmærksomhed og blandede følelser fra nabolandene - og ikke mindst Iran og Saudi Arabien. Magtbalancen i Mellemøsten kan være ved at rykke sig, og det er nok også i det lys, at man skal se mange af de øvrige nyheder, som vi for tiden får fra den kant.
At der er relativt stille herhjemme omkring udviklingen i Irak kan skyldes en berettiget afventede holdning - det er næsten for godt til at være sandt, og det er en udvikling som i nogen grad balancerer på en knivsæg, så det kan bestemt stadig nå at gå ganske meget galt.
Men mon ikke en betydelig del af forklaringen også er, at der er mange, som har været ude med "det-går-aldrig-godt"-agtige fordømmelser, som nu har travlt med at finde noget andet at snakke om? At det tilsyneladende er ved at lykkedes at intervenere fysisk, og med en større indsats og betydelig investering, bevares, at få dreje en lukket, nationalistisk og elitært totalitær nation i retning af frihed og fred, er temmelig skelsættende.
Inden vi lader os rive alt for meget med i eufori over de gode nyheder, så lad os for det første for det hårdt prøvede irakiske folk og for alle os andre håbe, at det er virkelig er en udvikling, som har bidt sig fast.
Men lad os også lige reflektere over to forhold, nemlig dels at beslutningen om at handle tilsyneladende blev truffet på et meget tyndt grundlag af, hvad der nok må betegnes som ønsketænkning - at forstandige og godhjertede folk lod sig forlede til at viderebringe dette til vores fremmeste forsamlinger, siger måske noget noget om, hvor farligt det i virkeligheden er. Det at vi (måske) kommer i mål betyder ikke, at vejen dertil nødvendigvis har været den rigtige.
Og dels, som bør vi også tænke grundigt over, hvilke unikke omstændigheder som gjorde forskellen her. Det er en tilsyneladende succes, som det vil være yderst fristende at forsøge at kopiere, men hvis vi ikke forstår forudsætningerne, så ender vi sandsynligvis med en temmelig dårlig kopi fremfor en ny succes.
Så lad os glædes, men lad os ikke blive overmodige.
Den ene gode nyhed fandt jeg i "The Economist", hvor jeg tilfældigt fandt en artikel om Irak, som havde en illustration af antallet af dødsfald indenfor de nationale og koalitionens styrker i Irak: i 2009 falder det dramatisk til noget, som i sammenligning med det det tidligere niveau må betegnes som stort set ingenting.
Den anden gode nyhed er, at valget i Irak er forløbet fredeligt (alle ca. 50.000 valgsteder var åbne) og med stor og bred opbakning (over 60% valgdeltagelse, også i de sunni-muslimske områder) - og det endda uden nævneværdige uregelmæssigheder. Den nyhed kan man bl.a. finde i Weekendavisen.
Valget er det andet frie valg i Irak, og denne gang skulle der være sket et skred væk fra grupperinger orienteret omkring etnicitet, religions- og klan-tilhørsforhold, og over imod egentlige interessefællesskabet (interesserne kan naturligvis stadig udspringe et mere regionalt ønske om øget autonomi, men det er vel også forståeligt nok, så længe at det favner bredt i regionen).
Noget kunne derfor tyde på, at befolkningens store ønske om fred og økonomisk fremgang står for at blive indfriet, hvilket nok vil blive fulgt med stor opmærksomhed og blandede følelser fra nabolandene - og ikke mindst Iran og Saudi Arabien. Magtbalancen i Mellemøsten kan være ved at rykke sig, og det er nok også i det lys, at man skal se mange af de øvrige nyheder, som vi for tiden får fra den kant.
At der er relativt stille herhjemme omkring udviklingen i Irak kan skyldes en berettiget afventede holdning - det er næsten for godt til at være sandt, og det er en udvikling som i nogen grad balancerer på en knivsæg, så det kan bestemt stadig nå at gå ganske meget galt.
