Jeg har lige siddet og læst Jeff Atwoods blog The dark side of extensions, hvor han argumenterer for, at ulempen ved at basere sig på udvidelser (extensions) er, at mange ikke benytter sig at tilbuddet om personalisere produktet - de bruger den basale version.
Hans eksempel er Firefox i forhold til Safari, og hans budskab er, at Firefox er en platform, hvor Safari er et færdigt produkt. Nu kan man altid diskutere, hvem som "slår" hvem, men jeg er enig i Jeffs præmis om, at Firefox først virkelig skinner igennem, når man har fået personaliseret den med en god håndfuld udvidelser. Og sådan skal det i følge firefox-bagmændene være, også selvom det betyder at Safari er milevidt foran Firebox, hvis man tager begge "out-of-the-box".
Så langt er jeg enig med Jeff - og havde jeg været helt enig med ham, så var der ikke kommet en blog ud af det. Men jeg er kun enig med ham i præmisserne. Hans konklusion er, at man med jævne mellemrum skulle folde de mest populære plugins ind i platformen. Hans holdning er mao. at man skal lave programmerne udvidbare og tilpasningsvenlige i håbet om at få et "community" op og stå, og så jævnligt og systematisk høste de ideer, som har den største overlevelsesevne (hvordan oversætter man i øvrigt "community"? - "software-økosystem" er mit bedste gæt, og det lyder alt for højstemt) .
Ja... - og så alligevel nej. Selvfølgelig skal man høste det bedste af det bedste, og selvfølgelig skal man hele tiden holde et vågent øje med, hvordan verden udvikler sig. Men ideen om rutinemæssigt at udvide platformen med det mest populære er, efter min mening, helt forkert. Det er tanken om at "one-size-fits-all", og det er i direkte modstrid med tanken om en fleksible platform. Hvis det får lov at løbe over nogen gange, så vil det slide systemet ned, og det vil miste sin dynamik. Man vil godt nok stå med et fint produkt, men det vil være et produkt, som kun er fint lige nu (og kun for "flertallet" - som jo som oftest ikke er så stort, som det lyder til - og et "flertal" som vil svinde ind over tid). Jeg vil personligt ikke bryde mig om det - for mig er retten til at kunne vælge fra mindst lige så vigtigt, som muligheden for at kunne vælge til.
Det man i stedet - efter min mening - bør gøre, er at kigge i retning af færdigpakkede løsninger. Der kan være en basismodel for den omkostningsbevidste, en mellemmodel til os almindelige, og en luksusmodel til dem, som vil have det bedste af det bedste - eller modeller, som retter sig imod forskellige brugsmønstre. Men stadig med frie muligheder for at vælge en anden radio (hvis det er biler) eller en bedre adblocker (hvis der er en browser).
Hvis man vil se, hvordan det kan gøres, så kan man kigge på Eclipse (Eclipse er - i sin traditionelle form - et java-udviklingsmiljø). Eclipse er både en platform og et community, og der er også til Eclipse et hav af udvidelser. Og alligevel har man, trods det faktum, at man henvender sig til mere professionelt orienterede brugere, lavet pakkeløsninger. Det startede Callisto, som var et forsøg på en samlet release af platformen og toneangivende plugins, og det havde i sig selv stor værdi (Callisto er senere blevet fulgt op af Europa, og snart den kommende Ganymede). Men det helt store værdi ligger efter min mening i, at det muliggjorde at man kunne lave gennemprøvede og sammenhængende standardkonfigurationer af Eclipse.
Eller man kan kigge i retning af Linux. Her har man også en platform og et community - og en række forskellige tilpasningsvenlige pakkeløsninger (man kalder det så godt nok for "distributioner"). Personligt startede jeg i sin tid med Slackware, har siden arbejdet meget med Redhat og Mandrake, og har senest kastet min kærlighed på Ubuntu. Alle har kørt fint "out-of-the-box", men det har alligevel haft stor værdi, at jeg over tid kunne file dem til og justere på dem.
Og det samme bør man efter min mening overveje med Firefox. Det vil give det bedste af begge verdener - en "færdig" løsning, som man alligevel kan tilpasse og forbedre.
søndag den 30. marts 2008
torsdag den 27. marts 2008
Det perfekte billede
Hvorfor har man ikke ens kamera med, når det perfekte motiv viser sig? Når månen står så lavt over horisonten i skumringen, at dens lette rødmen danner en perfekt kontrast til den sarte blånen af aftendisen. Eller når solopgangen maler et flammehav på morgenhimlen?
