tirsdag den 29. januar 2008

Nikon perspektivkontrol linse

Det er for længe siden, at jeg har eksponeret(!) den side af mig, som gode venner kalder "fotonørden", så hermed lidt om, hvad jeg fandt på nettet i dag. En ny linse fra Nikon til perspektivkontrol: PC-E Nikkor 24mm f/3.5D ED (og her er pressemeddelelsen).

Nu er der sikkert mange af jer, som tænker "og hva' så?", og det er også helt i orden. Tak for at I kiggede forbi, og kom snart igen.

For dem som stadig hænger på, kan jeg så lige sige, at linsen sandsynligvis kommer til at koste et femcifret antal kroner i Danmark. Nå, der røg endnu flere...

Ja, ja, da. Men til gengæld, så har den manuelt fokus og - på de fleste kameraer - manuel blændeindstilling. Hallo, er der stadig nogen tilbage?

De er jer, som stadig hænger på, kan man vist opdele i to grupper: Dem som ved, hvad en perspektivkontrol linse er for noget, og dem som ikke rigtig har en fornemmelse.

Til de første vil jeg sige, at grunden til at jeg synes at det her er stort, er at denne linse (og rygtet vil vide at der kommer flere) udfylder et efter min mening stort hul i Nikons linseprogram - det har i lang tid været sådan at Canon havde en, mens Nikon savnede den. Og så må I iøvrigt godt stoppe læsningen her, for nu vil jeg blamere mig med et forsøg på nogle pseudovidenskabelige bortforklaringer.

Hvad er så ideen i en perspektivkontrollinse (eller en såkaldt tilt-shift-linse?). Jo, lad os starte med normaltilfældet:



Og det er jo dejligt, når man bliver præsenteret for så symmetriske motiver. Men hvad sker der, når man møder noget, som ikke er symmetrisk, f.eks. fordi at man vil tage et billede af et højt træ eller et stort hus. Jo, men tipper da bare kameraet:



Og så sker det, som næsten altid er tilfældet, nemlig at motivet også "tipper" på afbildningsplanet. Lodrette linier, som i virkeligheden er parallelle vil i afbildningen få "perspektiv", dvs. at det langtfra vil forekomme nærmere hinanden i afbildningen end det der er tæt på. Hvis man overdriver det, så kan man få ganske dramatiske billeder ud af det (tip: prøv ikke med svigermor!), men hvor det kun er en smule, der kan det være ganske forstyrrende.

Løsningen er, at i stedet for tippe kamera (linse + afbildningplanet), så holder man afbildningsplanet parallelt med det man vil afbilde, og forskubber i stedet linsen.




Tilsvarende så kan man ved at "tilte" linsen i forhold til afbildningsplanet opnå at fokus også "tilter", så en del af afbildningsplanet fokuserer tæt på, og den anden del fokuserer længere væk.

Disse effekter er kendte for folk, som er vant til at fotografere med bælgkameraer - det er ikke mindst pga. den store fleksibilitet en bælg giver en, at det er interessant (småformatkameraer bruger dog næsten udelukkende bælg til makroarbejde). Men prisen for fleksibiliteten er, at det ender med at blive "pille-nusse" arbejde, og derfor er linser af denne type til folk, som er villige til at stå og skrue og justere på alle parametre for at få det helt rigtige billede. Det er sikkert ikke mindst derfor, at autofokus og andre former for automatisk er blevet fravalgt i denne linse.

Der er ingen tvivl om, at for specialister, så er dette en stor og velkommen nyhed. Vi andre må nøjes med at synes at det er snedigt, og så i øvrigt drømme om den store lottogevinst.

mandag den 28. januar 2008

Agil opsplitning

Hvordan kan det være, at lige når man har trykket "Udgiv"-knappen, så går der mindre end et døgn inden man opdager noget, som burde have haft med? Jeg har prøvet at gå og vente med at skrive indlægget og jeg såmænd også prøvet at skrive det, og så ladet det ligge, men ingen af delene virker - effekten er uløseligt forbundet til "Udgiv"-knappen.

