Teampræstation

Hele familien var i Legoland i denne måned. Godt nok er det meste noget med at sætte sig ned og blive transporteret på et utal af forskellige måder (3 slags tog, biler, både, kanoer og rutsjebaner...), og vi elsker det. Eller måske rettere: børnene elsker det, og vi elsker at børnene elsker det. Vi bruger nemt en dag dernede. Meget traditionelt, og såmænd også yderst trivielt.

Men der er nogle enkelte forlystelser, som skiller sig ud, og en af dem er "Falck Fire Brigade". For dem af jer, som ikke har haft fornøjelsen af at prøve den endnu, så er her en kort beskrivelse: Man deles op i hold af ca. 4 personer (det passer godt med en kernefamilie, eller diverse fædre og sønner fra en skovtur), som hver får en af otte forskellige "brandbiler". Når klokken ringer og der er udrykning, så skynder man sig ud i bilen, og "pumper" den afsted - jo bedre man "pumper" jo hurtigere bevæger den sig. Når man er fremme, så er der to pumper og to sprøjter, og så gælder det ellers om at få mest muligt vand til at ramme "branden" i et vindue. Når vinduet har fået vand nok, så gælder det om at komme ind i brandbilen og "pumpe" den hjem igen, og det hold som kommer først har vundet (man vinder "kun" æren, og det er nok bedst sådan...).

Det første, som jeg synes er værd at hæfte sig ved, er, at der er faktisk er tale om en konkurrence - der er jo vindere og tabere. Der er da helt klart nogen, som tager det mere alvorligt end andre, og det er såmænd også i legens ånd, men faktum er, at uanset om man prøver at overbevise sig selv om, at man "kun er med for sjov" og at man "kun konkurrerer med sig selv", så kigger man alligevel til, hvordan de andre klarer sig. Og herved adskiller den sig markant fra så meget andet, som man kan lave i Legoland.

Det andet, og nok det også det, som gør det interessant i denne sammenhæng, er at det er en holdpræstation, som er afgørende. Det er i yderste konsekvens "sidste mand over stregen", som gør sig gældende.

Men hvad er det så, at der gør, at et hold vinder? Ja, det hjælper helt klart at have nogle stjerner. Fire toptrænede konstabler fra den danske hær vil nok til enhver tid kunne slå en familieudflugt, så en naiv holdning kunne være, at det er et spørgsmål om maksimal individuelle præstationer. Men legen er så snedigt konstrueret, at det ikke kun er det - et hold skal kunne samarbejde for at kunne opnå sit fulde potentiale.

Min store søn (stor her ment relativt) er meget konkurrenceminded og han hælder helt klart til det med de individuelle præstationer. Det startede med, at han ræsede foran alle os andre ind i brandbilen, og som en gal begyndte at pumpe løs - resultatet var, at vi andre måtte rende efter den og springe på i farten - og at jeg måtte bruge ekstra tid på at redde det "lille" (igen relativt) med ombord, inden at jeg kunne give en hånd med og dermed få sat ekstra fart i bilen.

Det næste punkt var så, da vi fordelte os på pumper og sprøjter. Jeg pumpede for den lille, og min kone for den store. Selvom det ikke fornægter sig, at min kone er tidligere konkurrencesvømmer, så kunne jeg nu stadig få pumpet mere vand end hun kunne. Problemet var bare, at den lilles "boldøje" ikke var det bedste, så halvt inde i forløbet bytter vi rundt, og derefter gik det bedre.

Hvad kan vi så lære af det? Jo, i hvertfald tre ting:

1. Når man er et team, så er det ikke altid en fordel at have en stjerne, som kan løbe hurtigt - måske løber han fra de andre.
   
2. Selv når alle gør deres bedste, så skal man stadig overveje, om man ikke kunne blande kortene på en anden måde, med et bedre resultat.
   
3. Det er ikke altid at man skal gøre det, som man er bedst til - vi voksne kunne nok ramme en del bedre end børnene (trods alt, for de er faktisk ret gode til at spøjte med vand), men vi har en komparativ fordel på pumperne, så er det det, som vi skal gøre (den opmærksomme læser vil her sikkert sidde og overveje, om ikke en bedre kombination ville have været to voksne på den ene sprøjte og to børn på den anden - måske, men der var tale om optimering af flere kriteriefunktioner på en gang...).

Så når det er det fælles resultat, som tæller, så er helheden ikke lig summen af delene - det er ikke nok at optimere den individuelle præstation.

Jeg mener at kunne huske en tv-udsendelse om udvælgelse af kosmonauter. Det er selvfølgelig et stærkt konkurrencepræget foretagende, og man skal virkelig være dygtig både fagligt og fysisk for at komme til tops (pun intended!). Men en af prøverne havde et uventet sigte: Tre aspiranter fik til opgave at få et system i balance. De måtte ikke tale sammen og de havde hver en måler og en drejeknap. Men de tre var koblet sammen, så når en aspirant forsøgte at bringe sin måler i balance, så ville han tilsvarende bringe de to andre voldsomt ud af balance. Prøver alle tre at gøre det samtidigt, så vil det i praksis være umuligt at få det til at lykkedes. Derfor var vinderen den, som først erkendte dette og tog hånden af sin knap, og lod til to andre om at skaffe balance i deres del, hvorefter han så kunne give sin knap et lille nøk ad gangen i den rigtige retning, imens han gav de andre tid til at reetablere deres balance undervejs.

At have et team bestående af folk, som hver i sær er dygtige er derfor ikke nok, og en væsentlig evne er derfor tit evnen til at kunne træde i baggrunden og se det store billede. Tit er det optimale ikke at yde sit optimale, men derimod på klog vis at give plads til andre.

Og nu kære læser, under antagelse af, at vi er enige om ovenstående, kan du så svare mig på, hvorfor så mange firmaer stadig indretter deres motivations- og belønningssystemer efter den individuelle præstation?

PS: Vores brandbil kom forresten først...