søndag den 17. maj 2009

Grøn bredtæge

For lige omkring en måned siden spurgte jeg i denne blog i indlægget Kryb og kravl om hjælp til bl.a. at identificere dette insekt:

Fra Makro


Og hjælpen udeblev ikke, også selvom den kom lidt indirekte igennem en ven, som ikke er fast læser her - jeg kom til at nævne min frustration, og vedkommende kunne hurtigt pege på, at det måtte være et insekt af familien Pentatomidae - som navnet antyder, så spiller tallet fem en vis rolle, og et af familiens kendetegn er også de femledede følehorn.

Da først familien var fastlagt, så var der i høj grad et spørgsmål om at løbe de forskellige familiemedlemmer igennem, og efter nogen søgen (og diskussion med førnævnte ven), er jeg kommet frem til det må være en Palomena Prasina, som i Danmark også er kendt som Grøn Bredtæge. Inden nogen får forkerte associationer til ordet "tæge", så skal jeg skynde mig at sige, at den kun er farlig for planter - det er en saftsuger ("saftsusemig", fristes man til at sige!).

Fra Makro


Undrer man sig over, hvordan et udpræget kobberfarvet insekt kan blive kaldt for en "Grøn Bredtæge", så skal jeg hilse og fortælle, at det også kastede os af sporet i første omgang; den kobberfarvede dragt er vinterdragten, og den er ganske grøn resten af året. Bemærk i øvrigt formen på rygskjoldet - i England kaldes den for "Green Shieldbug" på grund af dette.

Det, som slog hovedet på sømmet i forhold til at bestemme arten, var at jeg kom i tanke om nedenstående billede, som jeg tog i sommers:

Fra Makro


Det er, om ikke samme insekt, så i hvertfald et af samme art. Her ser man også tydeligt den grønne farve, som har givet den navn (bemærk også at de yderste led af følehornene er mørke - det er også et kendetegn). Hvis man er meget skarpsynet, så vil man bemærke, at det grønne insekt kun har fire led på følehornene, og at dets vinger endnu ikke er udvokset; det er fordi at der er tale om en nymfe - den kobberfarvede er en imago.

Bredtæger er nemlig en af de insekter, som har det, som kaldes ufuldstændig forvandling (Hemimetabolisme) - hvor man ved insekter med fuldstændig forvandling (Holometabolisme) ser en livscyklus, som omfatter en larve der forpupper sig, og i puppestadiet forvandles ganske mærkbart, så har insekter med ufuldstændig forvandling ikke noget larvestadie eller forpubning - de går fra æg over nymfe (som i stigende grad ligner det voksne insekt) og til imago eller voksent og kønsmodent insekt. Andre eksempler på insekter med denne cyklus er græshopper, lus, ørentviste og guldsmede.

I øvrigt kan man på formen af den grønne nymfe se, at den er på sidste hudskifte inden imago; her har nymfen fået markerede "skuldre" og vingestubbe.

...og alt dette vidste jeg ikke for en måned siden, da jeg stillede spørgsmålet - så kom ikke og sig, at det ikke kan være givende at blogge!

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Puhhaaa har lige fundet en som kravlede på min dyne, er den farlig for mennesker? Og ligger den æg el hvad man nu kalder det? Og hvis man finder 1, er der så sikkert flere??

Hilsen en meget bange ung pige :-)

Unknown sagde ...

Der er ikke noget at være bange for: bredtæger er kun "farlige" for planter, og for planter er de ikke engang særligt farlige. Der står mere i de link, som jeg har efterladt i teksten ovenfor.

Og vedrørende antal, så vil jeg bestemt antage, at du har fundet en enlig strejfer; de holder sig til planterne udenfor, hvis de på nogen måde kan komme afsted med det.

Anonym sagde ...

Mener bestemt at være blevet bidt af en. Og det har udviklet sig til et meget grimt sår. Så helt ufarlige er de ikke.

Unknown sagde ...

Fandt 5 stk. på min tornfri brombær, som bærer rigtig flot i år. De var samlet på en enkelt gren.

Unknown sagde ...

De grimme sår er klæger i varmen du ser dem ik altid men de bider som ind i h......,