Og selvfølgelig er der lige sket igen. Jeg skrev så sent som i går om udfordringerne ved off-shoring under titlen Lost in translation, og allerede i dag falder jeg over blog-posten med titlen Agile India, som undrer sig over at der dels er en stor interesse for agil udvikling i Indien, men samtidig også bemærkelsesværdigt få succeshistorier. Forfatteren overvejer, om ikke dette skal tilskrives de udfordringer, der ligger i at kommunikationen ikke er så god, som hvis man sad lige ved siden af hinanden.

Men en egentlige perle i blog-posten er henvisning til Martin Fowlers artikel med titlen Agile Software Process with Offshore Development. Her beskriver Fowler en lang række snusfornuftige overvejelser omkring udfordringerne i at få agil udvikling til at fungere med Thoughtworks teamet i Bangalore. Bemærk at mange af overvejelser går på at få distribuerede teams til at fungere, så læs den endeligt selvom det ikke er Bangalore, men derimod Bagsværd eller Ballerup. Og læs den også selvom at det "kun" er kunden og udviklingsteamet som er adskilt, for Fowler prøver at få alt til at foregå offshore, men erkender at kravsspecifikation naturligt kun kan ske on-shore - og det svarer til det setup, som desværre er meget almindeligt med en offsite kunde.

Fowler har desuden flere pointer, som i bund og grund ikke er relateret til distribuerede teams, men som faktisk er generelt gode råd:

Han nævner, at en effektiv måde at få et nyt team introduceret til kodebasen på, er ved at lade dem lave fejlrettelser den første tid. Hans argument er, at fejlrettelser naturligt involverer langt mere kodelæsning end kodeskrivning. Det kan jeg skrive under på, og det gælder ikke kun for teams, men også når man skal introducere nye folk på projektet. Dels tvinger det en ud i hjørnerne af koden og dels så er det nemt at få en succesoplevelse - det er svært tilfredsstillende at få noget til at fungere, også selvom det i virkeligheden kun bestod i at skrive "not" foran en betingelse i en if-sætning. En anden effekt er, at det er nemmere at finde en fejl i en eksisterende programstump, når man ved hvordan den manifesterer sig, end det er en skrive en rimeligt fejlfri implementation fra bunden af.

Det er også med en vis glæde at jeg ser hans anbefaling af at foretrække en funktionelt opdeling. Han fodrer her en af de kæpheste, som jeg i går spændte foran min vogn, og det ser man specielt, hvis man følger linkene helt ud og ser at hans definition af funktionel opdeling er, at lade forretningen (eller med lidt god vilje, problemdomænet) determinere grænsernes placering.

Fowler har to pointer om distribuerede team, som jeg vil fremhæve:

Dels bemærker han, at hvis man påtænker at påtage sig det overhead der ligger i at have distribueret udvikling, så skal man gøre sig klart, at man i høj grad fraskriver sig en af de helt store fordele ved at være agil, nemlig at man kan erstatte store dele af den formelle dokumentation med uformel kommunikation, som jo er mange gange mere effektivt. Men i kraft af adskillelsen, så bliver det igen nødvendigt med en større formalisme i kommunikationen.

Desuden er hans klare anbefaling, at hvis man skal retfærdiggøre distribuerede teams og de udfordringer, som det bringer med sig, så skal man gøre det i forhold til at kunne tiltrække de rette kompetencer. Forskellen i produktivitet overstiger langt forskellene i aflønning, så det er dyrt i længden, hvis man køber billigt.

En enkelt ting, som jeg umiddelbart har svært ved at se, hvordan man skal implementere hvis udviklingen sker i Bagsværd fremfor Bangalore, er hans anbefaling af at udveksle lokale informationer og specialiteter. Så spændende er det heller ikke at høre om Bagsværd BK, og lokale specialiteter fra Bagsværd og omegn kan jeg ikke rigtigt komme i tanke om (selvom jeg har hørt øst-sjællændere beklage sig over de usle hotdogs, som de mener at vi har her i Jylland...).

søndag den 27. januar 2008

Lost in translation

Bemærk: Der er kommet en opfølgning kaldet Agil opsplitning.

"Kødet havde en tanke, men vodkaen var god"
Der er for tiden meget snak om jobkort ordninger og off-shoring i IT-branchen, efter sigende fordi at man savner folk med de rette tekniske kompetencer.

Jeg tror ikke på det. Ikke fordi at jeg tvivler på, at vi ville kunne få god og rent teknisk yderst kompetent hjælp udefra. Jeg har haft ved flere lejligheder haft den store glæde og fornøjelse at få lov at arbejde sammen med folk fra andre kulturer, og alle gange har det dels være meget lærerigt, og dels har jeg hver gang været imponeret af den ildhu og det høje faglige niveau, som jeg har mødt.

Jeg tror ikke på det, fordi jeg ikke tror på, at det er de såkaldte tekniske kompetencer som i virkeligheden er udfordringen. Det er ikke der, hvor vi skaber den største værdi. I virkeligheden, så er vi i IT-branchen alle oversættere: Vi oversætter fra et situationsspecifik problemdomæne og over til et maskinfortolkningsvenligt domæne. Og som i en hver oversættelsessituation, så er det bedst at kunne tale begge sprog flydende.

Sådan har det ikke altid været. Engang var maskinerne komplicerede og uformående - og dels så var man lykkelig, hvis man kunne få lagt en række tal hurtigt sammen til f.eks. en folketælling, og dels så var maskiner noget som krævede stor indsigt og allerhelst en doktorgrad fra et teknisk universitet.

Men siden er maskinerne blevet lagt mere ydedygtige og det har vi benyttet til at hæve abstraktionsniveauet og dermed vores egen evne til at løfte stadig mere komplekse problemstillinger. Og med det flytter byrden naturligt fra at forstå "maskinerne" og deres problemer, og over til i højere grad at forstå "menneskene" og deres problemer.

Nu har jeg personligt brugt nogen tid indenfor det sundhedsfaglige område, og derfor grinede jeg højlydt, da jeg på Weekendavisens bagside fandt en henvisning til en artikel i Haderslev Ugeblad: Journalisten citerede en ikke nærmere specificeret "næstformand" for at mene, at det eksisterende Haderslev Sygehus ikke var egnet til psykiatriske patienter, fordi at det var "et somalisk sygehus". Det slog mig bagefter, at det i virkeligheden i høj grad er en intern joke, for selvfølgelig har "næstformanden" sagt "somatisk" og ikke "somalisk" (for en definition, se f.eks. wikipedia om somatic), og det er faktisk tankevækkende, at jeg som systemudvikler kunne fange joken.

For at minde mig om vigtigheden af at kunne forstå "menneskeproblemsproget", så går jeg i dag rundt med det udklip i min tegnebog. Tænk, hvis det ikke havde været en avisartikel, men derimod et journalsystem, som var blevet offer for den misforståelse.

Citatet en indledningen stammer fra det, som vi nok må betegne som en vandrehistorie om maskinoversættelse. Efter sigende skulle man engang have forsøgt at oversætte sentensen "The flesh is weak, but the spirit is ready" - den stammer fra biblen og hedder på dansk noget i retning af "Kødet er svagt, men sjælen er redebon". Efter at have oversat det til russisk og tilbage igen, så mistede teksten enhver form for kontekst. Selvom historien nok (desværre) ikke er sand, så har den alligevel noget på sig - se f.eks. flg. eksperiment med babelfish (prøv selv google for flere...).

