Overskud i hverdagen

I denne sommerferie havde vi lavet en fælles liste over ting, som vi godt kunne tænke os, og børnene havde blandt andet fået skrevet på, at vi skulle tage en tur med Kulhuse-færgen M/F Columbus, når vi var i mormors sommerhus.



Vi måtte faktisk køre en omvej for at komme med over, overfarten er kort og vi har gjort det flere gange før - men det bliver helt opvejet af noget udefinerbart - måske er det hyggen, og måske er det fordi at turen faktisk er ganske malerisk, så vi havde alle høje forventninger.

Det var en smuk sommeraften, og straks da vi kom ombord, så fløj ungerne ud, for de skulle op for at hilse på skipper og hans papegøje. Og så gik snakken ellers, for skipper er en rigtig hyggelig fætter. Der var selvfølgelig mange spørgsmål, og skipper viste gerne, hvordan han kunne styre færgens to motorer.

Så faldt snakken på, at min store dreng havde været på Bakken for at fejre sin fødselsdag dagen før (han er stadig i den alder, hvor fødselsdage er noget, man praler af), og så spurgte skipper, som drengene ville have en karrusel-tur?

Det ville de rigtigt nok gerne, og da vi var kommet ned og havde stillet os i stævnen, så lod skipper færgen tage en 360^o snurretur omkring egen akse! Vi var tæt nok på land til, at vi kunne se folk stå og måbe derinde, og drengene var ikke til at skyde igennem bagefter: det er helt sikkert en af feriens allerstørste oplevelser.

Det er virkelig at have overskud i hverdagen, og herfra skal lyde en stor tak til skipper!

SVG

Jeg morede mig forleden med at skrive lidt om komposition på min fotoblog. I den forbindelse fik jeg lavet nogle skitser, som f.eks. den her:

Skitserne er lavet vha. programmet InkScape, som varmt kan anbefales - jeg er kun nået til tredje tutorial (og de to første går ud på at tegne flag, så dem bliver man ikke ligefrem udfordret af), og alligevel havde jeg lært nok til at kunne klare mig selv. Bevares, der er da stadig rigtigt meget at lære, men jeg er imponeret af ethvert program, som er så intuitivt, at selv jeg kan forstå det!

Den helt store fordel ved at tegne med InkScape er, at outputtet er i SVG-format (Scalable Vector Graphics) - og det er præcist hvad det giver sig ud for: i stedet for at arbejde med farveklatter i faste tern, så arbejdes der med streger og flader, og derfor kan tegningen udenvidere skaleres uden tab af opløsning eller information (selvfølgelig stiller det visse krav til ens omhyggelighed, hvis det skal skaleres voldsomt op). Og endnu bedre er det, at der er tale om en W3 standard baseret på XML.

Nu er HTML jo næsten XML, hvis man da lige kniber øjnene lidt i, når man kigger efter - og en af de store udfordringer med grafik på webben er at lave det skalerbart - så man skulle tro, at det ligger lige for, at bruge SVG som grafik-format på nettet?

Øhm, nej, det gør det altså ikke. Godt nok bliver det understøttet af alle tidsvarende browsere (jeg har f.eks. checket med Firefox og Chrome) - og inden du mugger over, at det ikke gælder nyeste version af IE, så bemærk venligst, at jeg sagde "tidsvarende" :-). Min holdning til Microsofts web-flagskib er da i øvrigt heller ikke blevet bedre af, at den misforstår det CSS, som jeg har fået klampet sammen til fotobloggen på en helt unik og egenartig måde. Så mellem os, så var jeg klar til at opgive dem, som stadig måtte ønske at bruge IE (psst ... men se lige her: Firefox 3.5).

Men så er det, at jeg opdager, at blogger/blogspot, som jeg baserer min blog på, ikke kan finde ud af, at billeder også kan være i SVG-formatet. Og heller ikke Picasa i webudgaven understøtter SVG, og det er ellers der, hvor jeg lader alle mine andre billeder komme fra (hvis nogen kender et godt sted, som ikke er så SVG-fjentligt som Picasa, hvor jeg kan få lov at hoste mine SVG-billeder, så sig endelig til!).

Der er altså ingen vej udenom at eksportere det fine, skalerbare billede, som jeg lige havde fået lavet, som faststørrelse bitmap - hvilken nedtur! Jeg vælger så at gøre det som i PNG-format, da det giver væsentlig færre "artifakter" end f.eks. JPEG, når der f.eks. er tale om stregtegninger, som de diagrammer, som jeg har lavet. Og Picasa web forstår da i det mindste PNG-formatet, og det gør alle tidsvarende browsere også, så det må da være godt, ikk'?

