søndag den 21. marts 2010

Kontekstfri II

Som opfølgning på min post om Context Free kan vi vist godt klare et par billeder mere, begge fuldt deterministiske:



Det er virkelig simple programmer, som ligger bag billederne - ovenstående billede er f.eks. lavet med flg. kode:

startshape START

background { b -1 }

rule START {
CIRCA{ h 0 sat 1 b 0.5 a -.2}
}

rule CIRCA{
3 * {r 120 x 4} CIRCO { s 0.5 b 0.1 h 5 }
}

rule CIRCO{
CIRCLE{ s 8}
CIRCA{}
}

...og så lover jeg ikke at skrive mere om det (medmindre der er mere at sige end bare det, at jeg har lavet flere billeder).

lørdag den 20. marts 2010

Kontektsfri

Jeg sidder og leger med et program kaldet Context Free. Det er ret simpelt; det har et sprog - en kontekstfri grammatik - som kan bruges til at tegne med. Med meget simple instruktion kan man lave overraskende grafik - her er hvad jeg er kommet til at lave efter en times tid:

...og så også den her:

Det er hverken stort eller revolutionerede, men det er faktisk et glimrende tidsfordriv.

onsdag den 17. marts 2010

Gode nyheder fra Irak

Set herfra er det gået ret let henover de lokale medier, at der kommer rigtigt gode nyheder fra Irak for tiden; måske fordi at dårlige nyheder set fra mediernes perspektiv er gode nyheder, og omvendt (og måske fordi at medierne i virkeligheden bare spejler noget meget menneskeligt)?

Den ene gode nyhed fandt jeg i "The Economist", hvor jeg tilfældigt fandt en artikel om Irak, som havde en illustration af antallet af dødsfald indenfor de nationale og koalitionens styrker i Irak: i 2009 falder det dramatisk til noget, som i sammenligning med det det tidligere niveau må betegnes som stort set ingenting.

Den anden gode nyhed er, at valget i Irak er forløbet fredeligt (alle ca. 50.000 valgsteder var åbne) og med stor og bred opbakning (over 60% valgdeltagelse, også i de sunni-muslimske områder) - og det endda uden nævneværdige uregelmæssigheder. Den nyhed kan man bl.a. finde i Weekendavisen.

Valget er det andet frie valg i Irak, og denne gang skulle der være sket et skred væk fra grupperinger orienteret omkring etnicitet, religions- og klan-tilhørsforhold, og over imod egentlige interessefællesskabet (interesserne kan naturligvis stadig udspringe et mere regionalt ønske om øget autonomi, men det er vel også forståeligt nok, så længe at det favner bredt i regionen).

Noget kunne derfor tyde på, at befolkningens store ønske om fred og økonomisk fremgang står for at blive indfriet, hvilket nok vil blive fulgt med stor opmærksomhed og blandede følelser fra nabolandene - og ikke mindst Iran og Saudi Arabien. Magtbalancen i Mellemøsten kan være ved at rykke sig, og det er nok også i det lys, at man skal se mange af de øvrige nyheder, som vi for tiden får fra den kant.

At der er relativt stille herhjemme omkring udviklingen i Irak kan skyldes en berettiget afventede holdning - det er næsten for godt til at være sandt, og det er en udvikling som i nogen grad balancerer på en knivsæg, så det kan bestemt stadig nå at gå ganske meget galt.

Men mon ikke en betydelig del af forklaringen også er, at der er mange, som har været ude med "det-går-aldrig-godt"-agtige fordømmelser, som nu har travlt med at finde noget andet at snakke om? At det tilsyneladende er ved at lykkedes at intervenere fysisk, og med en større indsats og betydelig investering, bevares, at få dreje en lukket, nationalistisk og elitært totalitær nation i retning af frihed og fred, er temmelig skelsættende.

Inden vi lader os rive alt for meget med i eufori over de gode nyheder, så lad os for det første for det hårdt prøvede irakiske folk og for alle os andre håbe, at det er virkelig er en udvikling, som har bidt sig fast.

Men lad os også lige reflektere over to forhold, nemlig dels at beslutningen om at handle tilsyneladende blev truffet på et meget tyndt grundlag af, hvad der nok må betegnes som ønsketænkning - at forstandige og godhjertede folk lod sig forlede til at viderebringe dette til vores fremmeste forsamlinger, siger måske noget noget om, hvor farligt det i virkeligheden er. Det at vi (måske) kommer i mål betyder ikke, at vejen dertil nødvendigvis har været den rigtige.

Og dels, som bør vi også tænke grundigt over, hvilke unikke omstændigheder som gjorde forskellen her. Det er en tilsyneladende succes, som det vil være yderst fristende at forsøge at kopiere, men hvis vi ikke forstår forudsætningerne, så ender vi sandsynligvis med en temmelig dårlig kopi fremfor en ny succes.

Så lad os glædes, men lad os ikke blive overmodige.

søndag den 14. marts 2010

Dumme computer

Der er en gammel vending, som siger, at det er menneskeligt at fejle, men for virkelig at lave ulykker, så skal man bruge en computer. Amen!