Andre eksempler på fatale misforståelser, når budskaber krydser sprog og kulturbarrierer er der mange af. F.eks. hotelopslagene om, at man skal føle sig velkommen til at udnytte stuepigen... Og det er derfor, at jeg tror, at det er misforståelse, at vi kan få hjælp udefra til mere end de allermest finurlige teknikaliteter. Der vil simpelthen blive alt for mange misforståelser undervejs.

Jeg tror heller ikke på ideen om at skyde et "analyse og design"-led ind imellem. Dels fordi at der i hvert led går information tabt, og i hvert led er en iboende risiko for fejl - det ender med at blive samme effekt som den berømte "hviskeleg", hvor læreren starter med at hviske et ord til en elev, som så hvisker det videre til den næste etc. Når det er nået rundt, så er der ingen som kan genkende det igen.

Men også fordi, at det er nemt at beskrive noget som det tilsyneladende er konsistent og fyldestgørende - det er først når man skal omforme det til en utilgivende formel instruks til maskinen, at det viser sig, hvor tvetydig og inkonsistent det i virkeligheden var (alle programmører bander over de dårlige kravsspecifikationer, og alle der har skrevet kravsspecifikationer sværger, at næste gang, så bliver de bedre...). Derfor er det yderst vigtigt at den som har fået opgaven med at formalisere løsningen også har en god indsigt i problemet, for at kunne reagere tidligt på misforståelser og inkonsistenser.

Så jeg tror ikke på det, fordi jeg synes at det er svært nok at lave IT i forvejen, og fordi at vi har rigeligt med misforståelser i forvejen. Tror du på det...?

mandag den 14. januar 2008

Jeg gjorde det!

Jeg har lige prøvet noget, som jeg aldrig har prøvet før...

Stort set fra starten af, har jeg altid været fascineret af de mere fortællende computerspil. Hvem husker ikke f.eks. Leisure Suit Larry og Monkey Island? Der er godt nok gået meget god tid med spil som dem.

Derfor er det også meget naturligt, at jeg faldt for de computerbaserede rollespil. Det startede (for mit vedkommende) med Planescape: Torment, og med den start, er der vel ikke noget at sige til, at man falder for det. Turen gik derefter over Baldurs Gate og Baldurs Gate II. Senest har jeg spillet Neverwinter Nights (jeps, ikke noget II-tal her - jeg ved godt at spillet er fra 2002, men det er min computer også, og så snakker vi ikke mere om det, vel?...).

Alle spillene har jeg været meget glad for - ellers ville jeg da også være et fjols, når jeg nu bliver ved med at købe dem - og jeg har brugt megen tid på dem. Der har bare været en enkelt lille hage ved det: Jeg er aldrig blevet færdig med dem! Der er altid været noget, som har forstyrret mig, så jeg kom fra det, og når man først har været væk et stykke tid, så er det som med en bog, som man også har måttet lade ligge - man har glemt for meget af plottet til at man bare kan forsætte, hvor man slap, og man orker ikke starte forfra.

Dvs. jeg har ikke prøvet det før i denne weekend, for der fik jeg faktisk afsluttet Neverwinter Night. Og der er ikke fordi, at jeg har snydt - jeg tror ikke, at der er en eneste NPC, som jeg ikke har snakket med eller været oppe at slås med (nogle endda begge dele - de nærtagende bæster...!), og der var faktisk kun en enkelt lille quest, som jeg ikke fik fuldført. Det synes jeg faktisk er lidt stort.

Og også lidt af et antiklimaks, for jeg kørte spillet under Linux-klienten, og der kører cutscenes ikke. Så efter det sidste slag, så kom jeg bare uden videre direkte ud i menuen. Det var lidt skuffende.

Men endelig lykkedes det! Jeg gjorde et spil færdigt.

...og hvad jeg så skal lave nu? Tjo, jeg har jo allerede de to første udvidelser til spillet, så mon ikke der kommer til at gå lidt tid med det?

mandag den 7. januar 2008

Så er det vinter

Det har været en lidt forkølet og halvgået omgang, denne første vintermåned. Sne har vi ikke set meget af, og rigtig dejlig koldt, har det kun været et par dage. Men heldigvis har vi nu fået besøg af en af vores heldigvis faste vintergæster, nemlig sjaggeren.