Arh, altså, ikke helt ... for hvis I kigger godt efter, så vil I kunne se, at Picasa Web "serverer" diagrammet tilbage i JPG-format. Billederne har altså endnu engang været en tur igennem format-konverterings-vridemaskinen, og det kan de kun blive ringere af. Jeg kan så trøste mig med, at de i det mindste er blevet nedskaleret, og tabet derfor nok ikke så stort som ellers.

Nå, men jeg har gemt originalen i SVG-format - så må vi bare håbe, at jeg engang om ikke alt for længe bliver indhentet af fremtiden...!

Undersættelse

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg godt kan lide mange af de ting, som Google går og laver, og deres webalbum er af dem. På det seneste er der kommet en visningstæller på hver enkelt billede, og den får jeg meget ud af at holde øje med (man må vel godt være lidt forfængelig?).

Men så opdagede jeg den her yderst til venstre lige under billederne:

[smiley] Ligner [spørgsmålstegn] ?!? ... hvad er nu det for noget? Ligner hvad? Mine billeder ligner det, som de er, nemlig billeder. Nå, men da jeg så prøvede at trykke på spørgsmålstegnet (det har jeg lært af mine sønner - er der noget, som man ikke forstår i et skærmbillede, så klik på alt hvad du kan finde!), så kom forklaringen: de snakker om, at man kan bruge den facilitet, hvis man kan lide billedet (ja, det er undersættelsen af det engelske ord "like").

I øvrigt en god ide, for tit kan man lide et billede uden direkte at have noget på hjerte, og så kan man så bruge den knap. Men nok ikke noget, som får den helt store udbredelse alligevel, for man skal være logget ind hos google, før at de vil registrere stemmen. Så topkarakter for ideen, bundkarakter for udførelsen!

...og forsøget på at lave en dansk oversættelse af brugerfladen - well, skal vi ikke bare sige, at den er uden for kategori?

Antiklimaktisk?

I dag kom vi ad snørklede omveje til at diskutere atomkraft, og da var det så, at jeg lige måtte prale af, at jeg faktisk har været inde i DR3. Jeg måtte så også fortælle, at det på mange måder havde været et stort antiklimaks - man forventer at kunne mærke de enorme kræfter; noget, som står og ryster, eller i det mindste brummer - men når man gør det, så bliver man, som jeg, ganske skuffet. Man skal lede længe efter noget, som er mere udramatisk.

For at prøve at forklare oplevelsen, så fortalte jeg om den gang, hvor jeg havde været oppe for at kigge ned i krateret på Vesuv. Vulkanen er stadig aktiv, og derfor var skuffelsen også stor, da jeg endelige nåede op. Ingen røg, ingen lugt, ingen rystelser, kort sagt: ingenting - det mindede mest af alt om en rigtig kedelige grusgrav!

Men analogien er i virkeligheden ganske dårlig - min tur op på Vesuv er flere størrelsesordner mere farlig end mit besøg i DR3. Vesuv kommer i udbrud sådan ca. hvert halve århundrede, og sidste gang var i 1944. Den gang var det kun et mindre udbrud, og lavaen løb heldigvis "den anden vej - man kunne se det fra vejen op til krateret. Men Vesuv har før slået i hjel i stor skala, og med millionbyen Napoli liggende for fødderne, så kan det alt for nemt gå katastrofalt galt - og nogen mener endda, at det kan ske hvert øjeblik, det skal være.

Tankevækkende, ikk'?

Knibergs checkliste v2.0

Hvis man interesserer sig for Scrum i særdeleshed, eller "bare" for agile metoder i almindelighed, så bør man holde godt øje med, hvad svenskeren Henrik Kniberg går og laver. Der er ingen store armsving og ingen lange videnskabelige artikler, men derimod en stille og nærmest uhyggelig evne til at skære igennem og fokusere på det væsentlige.

For nylig kom så version 2.0 af hans Scrum checklist, og det er interessant læsning.

Det interessante er ikke så meget, hvad han skriver, for det burde der efterhånden være enighed om. Jeg er også overbevist om, at flere af de projektledere/scrummastere/agilistiske evangelister (vælg selv om du føler dig ramt!), som jeg har fået lov at opleve i praksis, med stor overbevisning vil hævde, at deres (sic!) team har fuld plade (og der er endda enkelte, som helt sikkert også vil sørge for at teamet ikke kommer i tvivl om, at de bør mene det samme...). Næh, det interessante er mere, hvad Henrik med sin checkliste lægger vægt på - og hvordan det matcher med de punkter, hvor alle involverede samstemmende klart kan svare "JA!", og hvor svaret i stedet mere bliver et eftertænksomt, forbeholdent og måske smålunkent "tja'eh ... jow ... jaeh".

