Wallpapers |
Jeg må indrømme, at jeg er en smule fascineret af konceptet med skrivebordsunderlagsbilleder, for det er helt tydeligt, at den anvendelse stiller nogle helt unikke krav til indholdet:
Der må ikke være et for konkret indhold, men må gerne være mønstre eller teksturer. Det kan fungere med meget spraglede billeder, og såmænd også med klare farver, men der skal helst ikke være for mange forskellige slags farver samtidigt. Måske kunne man sige, at det skal være mere stemning end budskab?
Og en anden ting, som har slået mig igen og igen, er, at jeg ofte ender med at spejlvende de billeder, som jeg ikke fra starten af har tænkt som skrivebordsunderlagsbilleder. Jeg tror, at det har noget med, at vi som mennesker har vænnet os til en læseretning, og at det også gælder, når vi "læser" billeder - men at den plads allerede er optaget af ikoner på computer-skrivebordet, og gode skrivebordsunderlagsbilleder derfor skal have det vigtige i den anden side, hvor der jo er bedre plads.
Hvis du selv kan lide at fotografere, så vil jeg opfordre dig til at tage udfordringen op: Kan du tage billeder, som er gode til skrivebordsunderlag? Og kan du måske endda forklare hvorfor, at det lige skulle være den måde, som billedet skulle se ud på?
Hvis ikke du fotograferer, så håber jeg, at du kan lide mine billeder, og i licensen ligger, at du hjertens gerne må bruge dem på din egen computer. Det er ikke et album, som der sker så meget i, men du kunne jo evt. følge med via RSS. Som altid er kommentarer altid meget velkomne (og vel specielt ros!).
2 kommentarer:
Et lille kuriosum er, at Apple som standard lægger ikonerne på skrivebordet på Mac OS fra højre mod venstre, så man ikke nødvendigvis behøver spejlvende billederne. Jeg tror nemlig også, at man ofte arrangerer motiverne, så man kan læse dem i den rigtige retning.
Når jeg tager billederne, tænker jeg egentlig ikke over, om det kommer til at egne sig godt som skrivebordsbaggrund - jeg tager billedet. men det er da lykkedes mig at tage et par billeder, som jeg synes, egner sig godt som baggrunde. Det ene er af månen, hvor den står bag nogle grene med blade på, og så et af ukrudtet i min altankasse dækket af regndråber. Begge billeder kan man finde på min blog.
I øvrigt må jeg sige, at det er nogle rigtigt gode billeder, som helt sikkert er gode baggrundsbilleder :)
Hurra for Apple! ;-)
De fleste af billederne i mit album er såmænd opstået på samme måde, som du beskriver her i kommentaren, Rasmus, nemlig ved at det mest er bagefter at man ser muligheden (jeg plejer at sige til mig selv, at der må have været noget, som gjorde at man tog det billede i første omgang).
Men min udfordring til dig og andre med flair for fotografering var nu mere at prøve at tænke over det på forhånd...! Jeg tror nemlig, at det kan være god træning at tvinge sig til at tænke abstrakt (eller hvad der nu skal til!).
PS: Tak for roserne.
Send en kommentar