lørdag den 2. februar 2008

Vinterpause?

Jeg har før sagt, at nu er vinteren kommet, men min have er ikke enig med mig. Den er begyndt at tage forskud på foråret, og det pibler op med forårsblomster overalt.

Udover de blomster, som er der billeder af her, så er vi begyndt at se liljer og tulipaner skyde, selvom de selvfølgelig ikke er kommet så langt. Bare det nu går godt.

I sidste weekend var vi selv i haven med beskæresaksen. En vittig nabo ville vide om det var en meget sen efterårsklargøring eller en meget tidlig forårsklargøring? Der var nok mest gået forår i os lige som med haven, men det var nu mest hverken eller. Det er sandt, at vinteren i høj grad er hviletid for haven, og specielt græsplanen skal have ro (det også bare noget værre sump, når man har lerjord som her).

Men derfor er der nu stadig noget at lave. Beskæring kan i princippet ske året rundt, bare man holder sig fra perioden, hvor alt vågner om foråret (det er klart at et saftspændt træ er meget sårbart), og tilsvarende holder sig fra perioden om efteråret, hvor alt forbereder sig på vinterpausen (beskæring stimulerer nyvækst, og sker det for sent, så kan det ikke nå at etablere sig inden vinteren).

Vinen fik derfor sin vinterbeskæring, og frugttræerne har også fået en tur (minus stenfrugterne, som min havebog anbefaler at man sommerbeskærer aht. faren for svampeangreb). Den sene et-årige hindbær blev skåret helt ned (det var vist det med den sene efterårsklargøring, som nok ikke helt nåede ud i krogene), og jeg fik skåret sommerfuglebusk og lavendel ned (og så er vi mere ovre i den alt for tidlige forårsklargøring, men der var markeringer til knopper, så jeg vil mene at der er gode chancer for at jeg har ramt rigtigt med saksen).

Vildnisset ud imod den store vej skar vi ned i et par meters højde for en tre års tid siden - det er nu nået op i noget der ligner fire meter, og derfor skal det have en tur mere. Det sker også nu, dels pga. at der er hvileperiode, så træer og buske har bedst af at der sker nu, men også af hensyn til de dyr og fugle som ellers har det som fristed om sommeren. For taler også, at det er meget nemmere at se, hvor man skal save og skære, når der ikke er nogen blade på træerne - jeg skal dog hilse og fortælle, at torne fungerer glimrende som forsvar hele året rundt.

Men når dagene er korte og vejret omskifteligt, som det er nu, så når man ikke så meget. Og det egentlig ikke så skidt...

Ingen kommentarer: