Gode nyheder fra Irak

Set herfra er det gået ret let henover de lokale medier, at der kommer rigtigt gode nyheder fra Irak for tiden; måske fordi at dårlige nyheder set fra mediernes perspektiv er gode nyheder, og omvendt (og måske fordi at medierne i virkeligheden bare spejler noget meget menneskeligt)?

Den ene gode nyhed fandt jeg i "The Economist", hvor jeg tilfældigt fandt en artikel om Irak, som havde en illustration af antallet af dødsfald indenfor de nationale og koalitionens styrker i Irak: i 2009 falder det dramatisk til noget, som i sammenligning med det det tidligere niveau må betegnes som stort set ingenting.

Den anden gode nyhed er, at valget i Irak er forløbet fredeligt (alle ca. 50.000 valgsteder var åbne) og med stor og bred opbakning (over 60% valgdeltagelse, også i de sunni-muslimske områder) - og det endda uden nævneværdige uregelmæssigheder. Den nyhed kan man bl.a. finde i Weekendavisen.

Valget er det andet frie valg i Irak, og denne gang skulle der være sket et skred væk fra grupperinger orienteret omkring etnicitet, religions- og klan-tilhørsforhold, og over imod egentlige interessefællesskabet (interesserne kan naturligvis stadig udspringe et mere regionalt ønske om øget autonomi, men det er vel også forståeligt nok, så længe at det favner bredt i regionen).

Noget kunne derfor tyde på, at befolkningens store ønske om fred og økonomisk fremgang står for at blive indfriet, hvilket nok vil blive fulgt med stor opmærksomhed og blandede følelser fra nabolandene - og ikke mindst Iran og Saudi Arabien. Magtbalancen i Mellemøsten kan være ved at rykke sig, og det er nok også i det lys, at man skal se mange af de øvrige nyheder, som vi for tiden får fra den kant.

At der er relativt stille herhjemme omkring udviklingen i Irak kan skyldes en berettiget afventede holdning - det er næsten for godt til at være sandt, og det er en udvikling som i nogen grad balancerer på en knivsæg, så det kan bestemt stadig nå at gå ganske meget galt.

Men mon ikke en betydelig del af forklaringen også er, at der er mange, som har været ude med "det-går-aldrig-godt"-agtige fordømmelser, som nu har travlt med at finde noget andet at snakke om? At det tilsyneladende er ved at lykkedes at intervenere fysisk, og med en større indsats og betydelig investering, bevares, at få dreje en lukket, nationalistisk og elitært totalitær nation i retning af frihed og fred, er temmelig skelsættende.

Inden vi lader os rive alt for meget med i eufori over de gode nyheder, så lad os for det første for det hårdt prøvede irakiske folk og for alle os andre håbe, at det er virkelig er en udvikling, som har bidt sig fast.

Men lad os også lige reflektere over to forhold, nemlig dels at beslutningen om at handle tilsyneladende blev truffet på et meget tyndt grundlag af, hvad der nok må betegnes som ønsketænkning - at forstandige og godhjertede folk lod sig forlede til at viderebringe dette til vores fremmeste forsamlinger, siger måske noget noget om, hvor farligt det i virkeligheden er. Det at vi (måske) kommer i mål betyder ikke, at vejen dertil nødvendigvis har været den rigtige.

Og dels, som bør vi også tænke grundigt over, hvilke unikke omstændigheder som gjorde forskellen her. Det er en tilsyneladende succes, som det vil være yderst fristende at forsøge at kopiere, men hvis vi ikke forstår forudsætningerne, så ender vi sandsynligvis med en temmelig dårlig kopi fremfor en ny succes.

Så lad os glædes, men lad os ikke blive overmodige.