Sådan en oplevelse havde jeg den anden morgen. Og helt uventet, for selvom det havde været en smuk morgen, så gik jeg fortabt i mine egne tanker. Der var faldet sne om natten, og jeg nød bare roen og sneens stille knirken under mine fødder - og så pludselig kommer der en pige i den rødeste regnfrakke lige ud foran mig på den flotteste lyseblå cykel. Farverne passede perfekt til den omgivende sne - og mens hun cyklede væk, kunne jeg se adskillige gode motiver der aldrig nåede at blive til andet end flygtige minder...
Sådan en oplevelse havde jeg den anden morgen. Og helt uventet, for selvom det havde været en smuk morgen, så gik jeg fortabt i mine egne tanker. Der var faldet sne om natten, og jeg nød bare roen og sneens stille knirken under mine fødder - og så pludselig kommer der en pige i den rødeste regnfrakke lige ud foran mig på den flotteste lyseblå cykel. Farverne passede perfekt til den omgivende sne - og mens hun cyklede væk, kunne jeg se adskillige gode motiver der aldrig nåede at blive til andet end flygtige minder...
tirsdag den 11. marts 2008
Sikkerheds-bjørne-tjeneste
Jeg har - de facto - opgivet den digitale signatur.
"Hvad...", vil nogen måske sige, "...nu er den jo lige ved at blive sikker?" - ja, netop, vil jeg så svare. "Og hvad så...?" vil andre sikkert bemærke - og ja, det har jo aldrig rigtigt været en folkesag, den der digitale signatur, så det er vel ikke noget særligt at vende den ryggen. Men det som dog (forhåbentlig) gør det en lille smule interessant er, at jeg faktisk har været rigtig glad for den.
Men først tror jeg lige, at jeg vil tale lidt om sikkerhedsseler. Kan I huske dengang at sikkerhedsselerne begyndte at komme frem? Kan I huske de der faste seler, som altid var for lange - eller for korte - og som altid snoede og krøllede, så det var et større puslespil at få dem på? Når man så havde fået dem på, så var de enten for løse eller også sad man snøret ind, så man blev helt gasblå i ansigtet. Og skulle de endelig sidde tåleligt, så opdagede man, at man ikke kunne læne sig frem og nå det, som man havde lagt i handskerummet, uden først at skulle tage dem af igen.
Dengang var der mange gode kræfter, som prøvede at få os til at bruge selen, og der var rigtigt mange gode undskyldninger for ikke at gøre det. Hvorfor? Tjo, min påstand er, at det simpelthen var for besværligt. Glem alt om den store risiko og alle de andre gode argumenter - det var en sten i skoen i hverdagen. Nu, hvor rulleseler stort set er standardudstyr, så tænker man ikke længere over det - man spænder bare selen. Ja, og tiden var en anden dengang - dengang kunne man også gå og prale af at have kørt en ordentlig brandert hjem - og det skulle man bare lige prøve på i dag.
Hvad har det så med den digitale signatur at gøre? Jo, hvis sikkerhed skal fungere, så skal det være nemt at bruge - ja, helst så nemt, at man ikke tænker over det, når man bruger det. Bliver det for besværlig - eller såmænd bare for tydeligt - ja, så er der en stor chance for, at man begynder at omgå eller undgå det i stedet.
Den digitale signatur var (i det mindste for mig) løftet om en digital identitet - om muligheden for et signon - om et sted, som kunne sige god for, at jeg var mig. Den ting, som betød, at jeg ikke længere behøvede at oprette brugernavne med tilhørende passwords alle mulige steder. Og, ikke mindst, en sikkerhed, som jeg kunne administrere hos mig, fremfor at skulle stole på at alle mulige rundt omkring forvaltede fornuftigt.
Men, som med alle gode sager, så havde den mange ejere, og deres dagsordner var desværre ikke altid den samme som min:
Bankerne mente ikke at den var sikker nok - og selvom den holdning oprindeligt nok mest at alt var politisk, så er det nok sandt, at vi skal over i noget med en to-faktor autentifikation, for at de kan opnå tilstrækkelig sikkerhed imod misbrug - ikke mindst hvis den ene faktor er fysisk, og derfor ikke så nem at kopiere.
Det offentlige blev udfordret på, at deres professionelle brugere er langt mere mobile end gennemsnittet - og på at computere hos dem sjældent er personlige, men snarere noget i retning af "public terminals". Tid blev derfor en faktor - det var ikke nok, at man havde logget ind, næh, man skal med jævne mellemrum bekræfte, at man stadig er den samme, for jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at nogle andre har snuppet skærmen og tastaturet (for en mere teknisk diskussion af udfordringerne, se f.eks. SOSI-projektet).
Begge aspekter har trukket den digitale signatur i en retning, hvor den er blevet mere og mere besværlig at kopiere (desværre også for den retmæssige bruger) - og mere og mere besværlig at bruge.
Jeg bruger normalt Ubuntu, når jeg skal en tur på nettet - opstartstiden slår Windows med en størrelsesorden, og trods det, at den er mere tidssvarende, så kører den væsenligt bedre på utidssvarende hardware som min. Og skulle jeg endelig lige have en Windows kørende, så bruger jeg altid Firefox - den passer simpelt bedre til mine vaner, og hvor den før simpelthen var bedre, så er den udslagsgivende faktor i dag, at jeg har kunnet tilpasse den præcist til mine ønsker. Desværre har jeg efter sidste fornyelse af min digitale signatur, ikke længere kunnet få den til at fungere i andet end Internet Explorer. Og det er simpelthen for besværligt at skulle skifte browser - eller måske endda reboote - bare for at skulle bruge digital signatur.
Det andet problem er, at jeg nu bliver tvunget til at afgive mit password langt oftere end tidligere. At man lige skal aktivere signaturen, er en fin ting - og det ville have været rart, hvis den ikke, som før, var en del af den rodebunke af sager med stærkt varierende grad af følsomhed, som udgør en browsers keystore . Men nu er den simpelthen blevet for hysterisk. Og - som for at føje spot til skade - så tror de websites, som bruger den, heller ikke rigtigt på den, så har man først sagt "logout", så kommer man ikke ind igen, førend hele browseren er blevet genstartet, hvorved hele cirkusset starter en gang til.
Så det kan godt være, at den digitale signatur er blevet mere sikker, og derfor nu kan nå grupper, som før måtte vende den ryggen, men samtidigt er den blevet for besværligt for en casual user som mig. Og jeg vurderer, at det nu, trods alt, er blevet nemmere at rekvirere tastselv-koder og oprette brugerlogins de steder, hvor jeg nu kommer på nettet. Hvad ejerne af projekt "digital signatur" ser som et fremskridt, ser jeg som et tilbageskridt.
...og nu var jeg ellers lige blevet så glad for den!
PS: Jeg ved, at der en af mine læsere som nu sidder og griner, for han har vist mig, hvordan jeg alligevel kan få den flyttet - det husker jeg skam udemærket, pointen var såmænd også kun, at det nu er blevet alt for besværligt set i forhold til alternativet.
"Hvad...", vil nogen måske sige, "...nu er den jo lige ved at blive sikker?" - ja, netop, vil jeg så svare. "Og hvad så...?" vil andre sikkert bemærke - og ja, det har jo aldrig rigtigt været en folkesag, den der digitale signatur, så det er vel ikke noget særligt at vende den ryggen. Men det som dog (forhåbentlig) gør det en lille smule interessant er, at jeg faktisk har været rigtig glad for den.
Men først tror jeg lige, at jeg vil tale lidt om sikkerhedsseler. Kan I huske dengang at sikkerhedsselerne begyndte at komme frem? Kan I huske de der faste seler, som altid var for lange - eller for korte - og som altid snoede og krøllede, så det var et større puslespil at få dem på? Når man så havde fået dem på, så var de enten for løse eller også sad man snøret ind, så man blev helt gasblå i ansigtet. Og skulle de endelig sidde tåleligt, så opdagede man, at man ikke kunne læne sig frem og nå det, som man havde lagt i handskerummet, uden først at skulle tage dem af igen.
Dengang var der mange gode kræfter, som prøvede at få os til at bruge selen, og der var rigtigt mange gode undskyldninger for ikke at gøre det. Hvorfor? Tjo, min påstand er, at det simpelthen var for besværligt. Glem alt om den store risiko og alle de andre gode argumenter - det var en sten i skoen i hverdagen. Nu, hvor rulleseler stort set er standardudstyr, så tænker man ikke længere over det - man spænder bare selen. Ja, og tiden var en anden dengang - dengang kunne man også gå og prale af at have kørt en ordentlig brandert hjem - og det skulle man bare lige prøve på i dag.
Hvad har det så med den digitale signatur at gøre? Jo, hvis sikkerhed skal fungere, så skal det være nemt at bruge - ja, helst så nemt, at man ikke tænker over det, når man bruger det. Bliver det for besværlig - eller såmænd bare for tydeligt - ja, så er der en stor chance for, at man begynder at omgå eller undgå det i stedet.
Den digitale signatur var (i det mindste for mig) løftet om en digital identitet - om muligheden for et signon - om et sted, som kunne sige god for, at jeg var mig. Den ting, som betød, at jeg ikke længere behøvede at oprette brugernavne med tilhørende passwords alle mulige steder. Og, ikke mindst, en sikkerhed, som jeg kunne administrere hos mig, fremfor at skulle stole på at alle mulige rundt omkring forvaltede fornuftigt.
Men, som med alle gode sager, så havde den mange ejere, og deres dagsordner var desværre ikke altid den samme som min:
Bankerne mente ikke at den var sikker nok - og selvom den holdning oprindeligt nok mest at alt var politisk, så er det nok sandt, at vi skal over i noget med en to-faktor autentifikation, for at de kan opnå tilstrækkelig sikkerhed imod misbrug - ikke mindst hvis den ene faktor er fysisk, og derfor ikke så nem at kopiere.
Det offentlige blev udfordret på, at deres professionelle brugere er langt mere mobile end gennemsnittet - og på at computere hos dem sjældent er personlige, men snarere noget i retning af "public terminals". Tid blev derfor en faktor - det var ikke nok, at man havde logget ind, næh, man skal med jævne mellemrum bekræfte, at man stadig er den samme, for jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at nogle andre har snuppet skærmen og tastaturet (for en mere teknisk diskussion af udfordringerne, se f.eks. SOSI-projektet).
Begge aspekter har trukket den digitale signatur i en retning, hvor den er blevet mere og mere besværlig at kopiere (desværre også for den retmæssige bruger) - og mere og mere besværlig at bruge.
Jeg bruger normalt Ubuntu, når jeg skal en tur på nettet - opstartstiden slår Windows med en størrelsesorden, og trods det, at den er mere tidssvarende, så kører den væsenligt bedre på utidssvarende hardware som min. Og skulle jeg endelig lige have en Windows kørende, så bruger jeg altid Firefox - den passer simpelt bedre til mine vaner, og hvor den før simpelthen var bedre, så er den udslagsgivende faktor i dag, at jeg har kunnet tilpasse den præcist til mine ønsker. Desværre har jeg efter sidste fornyelse af min digitale signatur, ikke længere kunnet få den til at fungere i andet end Internet Explorer. Og det er simpelthen for besværligt at skulle skifte browser - eller måske endda reboote - bare for at skulle bruge digital signatur.
Det andet problem er, at jeg nu bliver tvunget til at afgive mit password langt oftere end tidligere. At man lige skal aktivere signaturen, er en fin ting - og det ville have været rart, hvis den ikke, som før, var en del af den rodebunke af sager med stærkt varierende grad af følsomhed, som udgør en browsers keystore . Men nu er den simpelthen blevet for hysterisk. Og - som for at føje spot til skade - så tror de websites, som bruger den, heller ikke rigtigt på den, så har man først sagt "logout", så kommer man ikke ind igen, førend hele browseren er blevet genstartet, hvorved hele cirkusset starter en gang til.
Så det kan godt være, at den digitale signatur er blevet mere sikker, og derfor nu kan nå grupper, som før måtte vende den ryggen, men samtidigt er den blevet for besværligt for en casual user som mig. Og jeg vurderer, at det nu, trods alt, er blevet nemmere at rekvirere tastselv-koder og oprette brugerlogins de steder, hvor jeg nu kommer på nettet. Hvad ejerne af projekt "digital signatur" ser som et fremskridt, ser jeg som et tilbageskridt.
...og nu var jeg ellers lige blevet så glad for den!
PS: Jeg ved, at der en af mine læsere som nu sidder og griner, for han har vist mig, hvordan jeg alligevel kan få den flyttet - det husker jeg skam udemærket, pointen var såmænd også kun, at det nu er blevet alt for besværligt set i forhold til alternativet.
lørdag den 8. marts 2008
Pæreskud
PæreskudAt have en blog er vel et stykke selvpromovering, og lad mig derfor benytte denne lejlighed til at henvise til mit web-album. Det var jo et vidunderligt vejr i dag, og jeg fik lejligheden til at gå lidt rundt i haven, og tage et par billeder.
Alt er godt nok langt fremme, og jeg kan se, at vores have ikke engang er noget specielt - der er mange steder, hvor man er længere fremme. Jeg synes at det er flot, og det håber jeg også at I andre gør.
Selvom forårsblomsterne lige nu er i overflod - pånær lige erantis, som frosten tog den anden nat - og selvom at vi sådan selv stadig går og venter på liljer og tulipaner, så er der kommet meget gang i det. Der som nok glæder mig mest, at man allerede nu kan se knopper på frugttræer og kan se f.eks. rabarberen skyde. Ja, selv den ene af mine sommerfuglebuske er begyndt at sætte nye blade.
RabarberMan kan godt blive helt nervøs. Det klarer nok en let omgang nattefrost - men selvom foråret godt nok er begyndt i følge kalenderen, så kan vi stadig nå at få en ordentlig omgang kulde. Og sker det, så lad os i det mindste håbe, at der kommer godt med sne med - ellers kan det godt blive lidt af en massakre.
Et lille hint - man kan lægge kommentarer både her, og til de enkelte billeder i albummet. Og det behøver ikke altsammen være ros - hvis man kritiserer, så er der stor chance for, at man får ret (og motiverer mig til at prøve lidt mere næste gang).
søndag den 2. marts 2008
Tilbage til fremtiden
Nu kommer tidspunktet snart, hvor jeg tager tilbage til fremtiden igen. Selvom nutiden er meget interessant, så må jeg sige, at jeg gået og ventet på muligheden for at komme retur til fremtiden. Og nu ser det ud til, at det snart lykkes.
Turen bliver ikke så vanvittig lang - kun en ca. 1500-1600 år. Og så kan den tages på et øjeblik, hvis forudsætningerne ellers er opfyldt. Og det er de næsten - det kræver bare en mindre investering fra min side.
Hvad sker der så i det 36. århundrede? Jo, menneskeracen har spredt sig helt pænt ud i galaksen, og den forøgede udviklingshastighed, som vi allerede nu kan måle, har betydet, at vi har udviklet os meget - og meget forskelligt. Fysisk død er ikke nogen særlig ting længere, for sindet kan overføres til en ny krop og livet derfor forsætte det med et mindre afbræk (og med de fordele og ulemper en ny start medfører).
Den lille investering, som jeg påtænker, er at købe Peter F. Hamiltons nye bog "The dreaming void". Anmeldelser kan f.eks. læses her på dansk hhv. udenlansk. Hvis du ikke skulle have stiftet bekendtskab med Hamilton og hans bøger før, så er det lige på sin plads med et par advarsler:
Min rejse tilbage til fremtiden afhænger nu kun af, om jeg kan vente til at paperback udgaven kommer til Danmark, eller om jeg giver efter og betaler overpris for en i hardcover. Uanset, så vil jeg nok være tabt for omverdenen et stykke tid efter.
Turen bliver ikke så vanvittig lang - kun en ca. 1500-1600 år. Og så kan den tages på et øjeblik, hvis forudsætningerne ellers er opfyldt. Og det er de næsten - det kræver bare en mindre investering fra min side.
Hvad sker der så i det 36. århundrede? Jo, menneskeracen har spredt sig helt pænt ud i galaksen, og den forøgede udviklingshastighed, som vi allerede nu kan måle, har betydet, at vi har udviklet os meget - og meget forskelligt. Fysisk død er ikke nogen særlig ting længere, for sindet kan overføres til en ny krop og livet derfor forsætte det med et mindre afbræk (og med de fordele og ulemper en ny start medfører).
Den lille investering, som jeg påtænker, er at købe Peter F. Hamiltons nye bog "The dreaming void". Anmeldelser kan f.eks. læses her på dansk hhv. udenlansk. Hvis du ikke skulle have stiftet bekendtskab med Hamilton og hans bøger før, så er det lige på sin plads med et par advarsler:
- Det er den første bog i en trilogi.
- Der er i nogen grad tale om en fortsættelse af bøgerne om Starflyer-krigen (Pandoras Star/Judas Unchained). Nye læsere skulle kunne starte her, men Pandoras Star er en af hans bedste bøger (til gengæld er Judas Unchained noget middelmådig).
- Han skriver meget lange bøger med mange tråde (genren kaldes ikke uden grund for space opera).
- Bøgerne kan være meget svære at lægge fra sig, hvis man først er blevet fanget.
Min rejse tilbage til fremtiden afhænger nu kun af, om jeg kan vente til at paperback udgaven kommer til Danmark, eller om jeg giver efter og betaler overpris for en i hardcover. Uanset, så vil jeg nok være tabt for omverdenen et stykke tid efter.
torsdag den 28. februar 2008
God SOA
Det har været en mærkelig uge. Jeg har læst to artikler om SOA, som fik mig til at tænke.
Den første artikel, var Computerworld's (ja, ja, og jeg læser også Jumbobøger - og hva' så?) artikel om, hvordan PFA selv mente at SOA havde gjort det muligt for dem at skifte leverandør med meget mindre smerte end ellers (jeg kender ikke CW's holdning til dybe link, så find den selv - den er fra 26. febr. og hedder "PFA-direktør: SOA sikrer nem fyring af mægtige CSC").
Artiklen beskriver, hvordan det at man har kunnet opbygge et grundlæggende antal services for forretningen, og så lade applikationerne tilpasse sig forretningen, fremfor som det klassisk set sker, nemlig at forretningen tilpasser sig applikationerne.
Og som så ofte, så er det mest interessante det, som ikke står der. Der står ikke et ord om teknik. Ingen "Enterprise Service Bus", ingen "WSDL", ingen "UDDI", ingen "MOM". Intet af alt det, som man ellers altid hører soft- og hardwaresælgere fra det store firmaer sige, er den magiske ingrediens i sovsen, som uden hvilken succes ikke vil være muligt.
Den anden var en knapt så konkret blog fra Kaare Kjelstrøm om spader og skovle, hvor han beskriver behovet for en fælles forståelse af domænet som forudsætning for kunne implementere fælles services. "Nåe ja", fristes man til at sige, "det vidste vi da egentlig godt (det havde vi bare lige glemt...)". Eller som Peter Nørregaard siger i en af kommentarerne til Kaares blog: "Hvis ikke det fungerer på papir, så kommer til heller til at fungere elektronisk."
Det fik mig også til at tænke over en af de overvejelser, som jeg i sin tid gjorde mig i min hovedopgave. Den handlede om objekt-orienterede databaser, som lige var ved at blive stort dengang, og der filosoferede jeg over sammenhængen imellem programmer og data:
Mit postulat var dengang, at vi var i den anden af 3 faser (og - mente jeg - lige ved at komme over i den tredje):
Første fase var dengang, hvor programmer og data havde været rodet ubehjælpeligt sammen, så hver program havde sine egne data, og kun programmet selv kunne forstå dem.
Anden fase var, at databaser havde gjort det muligt for data at blive frigjort fra programmerne og blive delt på en abstrakt og generelt tilgængelig form.
Til gengæld, så savnede jeg dengang, at det som jeg kaldte "viden om data" blev frigjort fra programmerne - at vi kom ind i det, som jeg så som den tredje fase. Dvs. at de datanære forretningsregler - som f.eks. at debet og kredit skal stemme i en postering - kom til at følge data. For nok var data delt, men forståelse og håndhævelse af forretningsreglerne lå stadig spredt ud over de forskellige programmer, med alle ulemperne ved redundans. Men data og forretningsregler kunne jo kombineres i forretningsobjekter. Tanken var så, at applikationerne ikke skulle operere direkte på data, men i stedet på forretningsobjekter.
Nu vil jeg ikke påstå, at jeg forudså SOA dengang, for det var jeg slet ikke fremsynet nok til - faktisk så mente jeg dengang i høj grad, at det var de objekt-orienterede databaser, som var det der skulle redde os. Historien har alt for tydeligt vist, at det var forkert - det er alt for detajlenært og slet ikke omfattende nok. Man genbruger ikke objekter - næ, vi skal helt op på service eller komponent niveau, før genbrug virkelig kan give mening.
Så måske er SOA løsningen? Det har i hvert fald større potentiale end objekt-orienterede databaser...
Den første artikel, var Computerworld's (ja, ja, og jeg læser også Jumbobøger - og hva' så?) artikel om, hvordan PFA selv mente at SOA havde gjort det muligt for dem at skifte leverandør med meget mindre smerte end ellers (jeg kender ikke CW's holdning til dybe link, så find den selv - den er fra 26. febr. og hedder "PFA-direktør: SOA sikrer nem fyring af mægtige CSC").
Artiklen beskriver, hvordan det at man har kunnet opbygge et grundlæggende antal services for forretningen, og så lade applikationerne tilpasse sig forretningen, fremfor som det klassisk set sker, nemlig at forretningen tilpasser sig applikationerne.
Og som så ofte, så er det mest interessante det, som ikke står der. Der står ikke et ord om teknik. Ingen "Enterprise Service Bus", ingen "WSDL", ingen "UDDI", ingen "MOM". Intet af alt det, som man ellers altid hører soft- og hardwaresælgere fra det store firmaer sige, er den magiske ingrediens i sovsen, som uden hvilken succes ikke vil være muligt.
Den anden var en knapt så konkret blog fra Kaare Kjelstrøm om spader og skovle, hvor han beskriver behovet for en fælles forståelse af domænet som forudsætning for kunne implementere fælles services. "Nåe ja", fristes man til at sige, "det vidste vi da egentlig godt (det havde vi bare lige glemt...)". Eller som Peter Nørregaard siger i en af kommentarerne til Kaares blog: "Hvis ikke det fungerer på papir, så kommer til heller til at fungere elektronisk."
Det fik mig også til at tænke over en af de overvejelser, som jeg i sin tid gjorde mig i min hovedopgave. Den handlede om objekt-orienterede databaser, som lige var ved at blive stort dengang, og der filosoferede jeg over sammenhængen imellem programmer og data:
Mit postulat var dengang, at vi var i den anden af 3 faser (og - mente jeg - lige ved at komme over i den tredje):
Første fase var dengang, hvor programmer og data havde været rodet ubehjælpeligt sammen, så hver program havde sine egne data, og kun programmet selv kunne forstå dem.
Anden fase var, at databaser havde gjort det muligt for data at blive frigjort fra programmerne og blive delt på en abstrakt og generelt tilgængelig form.
Til gengæld, så savnede jeg dengang, at det som jeg kaldte "viden om data" blev frigjort fra programmerne - at vi kom ind i det, som jeg så som den tredje fase. Dvs. at de datanære forretningsregler - som f.eks. at debet og kredit skal stemme i en postering - kom til at følge data. For nok var data delt, men forståelse og håndhævelse af forretningsreglerne lå stadig spredt ud over de forskellige programmer, med alle ulemperne ved redundans. Men data og forretningsregler kunne jo kombineres i forretningsobjekter. Tanken var så, at applikationerne ikke skulle operere direkte på data, men i stedet på forretningsobjekter.
Nu vil jeg ikke påstå, at jeg forudså SOA dengang, for det var jeg slet ikke fremsynet nok til - faktisk så mente jeg dengang i høj grad, at det var de objekt-orienterede databaser, som var det der skulle redde os. Historien har alt for tydeligt vist, at det var forkert - det er alt for detajlenært og slet ikke omfattende nok. Man genbruger ikke objekter - næ, vi skal helt op på service eller komponent niveau, før genbrug virkelig kan give mening.
Så måske er SOA løsningen? Det har i hvert fald større potentiale end objekt-orienterede databaser...
mandag den 11. februar 2008
Hybrid versionsstyring
Jeg har før blogget lidt om distribueret versionsstyring (DVCS), og her kommer lidt mere.
En af de store fordele ved at have en decentraliseret opfattelse af versionshistorikken er, at man ikke har alle sine æg i en kurv. Et centralt repository kan være mere eller mindre utilgængeligt, og har man prøvet det, så ved man hvor fortabt man føler sig. Det kan være så alvorligt, at man skal til at have fat i backuppen, selvom det heldigvis er yderst sjældent. Men det kan såmænd også være noget så simpelt, som at man er udenfor rækkevidde (ja, det kommer nok som et chok, men det er faktisk stadigt muligt at finde steder, hvor der ikke er nogen form for netadgang!).
Skulle man så være helt uden mulighed for at kigge i historikken - eller for at kunne checkpointe udviklingen undervejs med velplacerede commits? Nej vel. Og her kommer distribueret versionsstyring virkelig til sin ret. Og der er jo ikke noget som forhindrer en decentraliseret struktur i netop at have struktur, og derfor i at have et repository, som er mere lige end alle de andre.
Men hvad nu, hvis der allerede er truffet en klog og velovervejet beslutning om at bruge f.eks. Subversion? Er man så tvunget til hele tiden at være online for at få det fulde udbytte?
Ja, i princippet, og så alligevel ikke. For der er jo som udgangspunkt ikke noget som forhindrer en i at versionsstyre de samme filer i to forskellige versionsstyringssystemer, som f.eks. Subversion og Git. Så ville man kunne have en offline historik, offline commits og alligevel kunne koeksistere fredeligt med de andre brugere af det centrale repository.
Dvs. ikke ud over, at det bliver et koordineringsmæssigt mareridt. F.eks. skal ændringer fra det ene skal committes manuelt i det andet.
Men heldigvis er der andre, som har fået samme tanke. Det er f.eks. lavet en integration imellem Git og Subversion med titlen git-svn. Er man mere til Mercurial, så bør man nok holde øje med hgsvn, selvom der vist stadig er plads til forbedring der.
Hvis man kaster sig ud i hybrid versionsstyring af denne slags, så husk at det ikke skal være for at kunne styre at lave sjældne monster-commits - der skal stadig committes de samme sammenhængende klumper af funktionalitet så ofte som praktisk muligt. Når det er interessant, så er det for at dels at kunne arbejde offline, og dels for at kunne lave lokale commits - commits, som ikke behøver være så afrundede eller komplette som ellers - ja, faktisk behøver de slet ikke kunne compilere, og som derfor kan ske undervejs - og ikke først når man er helt sikker på at være færdig.
En af de store fordele ved at have en decentraliseret opfattelse af versionshistorikken er, at man ikke har alle sine æg i en kurv. Et centralt repository kan være mere eller mindre utilgængeligt, og har man prøvet det, så ved man hvor fortabt man føler sig. Det kan være så alvorligt, at man skal til at have fat i backuppen, selvom det heldigvis er yderst sjældent. Men det kan såmænd også være noget så simpelt, som at man er udenfor rækkevidde (ja, det kommer nok som et chok, men det er faktisk stadigt muligt at finde steder, hvor der ikke er nogen form for netadgang!).
Skulle man så være helt uden mulighed for at kigge i historikken - eller for at kunne checkpointe udviklingen undervejs med velplacerede commits? Nej vel. Og her kommer distribueret versionsstyring virkelig til sin ret. Og der er jo ikke noget som forhindrer en decentraliseret struktur i netop at have struktur, og derfor i at have et repository, som er mere lige end alle de andre.
Men hvad nu, hvis der allerede er truffet en klog og velovervejet beslutning om at bruge f.eks. Subversion? Er man så tvunget til hele tiden at være online for at få det fulde udbytte?
Ja, i princippet, og så alligevel ikke. For der er jo som udgangspunkt ikke noget som forhindrer en i at versionsstyre de samme filer i to forskellige versionsstyringssystemer, som f.eks. Subversion og Git. Så ville man kunne have en offline historik, offline commits og alligevel kunne koeksistere fredeligt med de andre brugere af det centrale repository.
Dvs. ikke ud over, at det bliver et koordineringsmæssigt mareridt. F.eks. skal ændringer fra det ene skal committes manuelt i det andet.
Men heldigvis er der andre, som har fået samme tanke. Det er f.eks. lavet en integration imellem Git og Subversion med titlen git-svn. Er man mere til Mercurial, så bør man nok holde øje med hgsvn, selvom der vist stadig er plads til forbedring der.
Hvis man kaster sig ud i hybrid versionsstyring af denne slags, så husk at det ikke skal være for at kunne styre at lave sjældne monster-commits - der skal stadig committes de samme sammenhængende klumper af funktionalitet så ofte som praktisk muligt. Når det er interessant, så er det for at dels at kunne arbejde offline, og dels for at kunne lave lokale commits - commits, som ikke behøver være så afrundede eller komplette som ellers - ja, faktisk behøver de slet ikke kunne compilere, og som derfor kan ske undervejs - og ikke først når man er helt sikker på at være færdig.
Abonner på:
Opslag (Atom)