Selvom sjaggeren skulle være blevet en dansk ynglefugl, så ser vi den kun om vinteren. "Vores" sjagger så vi den første gang denne vinter i ugen efter nytår i år, og derfor er det nok en af vores skandinaviske naboer, som er taget på en lille ferie her sydpå.

Hvis man kigger godt efter, så kan man se, at den sidder den og mæsker sig i æbler - det er den dårlige halvdel af årets høst, som jeg har smidt ud på græsplænen. Vi var ikke så heldige med opbevaringen i år, så der var meget som gik til fuglene. Den gode rest er nu kogt til saft, og efter sigende, så skulle der kunne blive gele ud af det - men det er en hel anden snak.

En anden af vores vintergæster, som vi desværre i år endnu har til gode, er silkehalen. Silkehalen er en imponerende fugl - den er udstyret med en overdimensioneret lever, for at kunne mæske sig i de måske gærede bær, uden at få mere end en lille stille plimmer på. Ham Darwin er nu ikke så dum...


Alle silkehale billederne stammer tilbage fra december 2005, og selvom man ikke kan overse dem, når de kommer pga. deres store antal, så er de kun på fransk visit. De tager et par runder i området, og ripper det undervejs stort set for alle bær.

(her ser man kun omkring 1/4-del af den samlede flok)

I flok mister de stort set enhver form for skyhed, og man kan faktisk komme endog ganske tæt på dem, specielt hvis man formår at se både kedelig og uinteressant ud (der har jeg helt naturlige forudsætninger...), men man skal være hurtig, for pludselig er de videre. Og så ser man dem næppe mere det år.

lørdag den 5. januar 2008

Personlig versionsstyring

Da jeg tidligere skrev om versionsstyring kom jeg kort ind på den skelnen, som er opstået imellem centrale systemer som f.eks. CVS og Subversion på den ene side, og decentrale systemer som f.eks. Bazaar, Git og Mercurial på den anden side. Der bliver for tiden sagt meget om det, set fra begge sider, også selvom det måske umiddelbart ligner en lille forskel. Det vil jeg sådan set også godt sige noget om, men jeg vil først og fremmest sige, at jeg har (igen) valgt side.

For at forstå det, så skal der nok lidt historie på banen. Personligt mener jeg, at programudvikling uden versionsstyring er temmeligt absurd, også for projekter som er så små, at de må betegnes som hobbyprojekter.

I starten var der ikke rigtigt nogle værktøjer for menigmand, så vi klarede os med strategiske backupkopier, med alle de begrænsninger, som det medførte (f.eks. havde jeg en god ven og kollega, som på et tidspunkt arbejde på et stort og vigtigt WordPerfect dokument, og som derfor tog en jævnlig backupkopi - desværre til en og samme 5¼" diskette, og der er jo fysisk kontakt - og han havde taget backuppen tit nok til at han havde slidt disketten op, da han fik brug for den...!).

Jeg tænkte dengang meget på, om ikke jeg skulle bruge CVS, men CVS kræver en server, og serveren kunne ikke være Windowsbaseret, så det blev længe ved drømmen. Men så en dag fik jeg hardware nok til overs til, at jeg kunne installerede en linux, og så kunne jeg pludselig få en CVS server op og køre. Det gav nogle udfordringer, og CVS er jo - ja, det er jo CVS med sine egne underligheder - og selvom jeg brugte det meget en overgang, så var det korte af det lange, at jeg blev træt af at have repository liggende på en anden maskine.

Så kom Subversion, og det blev hurtigt modent nok, til at jeg kunne installerede en version på min maskine. Det krævede også nogle overvejelser, og har givet sine unikke kvaler, men den kører den dag i dag, og jeg et aktivt repository på min eksterne harddisk.