Hvad siger den gode Henrik så? For det første, at der er tre ting, som er vigtigere end alt andet - ja, faktisk så vigtige, at har man dem på plads, så vil han mene, at man ikke behøver at bekymre sig om resten:

1. Der leveres velafprøvet og køreklar software mindst en gang om måneden.
2. Softwaren hjælper med at løse de vigtigste forretningsproblemer.
3. Processen justeres og forbedres løbende.

Derefter lister han en række forhold, som er centrale for velfungerende scrum, og det er (i resume):

1. Veldefineret Product Owner og en god Product Backlog
2. Sprint planlægges og har en god Sprint Backlog
3. Sprints er timebox'et
4. Teamet sidder sammen, og der er "Scrum" for hele teamet en gang hver dag
5. God definition af Done
6. Demo og Retrospective efter sprintet

"Hvad...", tænker nogle måske, "hvor er burndown-chart, fast længde standups på faste tidspunkter, cross-functional teams og scrummasteren henne?" Well, de er der, men det er ting, som Henrik mener, at man kan eksperimentere med, hvis bare ovenstående er på plads. Ja, du læste rigtigt: Product Owner er vigtigere end Scrum Master ... og sidstnævnte er endda optionel.

Hvorfor er det så, at man tit ser, at man netop starter med den mere formelle ceremoni (som f.eks. det, som jeg just nævnte under "Hvad...?"-delen), og tilsyneladende tænker, at det med f.eks. at have en veldefineret og beslutningsdygtig Product Owner (aka. business focus) og Product Backlog (aka. langsigtet plan over, hvad der er vigtigst) er mindre vigtigt, og (måske) kan komme senere? Ja, jeg spørger bare?

Men løb nu selv Henriks checkliste igennem, hvis du er i berøring med Scrum. Og gør det endelig med procesforbedrings-brillerne på - for det er ikke en konkurrence om at være bedst - det handler om at blive bedre!

En lille Perle

Tidligere kom jeg til at nævne, at jeg havde forsøgt mig med Perl, og der blev jeg så af Lasse opfordret til at vise min kode frem. Well, Lasse, man må sige, at du selv af ude om det!

   1:use feature ':5.10';
   2:
   3:my ($tag) = @ARGV;
   4:my $line;
   5:my $file;
   6:my $headrev;
   7:my $taggedrev;
   8:
   9:say "filename - head.rev / rev. tagged with $tag";
  10:
  11:sub output {
  12:        if (defined($taggedrev)) {
  13:                say "$file - $headrev / $taggedrev" if ($taggedrev ne $headrev);
  14:                $taggedrev = undef;
  15:        } else {
  16:                say "$file - $headrev";
  17:        }
  18:        $file = undef
  19:        $taggedrev = undef
  20:}
  21:
  22:while(defined($line = <STDIN>)) {
  23:        if( $line =~ /RCS file: (.*),v/ ) {
  24:                output if (defined($file));
  25:                $file = $1 unless $1 =~ /:*\/Attic\/.*/;
  26:        }
  27:        
  28:        $headrev = $1 if ($line =~ /head: (\S*)/);
  29:        $taggedrev = $1 if ($line =~ /\s*$tag: (\S*)/);
  30:}
  31:
  32:output if (defined($file));
  33:

Formålet med denne stump kode er, at parse outputtet fra en "cvs log"-kommando, og finde de steder, hvor head-revision ikke svarer til revision for et givent tag. Udfordringen er, at filnavnet, head-revision og revision for tags kommer på separate linier.

Jeg er ikke sikker på, at der er noget i ovenstående, som ikke også kunne ses af en passende "cvs diff", men det kunne jeg først indse, da jeg var nået frem til ovenstående.

Spraymaling på cykelstierne

Jeg er glad for at cykle, ingen tvivl om det. Det kan blive næsten meditativt, når man triller afsted i sine egne tanker, mens man nyder vejret og naturen. Bevares, man kan på intet tidspunkt tage øjnene af vejen, men man er ikke "på" på samme måde, som når man fører et automobil, og man er ikke "fra" på samme måde, som når man sidder og glor ud af vinduet i en bus.

Men bedst som man så kører der, så kommer der et hul - eller endnu værre en rod. Og desværre tit sådan en eller et, hvor man hører ringeklokken ringe af sig selv, og hvor man et kort øjeblik føler hullet i maven, fordi man frygter en punktering eller at styret bliver slået ud af hænderne på en.