Men mon ikke en betydelig del af forklaringen også er, at der er mange, som har været ude med "det-går-aldrig-godt"-agtige fordømmelser, som nu har travlt med at finde noget andet at snakke om? At det tilsyneladende er ved at lykkedes at intervenere fysisk, og med en større indsats og betydelig investering, bevares, at få dreje en lukket, nationalistisk og elitært totalitær nation i retning af frihed og fred, er temmelig skelsættende.
Inden vi lader os rive alt for meget med i eufori over de gode nyheder, så lad os for det første for det hårdt prøvede irakiske folk og for alle os andre håbe, at det er virkelig er en udvikling, som har bidt sig fast.
Men lad os også lige reflektere over to forhold, nemlig dels at beslutningen om at handle tilsyneladende blev truffet på et meget tyndt grundlag af, hvad der nok må betegnes som ønsketænkning - at forstandige og godhjertede folk lod sig forlede til at viderebringe dette til vores fremmeste forsamlinger, siger måske noget noget om, hvor farligt det i virkeligheden er. Det at vi (måske) kommer i mål betyder ikke, at vejen dertil nødvendigvis har været den rigtige.
Og dels, som bør vi også tænke grundigt over, hvilke unikke omstændigheder som gjorde forskellen her. Det er en tilsyneladende succes, som det vil være yderst fristende at forsøge at kopiere, men hvis vi ikke forstår forudsætningerne, så ender vi sandsynligvis med en temmelig dårlig kopi fremfor en ny succes.
Så lad os glædes, men lad os ikke blive overmodige.
søndag den 14. marts 2010
Dumme computer
Der er en gammel vending, som siger, at det er menneskeligt at fejle, men for virkelig at lave ulykker, så skal man bruge en computer. Amen!
Jeg har en computer - den er god. Jeg har også en ekstern harddisk med USB forbindelse. - den er smart. Så har jeg to operativsystemer på computeren: Ubuntu, som af en eller anden grund altid virker - og så Windows, som bare er ... ja, godt gammeldags jysk træls.
"Hvorfor bruger jeg så ikke bare altid Ubuntu?", sidder I sikker derude og spørger jer selv. Tjo, fordi at der bare er nogle programmer, som er svære at undvære, og som enten ikke findes til andet end Windows, eller også kun findes i en latterligt out-dated og semi-halvhjertet version; Googles Picasa f.eks.
Picasa er smart - bl.a. fordi at det ikke retter i billederne, men derimod gemmer en liste af ændringer ved siden af, så ændringerne bare kan gentages, hvergang billedet skal vises - det gør det supernemt at ombestemme sig. Men Picasa gemmer listen af ændringen et eller andet obskurt sted, hvilket bl.a. gør backup til noget halv-vanskeligt noget.
Men det har også en anden effekt, for hvis Picasa opdager, at den ikke længere kan finde et billede, så glemmer den øjeblikkeligt alt om alle ændringerne til billedet. Og det er den sørme god til, for kan den ikke finde nogen af alle de ti-tusinder af billeder, som jeg efterhånden har samlet sammen, så glemmer den alt om dem på et splitsekund ... og det uden at sige noget om det.
"Hvordan kan billeder da blive væk?", sidder I sikkert også tænker, "... har du ikke bare selv slettet dem?". Ah, helt så oplagt er det ikke - og hvis det bare havde været det, så havde det vel sådan set været en form for OK. Næh, det er værre end som så, for hvis man virkelig skal lave ulykker, så kræver det en computer - eller rettere, Windows.
For da jeg havde min gode, gamle XP, da kunne den ikke altid finde den eksterne harddisk (hvilket var underligt, for det kunne Ubuntu altid). Og ingen harddisk fortolker Picasa straks om, at der ingen billeder er. Puf! Alt væk på et splitsekund.