Jeg har en computer - den er god. Jeg har også en ekstern harddisk med USB forbindelse. - den er smart. Så har jeg to operativsystemer på computeren: Ubuntu, som af en eller anden grund altid virker - og så Windows, som bare er ... ja, godt gammeldags jysk træls.

"Hvorfor bruger jeg så ikke bare altid Ubuntu?", sidder I sikker derude og spørger jer selv. Tjo, fordi at der bare er nogle programmer, som er svære at undvære, og som enten ikke findes til andet end Windows, eller også kun findes i en latterligt out-dated og semi-halvhjertet version; Googles Picasa f.eks.

Picasa er smart - bl.a. fordi at det ikke retter i billederne, men derimod gemmer en liste af ændringer ved siden af, så ændringerne bare kan gentages, hvergang billedet skal vises - det gør det supernemt at ombestemme sig. Men Picasa gemmer listen af ændringen et eller andet obskurt sted, hvilket bl.a. gør backup til noget halv-vanskeligt noget.

Men det har også en anden effekt, for hvis Picasa opdager, at den ikke længere kan finde et billede, så glemmer den øjeblikkeligt alt om alle ændringerne til billedet. Og det er den sørme god til, for kan den ikke finde nogen af alle de ti-tusinder af billeder, som jeg efterhånden har samlet sammen, så glemmer den alt om dem på et splitsekund ... og det uden at sige noget om det.

"Hvordan kan billeder da blive væk?", sidder I sikkert også tænker, "... har du ikke bare selv slettet dem?". Ah, helt så oplagt er det ikke - og hvis det bare havde været det, så havde det vel sådan set været en form for OK. Næh, det er værre end som så, for hvis man virkelig skal lave ulykker, så kræver det en computer - eller rettere, Windows.

For da jeg havde min gode, gamle XP, da kunne den ikke altid finde den eksterne harddisk (hvilket var underligt, for det kunne Ubuntu altid). Og ingen harddisk fortolker Picasa straks om, at der ingen billeder er. Puf! Alt væk på et splitsekund.

Så fik jeg Vista, og den var ikke meget bedre. Måske endda værre, men jeg fik samtidig ny hardware, så det var ikke så tydeligt.

Nu har jeg Windows 7, og den er væsentlig bedre til at finde den eksterne harddisk (... dog stadig ikke så god som Ubuntu!) - men så har den til gengæld et andet trick oppe i ærmet: Når den ikke lide kan finde den eksterne harddisk med det samme, så får den da bare et andet drevbogstav. Så engang imellem hedder den eksterne harddisk F: og en gang imellem hedder den L:. Og når det skifter, så kan Picasa igen ikke finde nogle billeder, og - puf! - så er det forfra med billedsamlingen igen.

I behøver ikke at spørge, om jeg er træt af det. Havde Picasa dog bare ikke været sådan et glimrende program på alle andre måder, så ville alt have været nemmere!

søndag den 7. marts 2010

Farlig knivlov

Det regerende flertal i folketinget har godt nok ikke imponeret de seneste mange år - dels ved ret systematisk at danse som katten om den varme grød på helt nødvendige beslutninger, men også ved temmelig klodset håndtering af beslutninger, som mildest talt forekommer knap så presserende. Hvad der er lavpunktet, kan være svært at sige, men en af topkandidaterne er bestemt den såkaldte knivlov.

Et eksempel på hvor tåbelig den lov er, oplevede jeg selv, da jeg var ude for at gå på stierne her i området. Det jeg kom på stien nede imellem skolen, gymnasiet, svømmehallen og børnehaverne, så jeg noget ligge i bladene, som på afstand måske godt lidt kunne ligne en urtekniv. Min første tanke var, at hvis det nu var en kniv, så jeg hellere tage den med hjem, og få den smidt ud. Men så slog det mig, at hvis jeg nu blev stoppet af ordensmagten og hvis den nu viser sig at være for lang, så ville jeg per automatik blive anklaget for overtrædelse af knivloven.

Nu er anklaget heldigvis ikke det samme som dømt, og den dømmende magt er heldigvis som den langt overskyggende hovedregel meget rutinerede i at navigere i gråzonen imellem lovens bogstav og lovens hensigt i allehånde lavpraktiske dagligdagssituationer. Alligevel havde jeg ikke lyst til at tage chancen, for dels er 7 dages fængsel ikke noget, som jeg har lyst til, og dels afhænger mit nuværende job indirekte af en nogenlunde ren straffeattest, så også hus, bil og familiens hverdag i det hele taget stod på spil.

Modet endte med at svigte mig, så jeg gik over på den anden side af stien. Lad os bare håbe enten, at det ikke var en kniv - eller, hvis det var en kniv, så at den bliver fundet af nogle fornuftige børn under den kriminelle lavalder, som vist er det bedste bud på nogen, som risikofrit kan sørge for at den bliver bortskaffet på betryggende vis.