Folk der kender mig vil vide, at jeg i høj grad er et vanemenneske, og jeg kommer derfor tit på de samme strækninger. Derfor har jeg også lært på den hårde måde, hvor man kan "køre i fred" og hvor man skal være ekstra opmærksom. Men til trods for den ekstra opmærksomhed, så kommer det ofte ganske pludseligt, og så slår man enten et ordentligt slag for at undvige, eller også må man bare knibe tænderne sammen og håbe på det bedste.

Men så er det, at det her den anden dag slog mig: hvorfor tager vi cyklister ikke en spraydåse med signal-gul eller neon-grøn med, og maler en cirkel omkring disse cylist-fælder? Ikke dem alle, for det er der alt for mange til, og så vil det miste sin værdi med markeringerne - næh, bare de farlige. Så kan man se dem i god tid, og nå at tilpasse kørehastighed og -retning i god ro og orden, og passere dem uden at være til fare for sig selv eller andre.

Nu skal man ikke tro, at jeg hermed prøver at provokere eller at stille mig op i køen af hylekorene med folk, som alle hver især har "en god sag", som de brændende ønsker at bruge nogle andres penge på (og da allerhelst kommunens). Bevares, det ville det være herligt, hvis huller og buler blev rettet ud, men jeg ved godt, at kommunen har begrænsede ressourcer, og jeg vil bestemt ikke være den, som kommer til at stå i vejen for vigtige sager som f.eks. nye boliger til demente.

Næh, jeg tror bare, at vi ved fælles hjælp (og et par spraydåser) kunne komme til at køre lidt mere sikkert.

Nineteen Eighty-Four?

Prølieåhseher (Daily Express - www.express.co.uk) - er det blevet 1. april igen uden at nogen har fortalt mig om det, eller er jeg havnet i parallelt univers? For det kan da ikke være sandt, vel?

Slem ide?

Onde tunger vil vide, at NASA i sin tid, efter adskillige vittige overskrifter omkring problemer med at det nyligt opsendte Hubble-rumteleskops nærsynethed, lovede sig selv aldrig mere at have et projektnavn, som rimede på "Trouble". For navne er ikke bare ligegyldige etiketter - de kan hurtigt gå hen og vække følelser.

Det er der mange, som har set, og jeg bloggede tilbage i 2007 under titlen "Nomen est omen" om, hvordan man tit ser, at et manglede indhold forsøges skjult under et navn, som signalerer det modsatte - f.eks. hørte man en overgang mange klager over for megen topstyring i Dansk Folkeparti - men det har partiledelsen da vist fået sat en stopper for ... man hører i hvertfald ikke så meget til det mere.

For godt et år siden ømmede jeg mig under titlen "Sikkerheds-bjørne-tjeneste" højlydt over, at vores digitale signatur var blevet for besværlig at bruge. Siden er der kommet ny foged på godset, hvilket som så oftest varsler nye tider - det kunne være godt, men det er med meget blandede følelser, at jeg nu erfarer, at man vil kalde den nye måde at lave virtuelle underskrifter på for "Nem-ID". Hmm. Hvordan var det nu lige med navne med værdimæssigt indhold?

Der er ingen tvivl om, at den nuværende signatur-løsning ved flere lejligheder har været udfordret af, at nogle folk tilsyneladende ikke formåede at opbevare de kritiske dele af løsningen på passende betryggende vis - i hvertfald hvis man skal tro på, hvad der står i aviserne - og derfor tyder alt på, at den nye løsning bliver baseret på, at dette i stedet lagres centralt (og forhåbentligt mere betryggende). Godt nok bliver dette skjult bag noget to-faktor, engangskodeord røg-og-spejle, men faktum er, at det kun bliver den lille asiat, der flytter bits inderst inde i centralens computer, som vil kende "vores" kodeord.

Er man konspirationsteorestisk disponeret, så kan man sikkert få en masse fornøjelse ud af, at løsningen på denne måde centraliseres - det vil jeg lade andre om. Jeg vil bare nøjes med at konstatere, at lægger man alle æggene i en kurv, så skal man godt nok holde tungen lige i munden, - for går det først galt, så går det rigtigt meget galt. Se bare vores Dankort-system (som i parantes bemærket er rigtig dejlig ting) - det går jo nærmest regelmæssigt ned omkring indeklemte helligdage og ferier - og det er da ikke længere siden end sidste måned, at jeg oplevede frusterede folk stå og bande foran impotente kontantautomater.

Hmm. Er det i øvrigt ikke de samme folk, som vi nu betror den nye digitale signatur? Gad vide, hvad der kommer til at ske omkring indlevering af selvangivelsen næste år? Måske er Nem-ID en slem ide?