Så fik jeg Vista, og den var ikke meget bedre. Måske endda værre, men jeg fik samtidig ny hardware, så det var ikke så tydeligt.
Nu har jeg Windows 7, og den er væsentlig bedre til at finde den eksterne harddisk (... dog stadig ikke så god som Ubuntu!) - men så har den til gengæld et andet trick oppe i ærmet: Når den ikke lide kan finde den eksterne harddisk med det samme, så får den da bare et andet drevbogstav. Så engang imellem hedder den eksterne harddisk F: og en gang imellem hedder den L:. Og når det skifter, så kan Picasa igen ikke finde nogle billeder, og - puf! - så er det forfra med billedsamlingen igen.
I behøver ikke at spørge, om jeg er træt af det. Havde Picasa dog bare ikke været sådan et glimrende program på alle andre måder, så ville alt have været nemmere!
Jeg har en computer - den er god. Jeg har også en ekstern harddisk med USB forbindelse. - den er smart. Så har jeg to operativsystemer på computeren: Ubuntu, som af en eller anden grund altid virker - og så Windows, som bare er ... ja, godt gammeldags jysk træls.
"Hvorfor bruger jeg så ikke bare altid Ubuntu?", sidder I sikker derude og spørger jer selv. Tjo, fordi at der bare er nogle programmer, som er svære at undvære, og som enten ikke findes til andet end Windows, eller også kun findes i en latterligt out-dated og semi-halvhjertet version; Googles Picasa f.eks.
Picasa er smart - bl.a. fordi at det ikke retter i billederne, men derimod gemmer en liste af ændringer ved siden af, så ændringerne bare kan gentages, hvergang billedet skal vises - det gør det supernemt at ombestemme sig. Men Picasa gemmer listen af ændringen et eller andet obskurt sted, hvilket bl.a. gør backup til noget halv-vanskeligt noget.
Men det har også en anden effekt, for hvis Picasa opdager, at den ikke længere kan finde et billede, så glemmer den øjeblikkeligt alt om alle ændringerne til billedet. Og det er den sørme god til, for kan den ikke finde nogen af alle de ti-tusinder af billeder, som jeg efterhånden har samlet sammen, så glemmer den alt om dem på et splitsekund ... og det uden at sige noget om det.
"Hvordan kan billeder da blive væk?", sidder I sikkert også tænker, "... har du ikke bare selv slettet dem?". Ah, helt så oplagt er det ikke - og hvis det bare havde været det, så havde det vel sådan set været en form for OK. Næh, det er værre end som så, for hvis man virkelig skal lave ulykker, så kræver det en computer - eller rettere, Windows.
For da jeg havde min gode, gamle XP, da kunne den ikke altid finde den eksterne harddisk (hvilket var underligt, for det kunne Ubuntu altid). Og ingen harddisk fortolker Picasa straks om, at der ingen billeder er. Puf! Alt væk på et splitsekund.
Så fik jeg Vista, og den var ikke meget bedre. Måske endda værre, men jeg fik samtidig ny hardware, så det var ikke så tydeligt.
Nu har jeg Windows 7, og den er væsentlig bedre til at finde den eksterne harddisk (... dog stadig ikke så god som Ubuntu!) - men så har den til gengæld et andet trick oppe i ærmet: Når den ikke lide kan finde den eksterne harddisk med det samme, så får den da bare et andet drevbogstav. Så engang imellem hedder den eksterne harddisk F: og en gang imellem hedder den L:. Og når det skifter, så kan Picasa igen ikke finde nogle billeder, og - puf! - så er det forfra med billedsamlingen igen.
I behøver ikke at spørge, om jeg er træt af det. Havde Picasa dog bare ikke været sådan et glimrende program på alle andre måder, så ville alt have været nemmere!
søndag den 7. marts 2010
Farlig knivlov
Det regerende flertal i folketinget har godt nok ikke imponeret de seneste mange år - dels ved ret systematisk at danse som katten om den varme grød på helt nødvendige beslutninger, men også ved temmelig klodset håndtering af beslutninger, som mildest talt forekommer knap så presserende. Hvad der er lavpunktet, kan være svært at sige, men en af topkandidaterne er bestemt den såkaldte knivlov.
