God SOA

Det har været en mærkelig uge. Jeg har læst to artikler om SOA, som fik mig til at tænke.

Den første artikel, var Computerworld's (ja, ja, og jeg læser også Jumbobøger - og hva' så?) artikel om, hvordan PFA selv mente at SOA havde gjort det muligt for dem at skifte leverandør med meget mindre smerte end ellers (jeg kender ikke CW's holdning til dybe link, så find den selv - den er fra 26. febr. og hedder "PFA-direktør: SOA sikrer nem fyring af mægtige CSC").

Artiklen beskriver, hvordan det at man har kunnet opbygge et grundlæggende antal services for forretningen, og så lade applikationerne tilpasse sig forretningen, fremfor som det klassisk set sker, nemlig at forretningen tilpasser sig applikationerne.

Og som så ofte, så er det mest interessante det, som ikke står der. Der står ikke et ord om teknik. Ingen "Enterprise Service Bus", ingen "WSDL", ingen "UDDI", ingen "MOM". Intet af alt det, som man ellers altid hører soft- og hardwaresælgere fra det store firmaer sige, er den magiske ingrediens i sovsen, som uden hvilken succes ikke vil være muligt.

Den anden var en knapt så konkret blog fra Kaare Kjelstrøm om spader og skovle, hvor han beskriver behovet for en fælles forståelse af domænet som forudsætning for kunne implementere fælles services. "Nåe ja", fristes man til at sige, "det vidste vi da egentlig godt (det havde vi bare lige glemt...)". Eller som Peter Nørregaard siger i en af kommentarerne til Kaares blog: "Hvis ikke det fungerer på papir, så kommer til heller til at fungere elektronisk."

Det fik mig også til at tænke over en af de overvejelser, som jeg i sin tid gjorde mig i min hovedopgave. Den handlede om objekt-orienterede databaser, som lige var ved at blive stort dengang, og der filosoferede jeg over sammenhængen imellem programmer og data:

Mit postulat var dengang, at vi var i den anden af 3 faser (og - mente jeg - lige ved at komme over i den tredje):

Første fase var dengang, hvor programmer og data havde været rodet ubehjælpeligt sammen, så hver program havde sine egne data, og kun programmet selv kunne forstå dem.

Anden fase var, at databaser havde gjort det muligt for data at blive frigjort fra programmerne og blive delt på en abstrakt og generelt tilgængelig form.

Til gengæld, så savnede jeg dengang, at det som jeg kaldte "viden om data" blev frigjort fra programmerne - at vi kom ind i det, som jeg så som den tredje fase. Dvs. at de datanære forretningsregler - som f.eks. at debet og kredit skal stemme i en postering - kom til at følge data. For nok var data delt, men forståelse og håndhævelse af forretningsreglerne lå stadig spredt ud over de forskellige programmer, med alle ulemperne ved redundans. Men data og forretningsregler kunne jo kombineres i forretningsobjekter. Tanken var så, at applikationerne ikke skulle operere direkte på data, men i stedet på forretningsobjekter.

Nu vil jeg ikke påstå, at jeg forudså SOA dengang, for det var jeg slet ikke fremsynet nok til - faktisk så mente jeg dengang i høj grad, at det var de objekt-orienterede databaser, som var det der skulle redde os. Historien har alt for tydeligt vist, at det var forkert - det er alt for detajlenært og slet ikke omfattende nok. Man genbruger ikke objekter - næ, vi skal helt op på service eller komponent niveau, før genbrug virkelig kan give mening.

Så måske er SOA løsningen? Det har i hvert fald større potentiale end objekt-orienterede databaser...