En arbejdskammerat spurgte mig i dag et godt spørgsmål: "Hvordan vælger du en ny linse?". Jeg havde lyst til at svare noget i retning af "med besvær" eller "velovervejet", men et høfligt spørgsmål fortjener et høfligt svar...
Den ene del af at vælge en ny linse, er at finde ud af, hvilket behov man har? Er det indendørs sport eller sommerlandskaber? Er det fester eller rejser? Eller er det f.eks. dyr eller mennesker (og hvis der er dyr, er det så myrer, fugle eller elefanter)? Nok det allervigtigste spørgsmål at stille sig sig, men også det, som jeg elegant vil springe over her, for det er i bund og grund et personligt spørgsmål.
Når man er klar over sit behov, så kan man gå igang med at samle information om de forskellige linser i den kategori, som man er interesseret i. Her bruger jeg faktisk lang tid (ikke mindst fordi, at jeg også lige skal nå at spare "lidt" penge op undervejs...) med at lytte til diskussioner på diverse diskussionfora. Specielt følger jeg dpreview's Nikon SLR Lens Talk Forum (jeg har et Nikon D70, så jeg er naturligvis mest interesseret i linser til Nikon's kameraer). Der er tæt trafik i forummet, og der er væsentligt mere snot end der er skæg, men med lidt strategisk skimning af overskrifter, så kan man faktisk finde overraskende mange interessante tråde.
Her kigger jeg til dels efter kommentarer til den linse, som jeg har i tankerne. Kommentarerne deler sig dels i den temmeligt unyttige "den har jeg og den er god" og "den har jeg, og jeg vil hellere have en anden" kategori og så i den langt mere interessante kategori, hvor folk prøver at perspektivere linsen i forhold til dens nærmeste alternativer - det være sig dels i forhold til nærvedliggende linser i sortimentet (hvad er f.eks. forskellen på en Nikon 80-200mm og Nikon 70-300mm telezoom - og hvad der forskellen på en 70-300mm G, EF og VR?), men også i forhold til andre fabrikater, som f.eks. Sigma, Tamron eller Tokina). Samtidig kan man være så heldig, at folk diskuterer, hvad den er velegnet til, og hvor den halter.
Men jeg kigger også efter kommentarer vedr. det behov, som jeg har besluttet mig for er vigtigt (husk første trin var finde ud af behovet, for vi vælger jo linsen ud fra behovet - og ikke omvendt, vel?). Man starter måske med en ide om, at man gerne vil fotografere fugle - diskussionerne kan så hjælpe en med at forstå, at der er stor forskel på de behov man har, hvis man skal fotografere et par tamme svaner (her er det vigtigste nok at have brød i lommen!), og så de behov, som man får, hvis man vil fotografere vilde fugle (f.eks. er vores småfugle i de danske haver faktisk ganske små, og kræver væsentligt mere end man måske først havde forestillet sig).
Pointen er undgå at låse sig alt for fast på en enkelt mulighed for tidligt, for der er ofte for og imod for alle linser (om ikke andet, så fordi nogle er væsentligt dyrere end andre...) - og måske er der alternativer, såsom nærlinser eller telekonvertere.
Når jeg har fået mig en rimelig ide om, hvad der kunne være interessant, så er mit næste trin at grave mig ned i specifikke anmeldelser af den eller de linser, som jeg har fået kig på. Her bruger jeg hovedsageligt SLRGear (det er vist et subsite til Imaging Resource). SLRGear har ikke alle linser, men de har rigtigt mange - og mit indtryk er, at de er ganske grundige. Man skal lige huske at skelne imellem, hvad der er egentlige test, og hvad som i første omgang er afskrift af tekniske specifikationer + nogle brugerkommentarer.
Et andet site, som jeg også bruger flittigt til at vurdere linser er Bjørn Rørslett's Naturfotograf.com. Han fremtræder meget kompetent, og han har sine meningers mod - ikke alene får man de mere objektive fakta, man får også hans uforbeholdne personlige mening.
Da jeg skulle finde adresserne til de forskellige sites i denne blogpost, så faldt jeg faktisk over et mere, som jeg ikke kendte, nemlig PhotoZone - og det ser da også meget lovende ud. Kom ikke og sig, at ikke man kan blive klog af at blogge.
Ofte bliver sidste trin i min proces, at jeg undersøger prisen på linsen - og så er vi tit tilbage ved trin 1, men nu med et reduceret ambitionsniveau...!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar