torsdag den 20. august 2009

Undersættelse

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg godt kan lide mange af de ting, som Google går og laver, og deres webalbum er af dem. På det seneste er der kommet en visningstæller på hver enkelt billede, og den får jeg meget ud af at holde øje med (man må vel godt være lidt forfængelig?).

Men så opdagede jeg den her yderst til venstre lige under billederne:

[smiley] Ligner [spørgsmålstegn] ?!? ... hvad er nu det for noget? Ligner hvad? Mine billeder ligner det, som de er, nemlig billeder. Nå, men da jeg så prøvede at trykke på spørgsmålstegnet (det har jeg lært af mine sønner - er der noget, som man ikke forstår i et skærmbillede, så klik på alt hvad du kan finde!), så kom forklaringen: de snakker om, at man kan bruge den facilitet, hvis man kan lide billedet (ja, det er undersættelsen af det engelske ord "like").

I øvrigt en god ide, for tit kan man lide et billede uden direkte at have noget på hjerte, og så kan man så bruge den knap. Men nok ikke noget, som får den helt store udbredelse alligevel, for man skal være logget ind hos google, før at de vil registrere stemmen. Så topkarakter for ideen, bundkarakter for udførelsen!

...og forsøget på at lave en dansk oversættelse af brugerfladen - well, skal vi ikke bare sige, at den er uden for kategori?

2 kommentarer:

Lasse Hillerøe Petersen sagde ...

Nu hvor Google er på tale: er det bare mig, eller har de ændret ret væsentligt i deres søgealgoritme i det sidste års tid? Jeg synes mine søgninger giver langt flere falske hits end tidligere. Det er som om visse ord matcher alle mulige ord, som ikke er relevante.

/Lasse

Unknown sagde ...

Når man får et andet resultat end man plejer, så er det naturligt at kigge på processen - men også på inputtet. Måske er forholdet imellem "relevant" og "irrelevant" blevet forværret - skal man være lidt kynisk, så kan man sige, at når alt det fornuftige er sagt, så er der stadig plads til meget nyt vrøvl... :-)

Når jeg sætter "relevant" og "irrelevant" i gåseøjne, så er det fordi, at jeg erkender, at det ikke er alene er subjektivt, men også kontekstafhængigt.

Jeg har ikke lige lagt mærke til, at jeg skulle have grund til at føle mig mindre heldig end tidligere med Google søgninger, men jeg kan konstatere, at jeg langt oftere end hidtil må en tur forbi "ambiguity"-siderne på Wikipedia. Jeg tror, at en del af forklaringen er, at mængden af viden på Wikipedia er steget, og der derfor også er flere flertydigheder - men jeg tror også, at det er fordi, at adgangen til "nettet" er blevet nemmere, og det derfor ikke kun er nyheder for nørder, som finder udbredelse - eller mao., at vi nørder i stigende grad ser alt det, som vi interesserer sig os for, drukne i havet af alt det, alle andre interesserer sig for.

Måske. For jeg læser måske også i mellem linjerne en antagelse om, at Google i højere grad er begyndt at tage synonymer med - og hvis man interesserer sig bare lidt for sematiske netværk, så vil man også vide, at nemt kan komme langt ud af en tangent, selv med en god tesaurus - og at man skal være specielt på vagt overfor homonymer. Det er et tveægget sværd - ved at kaste nettet bredere ud, øger selvfølgelig muligheden for at fange noget godt, som ikke lige præcist var der, hvor man troede at det skule være - men det øger også muligheden for at få alt muligt andet skidt med - og ofte stiger mængden af skidt hurtigst :-(.