Et eksempel på hvor tåbelig den lov er, oplevede jeg selv, da jeg var ude for at gå på stierne her i området. Det jeg kom på stien nede imellem skolen, gymnasiet, svømmehallen og børnehaverne, så jeg noget ligge i bladene, som på afstand måske godt lidt kunne ligne en urtekniv. Min første tanke var, at hvis det nu var en kniv, så jeg hellere tage den med hjem, og få den smidt ud. Men så slog det mig, at hvis jeg nu blev stoppet af ordensmagten og hvis den nu viser sig at være for lang, så ville jeg per automatik blive anklaget for overtrædelse af knivloven.
Nu er anklaget heldigvis ikke det samme som dømt, og den dømmende magt er heldigvis som den langt overskyggende hovedregel meget rutinerede i at navigere i gråzonen imellem lovens bogstav og lovens hensigt i allehånde lavpraktiske dagligdagssituationer. Alligevel havde jeg ikke lyst til at tage chancen, for dels er 7 dages fængsel ikke noget, som jeg har lyst til, og dels afhænger mit nuværende job indirekte af en nogenlunde ren straffeattest, så også hus, bil og familiens hverdag i det hele taget stod på spil.
Modet endte med at svigte mig, så jeg gik over på den anden side af stien. Lad os bare håbe enten, at det ikke var en kniv - eller, hvis det var en kniv, så at den bliver fundet af nogle fornuftige børn under den kriminelle lavalder, som vist er det bedste bud på nogen, som risikofrit kan sørge for at den bliver bortskaffet på betryggende vis.
Et eksempel på hvor tåbelig den lov er, oplevede jeg selv, da jeg var ude for at gå på stierne her i området. Det jeg kom på stien nede imellem skolen, gymnasiet, svømmehallen og børnehaverne, så jeg noget ligge i bladene, som på afstand måske godt lidt kunne ligne en urtekniv. Min første tanke var, at hvis det nu var en kniv, så jeg hellere tage den med hjem, og få den smidt ud. Men så slog det mig, at hvis jeg nu blev stoppet af ordensmagten og hvis den nu viser sig at være for lang, så ville jeg per automatik blive anklaget for overtrædelse af knivloven.
Nu er anklaget heldigvis ikke det samme som dømt, og den dømmende magt er heldigvis som den langt overskyggende hovedregel meget rutinerede i at navigere i gråzonen imellem lovens bogstav og lovens hensigt i allehånde lavpraktiske dagligdagssituationer. Alligevel havde jeg ikke lyst til at tage chancen, for dels er 7 dages fængsel ikke noget, som jeg har lyst til, og dels afhænger mit nuværende job indirekte af en nogenlunde ren straffeattest, så også hus, bil og familiens hverdag i det hele taget stod på spil.
Modet endte med at svigte mig, så jeg gik over på den anden side af stien. Lad os bare håbe enten, at det ikke var en kniv - eller, hvis det var en kniv, så at den bliver fundet af nogle fornuftige børn under den kriminelle lavalder, som vist er det bedste bud på nogen, som risikofrit kan sørge for at den bliver bortskaffet på betryggende vis.
torsdag den 25. februar 2010
Hvordan synes I selv det går?
Det er kommet på mode, ikke bare at bede om mailadresser på alle dem, som vil handle med en, men at bruge denne mailadresse til at sende spørgeskemaundersøgelser. Altså bare sådan en lille en med to helt overordnede spørgsmål om, hvor stor en oplevelse handlen har været for en.