Men det føles stadig som en meget stor kanon at rulle ud for at skyde en meget lille gråspurv, at have dels et repository og dels en arbejdskopi af det, som man ønsker at versionsstyre. Afledt dels af min egen blog (se ovenfor), og dels af nogle konkrete udfordringer med lige hurtigt nok at få de rette rettigheder på vores lokale CVS server på arbejde, så kom jeg til at kigge på Mercurial. Og hold op, hvor er det nemt at bruge i det scenarie, hvor man kun er sig selv, og "bare" ønsker at have en "tidsmaskine" og en mulighed for en "en anden virkelighed". Det var oppe og køre stort set med det samme, og der er ikke mange udfordringer i det, hvis man bare har prøvet at prøve andre versionsstyringsværktøjer før.

Derfor har jeg nu valgt Mercurial som mit personlige versionsstyringssystem (Subversion kommer ikke ud i kulden lige med det samme - jeg har for mange data i den, som jeg ikke lige vil konvertere, men fremtiden tilhører altså Mercurial...).

Hvordan Mercurial er at bruge, hvis man er andre end bare sig selv, skal jeg ikke kunne sige noget om. Men det er der så heldigvis andre som kan: F.eks. har Mozilla valgt Mercurial, omend deres valgt vist mest havde overskriften "det var så det mindst ringe...", og Sun har valgt Mercurial til OpenJDK projektet. Jeg vil tro, at begge parter har givet valget en del overvejelse.

Inden man tager mine (og ovenståendes) ord for gode varer, så overvej alternativerne grundig. Git bruges så vidt jeg ved af Linux kerne udviklerne efter BitKeeper kontroverset, så det er bestemt heller ikke at kimse af. Bazaar folkene har gjort sig tanker om, hvad de kan at tilbyde i forhold til andre (ikke overraskende foretrækker de Bazaar), og der findes også denne sammenlignende artikel fra JavaWorld.

torsdag den 3. januar 2008

IKEA kvalitet

Jeg har været i IKEA den sidste uge tid. Rigtigt meget - ja, faktisk hele tre gange. Og det skyldes IKEA kvalitet - på mere end en måde.

Det hele startede med, at vi skulle bruge nogle billige og funktionelle skabe til børnene, nu hvor de var flyttet ind på det store værelse. Vi havde grundlæggende set to krav: Det skulle være solidt nok til at kunne holde til dem, så længe at de kunne bruge det - og billigt nok til at vi kunne holde tanken ud om at skulle kassere det, når behovene engang ikke længere er de samme.

Jeg har selv købt adskillige møbler i min tid, og af det, som jeg startede med at købe, så er det stort set kun tingene fra IKEA, som har fulgt med mig rundt alle de gange jeg siden har flyttet siden (og det er efterhånden blevet til fem flytninger...).

Dengang, hvor jeg startede med købe hos IKEA, da forlød det i folkemunde, at bilerne fra Skoda var lavet af støbejern og møblerne fra IKEA af appelsinkasser. Og ja, der var (og er...) sparet på materialerne, hvor man kunne, specielt i de billige møbler af spånplade og hvid melanin. Og der var sparet andre steder, som på transport (ved at have alt pakket ned i flade kasser), og på montage (ved at lade folk selv stå for samlingen). Men der var aldrig sparet på det, som skulle holde, det var bundsolidt tenderende til det overdimensionerede. Og konstruktionen var altid af en god håndværksmæssig udførelse, og gennemtænkt i den grad, så selv en akademiker som jeg, snildt kunne samle det, når bare man ved, hvilken del af en hammer og en stjerneskruetrækker, som man skal holde fast i.

Så det kan godt være, at det er billigt (og såmænd også ser billigt ud), men det fungerer og det holder. Og derfor kom vi i IKEA første gang.

Vi fandt os da også et par skabe, og lånte en trailer, så vi kunne få dem transporteret hjem på forsvarlig vis. Og jeg gik fuld af glæde og optimisme i gang med at samle skabene - men så løb jeg ind i problemer: Midterhylden er lavet med ekstra stærke samlinger, så den kan være med at holde skabet sammen på midten (der er sket, at man er kommet til at proppe et skab lidt for fuldt, så det er en rigtigt god ide - og faktisk typisk IKEA at tænke på det), men i det ene skab var hullet til en af holderne boret skævt. Det havde man åbenbart opdaget, for der var såmænd bare boret en gang til oveni. Da holderne er nogle dimser med modhager for at kunne holde fast, så vil det at hullet er for stort gøre, at det ikke vil virke. Som om det ikke var nok, så var den ene af holderne kun halvt så stor som de andre, og lignede nærmest noget som Dali havde malet - noget var gået helt galt i støbningen.

Det første overraskede mig, for dels er det sjusk at bore skævt, og dels er det disrespekt overfor mig som kunde at tro, at man bare kunne bore oveni, og slippe afsted med det. Det er ikke IKEA kvalitet, som jeg husker det. Det andet, med en billig plasticdel, som åbenbart var smuttet igennem kontrollen, er vel nærmest hændeligt uheld.

Under alle omstændigheder, så betød det, at vi kom til IKEA anden gang, og besøgte deres reklamationsafdeling. Der var ovenhovedet ingen problemer (bare man husker bonen med stregkoden aht. deres edbsystem!) - vi fik straks nye stumper, og humøret var faktisk efterfølgende så højt, at vi gik en tur igennem butikken, når vi nu alligevel var der. Og så kom vi til at købe en CD-reol!

Det skulle vi nu nok ikke have gjort, for da vi kom hjem og jeg igen var i gang med skruetrækker og hammer, da kunne jeg ikke få bagpladen ind i falsen. Det viser sig, at dyvelhullerne i bundpladen er boret over to millimeter for langt ude, så bundpladen forskubber sig ud over falsen til bagpladen. Igen sjusk, for selv når jeg står og fumler ude i garagen på egen hånd, så borer jeg dæleme ikke over to millimeter ved siden af - og da slet ikke, hvis jeg har en lære eller skabelon at bore efter!

Det er en klar ommer, og så kom jeg i IKEA for tredje gang for at besøge reklamationsafdelingen. De var igen meget venlige (jeg havde også bonen med stregkoden til deres edbsystem med...), og de så faktisk endda en anelse flove ud, så de reddede æren denne gang.

Her efterfølgende vil jeg godt indrømme, at jeg har mistet meget af min hidtidige respekt for IKEA, men jeg må sige, at reklamationsafdelingen fungerer, og møblerne virker bundsolide, nu hvor jeg har fået alle de rette stumper hjem - så selvom der nok lige skal gå lidt tid, så kommer jeg nok igen engang.

Nu er mine oplevelser med at samle møbler jo ikke i sig selv voldsomt interessante, hvis ikke de - skulle jeg mene - siger noget om kvalitet:
  1. Det er helt i orden at lave billige løsninger af simpel spånplade og melanin, hvis bare man lægger stor omtanke og omhu i konstruktionen, og ikke sparer på det, som gør at det kan holde på langt sigt.
  2. Der er ingen undskyldning for sjusk - heller ikke i billige løsninger.
  3. Der er slet ingen undskyldninger for at mangle faglig selvrespekt, og prøve at skjule egne fejl.
  4. Det tager lang tid, og hårdt arbejde, at opbygge tillid til kvaliteten, og det kræver kun få smuttere, at miste den igen.
  5. Selvom det bedste ville have været, selv at have fanget fejlene fremfor at lade kunderne finde dem, så kan meget alligevel reddes ved på kompetent vis at vedstå sig sit ansvar ved reklamationer - det kan godt være, at det ikke hjælper på tilliden, men det giver tryghed.
Tænk over det, næste gang du er med at fremstille noget - også selvom det ikke er møbler lavet af "appelsinkasser"...