Som tommelfingerregel er det fint at vise interesse, men jeg kan ikke forstå, hvorfor man sender spørgeskemaet med det samme? Det er vist kun McDonald, som sælger så simple produkter, at man vil være i stand til at svare så kort efter. Alligevel får man spørgeskemaer fra webshops o.lign. straks, når de har afsendt varen (og det er jo dage før man modtager pakken, endsige oplever hvordan service er efter salget, hvis man skulle få brug for returnere noget).
Efter mit jobskifte i foråret, så kom jeg også til en "pensionsrådgivningssamtale", og til trods for, at den mundede ud i, at der var en række ting, som vi lige skulle have på plads, så kom spørgeskemaet prompte - og så er det, at jeg undrer mig over, hvad man i virkeligheden vil have svar på? For jeg kunne jo kun svare på, hvor god "rådgiveren" er til at love - men ikke sige noget om, hvorvidt vedkommende også kan følge op på løfterne, vel?
Den anden ting, som jeg undrer mig over, er længden på spørgeskemaerne. Normalt står der kun noget i retning af: "Går det godt?" - det er sikkert fordi, at man forventes høfligt at svare "Ja, og hvad med dig?", ikk'? For hvad vil de gøre, hvis man svarer "Næh, egentlig ikke" - uden uddybning, så kan man jo ikke bruge det til noget.
Jeg ved ikke med jer, men jeg er begyndt at ignorere de spørgeskemaer. Jeg har ellers gjort en dyd ud af at svare oprigtigt, når folk spørger interesseret til, hvad jeg synes, men disse "undersøgelser" er altså mest af alt en arrogant fornærmelse.
Som tommelfingerregel er det fint at vise interesse, men jeg kan ikke forstå, hvorfor man sender spørgeskemaet med det samme? Det er vist kun McDonald, som sælger så simple produkter, at man vil være i stand til at svare så kort efter. Alligevel får man spørgeskemaer fra webshops o.lign. straks, når de har afsendt varen (og det er jo dage før man modtager pakken, endsige oplever hvordan service er efter salget, hvis man skulle få brug for returnere noget).
Efter mit jobskifte i foråret, så kom jeg også til en "pensionsrådgivningssamtale", og til trods for, at den mundede ud i, at der var en række ting, som vi lige skulle have på plads, så kom spørgeskemaet prompte - og så er det, at jeg undrer mig over, hvad man i virkeligheden vil have svar på? For jeg kunne jo kun svare på, hvor god "rådgiveren" er til at love - men ikke sige noget om, hvorvidt vedkommende også kan følge op på løfterne, vel?
Den anden ting, som jeg undrer mig over, er længden på spørgeskemaerne. Normalt står der kun noget i retning af: "Går det godt?" - det er sikkert fordi, at man forventes høfligt at svare "Ja, og hvad med dig?", ikk'? For hvad vil de gøre, hvis man svarer "Næh, egentlig ikke" - uden uddybning, så kan man jo ikke bruge det til noget.
Jeg ved ikke med jer, men jeg er begyndt at ignorere de spørgeskemaer. Jeg har ellers gjort en dyd ud af at svare oprigtigt, når folk spørger interesseret til, hvad jeg synes, men disse "undersøgelser" er altså mest af alt en arrogant fornærmelse.
onsdag den 27. januar 2010
Trælst
Prøv at forstille jer følelsen af, at være en dreng på otte, som lige har fået overbevist sine forældre om, at man er blevet for stor til sin cykel. Så bruger man tid på at besøge forskellige cykelhandlere, og endelig finder man en drøm af en ny cykel: sort med røde flammer, 7 gear og nav-dynamo. Og selvom den er dyr, så er det den, som bliver købt ... og selvfølgelig får man den med hjem med det samme.
Der går så to dage, hvor man kan sole sig i den opmærksomhed, som en ny cykel giver blandt skolebørn i den alder, men da man tredje dag kommer ud fra sidste time for at tage sin cykel op til SFO, så er den der ikke. Væk. Borte. Stjålet!
Det skete for den store af mine drenge i dag. Trælst.
Der går så to dage, hvor man kan sole sig i den opmærksomhed, som en ny cykel giver blandt skolebørn i den alder, men da man tredje dag kommer ud fra sidste time for at tage sin cykel op til SFO, så er den der ikke. Væk. Borte. Stjålet!
Det skete for den store af mine drenge i dag. Trælst.
søndag den 24. januar 2010
Avisoverskrifter og graffiti
Hvad har graffiti og avisoverskrifter til fælles? En hel del, i hvert fald rent sprogligt, for begge dele har reduceres sproget, ja nærmest kogt det ind til den pure essens. Det betyder også, at det engang imellem bliver utilsigtet tænkevækkende.
Tag f.eks. denne overskrift, som jeg læste over skulderen på en med-passager i bussen den anden dag:
Bortset fra, at der sikkert tænkes på angst, så er der udtryk for en interessant selvmodsigelse - for hvis ubegrundet angst er farlig, så er den vel ikke ubegrundet? Eller er det måske angsten for angsten, som er velbegrundet?
Uden alle omstændigheder, så er det næppe nogen nyhed, at angst fortærer sjæle (...og det var så den anden underhåndsreference til Fassbinder - nu skal jeg nok holde!).
Jeg lovede vist også noget graffiti - her er lidt fra tunnellen under vejen, hvor jeg står på rutebilen:
Jeg kommer til at smile hver gang, at jeg går forbi, for jeg kommer til at tænke på trolden Detritus fra DiscWorld, der jo som bekendt gør karriere i Ankh-Morpork City Watch - og på hans "piecemaker", som er et ombygget belejringsvåben, som Detritus bruger som et overdimensioneret armbrøst.
Eller hvad med den her, taget samme sted fra:
hvor til man kun kan tilføje: "...og alle andre voldelige intolerante!".
Hov, ventligeetøjeblik! :-)
Tag f.eks. denne overskrift, som jeg læste over skulderen på en med-passager i bussen den anden dag:
Ubegrundet frygt er farlig
Hmm.Bortset fra, at der sikkert tænkes på angst, så er der udtryk for en interessant selvmodsigelse - for hvis ubegrundet angst er farlig, så er den vel ikke ubegrundet? Eller er det måske angsten for angsten, som er velbegrundet?
Uden alle omstændigheder, så er det næppe nogen nyhed, at angst fortærer sjæle (...og det var så den anden underhåndsreference til Fassbinder - nu skal jeg nok holde!).
Jeg lovede vist også noget graffiti - her er lidt fra tunnellen under vejen, hvor jeg står på rutebilen:
Jeg kommer til at smile hver gang, at jeg går forbi, for jeg kommer til at tænke på trolden Detritus fra DiscWorld, der jo som bekendt gør karriere i Ankh-Morpork City Watch - og på hans "piecemaker", som er et ombygget belejringsvåben, som Detritus bruger som et overdimensioneret armbrøst.
Eller hvad med den her, taget samme sted fra:
hvor til man kun kan tilføje: "...og alle andre voldelige intolerante!".
Hov, ventligeetøjeblik! :-)
mandag den 11. januar 2010
Statsautoriserede dummebøder
En af de ting, som sker i disse dage, er at vores stat begynder at opkræve almindelige bankrenter for det mellemværende, som vi som borgere og skatteydere måtte have med den. Første gang at jeg hørte om det, synes jeg nok, at det lød ... lad os sige "interessant", men jo mere jeg tænker over det, jo mere betænkelig bliver jeg.
Misforstå mig ikke, jeg kommer ikke til at græde en eneste tåre over, at folk, som bevidst har udnyttet reglerne, nu ikke længere har den mulighed (eller i det mindste ikke længere bliver belønnet for det). Det gælder både dem, som bevidst har brugt skattevæsnet som en billig finansiering ved systematisk at underspille deres økonomiske formåen - og dem, som jeg har kendskab til brugte skattesystemet til at lave en gunstig ferieopsparing ved at forskudsregistrere en højere indkomst end de selv regnede med.
Næh, min betænkelighed går mere på, at man først laver et system så overmåde kompliceret, at ingen almindelige mennesker har en jordisk chance for at gennemskue det, og så bagefter kræver penge op af alle som gætter forkert - både dem, som gætter for meget, og dem som gætter for lidt. Det lugter temmeligt meget af dummebøder.
Fornemmelsen af, at man i virkeligheden slet ikke ser noget problem i tingenes tilstand, men snarere er ude efter endnu en finansieringskilde, som ikke er omfattet er det selverklærede skattestop, bliver forstærket, når man graver lidt mere i de bagvedliggende tal: Der har altid været flere skatteydere, som har overskydende skat til gode, end der er skatteydere med udestående restskat, og tilsammen har de altid haft en større samlet overskydende skat end den tilsvarende samlede restskat. Skatteyderne har derfor altid været med til at nettofinansiere staten.
Lidt fakta fra Danmarks statistik:
I 2008 var der ca. 3 mio. skatteydere, som samlet set skulle have 25 mia. kroner tilbage for overskydende skat. Tilsvarende var der ca. 1,4 mio. skatteydere, som skulle efterbetale en restskat på i alt 9 mia. kroner. Der var ca. 0,5 mio. skatteydere, som hverken havde overskydende skat eller restskat.
Antallet er skatteydere har ligget nogenlunde stabilt i hele perioden, og specielt over de sidste 10 år (i 2001 hhv. 2004 var der dog en forskydning på ca. 0,5 mio skatteydere fra overskydende skat til restskat - de to år ses også som knæk i ovenstående diagram)
Misforstå mig ikke, jeg kommer ikke til at græde en eneste tåre over, at folk, som bevidst har udnyttet reglerne, nu ikke længere har den mulighed (eller i det mindste ikke længere bliver belønnet for det). Det gælder både dem, som bevidst har brugt skattevæsnet som en billig finansiering ved systematisk at underspille deres økonomiske formåen - og dem, som jeg har kendskab til brugte skattesystemet til at lave en gunstig ferieopsparing ved at forskudsregistrere en højere indkomst end de selv regnede med.
Næh, min betænkelighed går mere på, at man først laver et system så overmåde kompliceret, at ingen almindelige mennesker har en jordisk chance for at gennemskue det, og så bagefter kræver penge op af alle som gætter forkert - både dem, som gætter for meget, og dem som gætter for lidt. Det lugter temmeligt meget af dummebøder.
Fornemmelsen af, at man i virkeligheden slet ikke ser noget problem i tingenes tilstand, men snarere er ude efter endnu en finansieringskilde, som ikke er omfattet er det selverklærede skattestop, bliver forstærket, når man graver lidt mere i de bagvedliggende tal: Der har altid været flere skatteydere, som har overskydende skat til gode, end der er skatteydere med udestående restskat, og tilsammen har de altid haft en større samlet overskydende skat end den tilsvarende samlede restskat. Skatteyderne har derfor altid været med til at nettofinansiere staten.
Lidt fakta fra Danmarks statistik:
I 2008 var der ca. 3 mio. skatteydere, som samlet set skulle have 25 mia. kroner tilbage for overskydende skat. Tilsvarende var der ca. 1,4 mio. skatteydere, som skulle efterbetale en restskat på i alt 9 mia. kroner. Der var ca. 0,5 mio. skatteydere, som hverken havde overskydende skat eller restskat.
Antallet er skatteydere har ligget nogenlunde stabilt i hele perioden, og specielt over de sidste 10 år (i 2001 hhv. 2004 var der dog en forskydning på ca. 0,5 mio skatteydere fra overskydende skat til restskat - de to år ses også som knæk i ovenstående diagram)
Abonner på:
Opslag (Atom)