Reddet på målstregen

Medens vi stadig havde en vinter, som så ud til at være blevet væk, da skrev jeg et indlæg om, hvordan haven allerede så småt havde fået forårsfornemmelser under titlen Pæreskud. Dengang udtrykte jeg min bekymring for, om det nu gik godt, eller om vi ville få en ordentlig omgang nattefrost.

I bagklogskabens alt for klare lys så ved vi nu alle, at det til overmål var en bekymring, som gik i opfyldelse. Ovennævnte pæretræ blev godt og grundigt svitset, og min nye sommerfuglebusk så helt død ud. Jeg overvejede at blogge lidt om det, men fik ikke taget mig sammen - sikkert fordi at jeg godt kunne regne ud, at det bare ville blive en værre omgang klynk - og hvem gider høre på klager over ærligt og redeligt uheld?

Men nu har lyset og foråret alligevel sejret. Se bare her - mit pæretræ står og blomstrer, som det var en ren lyst - og det var jeg den sidste, som ville have troet...

Fra albummet Forår

Hvis man kigger godt efter, så kan man godt se, at nogle af kronbladene er lidt visne i kanten. Men det er virkeligt godt kommet igen - og det samme gælder min sommerfuglebusk.

Apropos vintervejr, så står det store kirsebærtræ lige nu og drysser hvide blade ud over alt og alle som kommer for nær - hvis ikke det var fordi, at temperaturen er ved at blive næsten sommerlig, så kunne det godt ligne sne.

Og da jeg var ude med kameraet, så tog jeg også lige et par billeder af blommetræet og æbletræet. Æbletræet var dengang, hvor jeg tog billederne, og det er trods alt kun et par dage siden, endnu ikke sprunget ud endnu - men det er det nu.

Hvis I vil se billeder i en bedre størrelse, så må I lige klikke på dem ... OK?

Læsning

Jeg læste engang et interview med en person, som mente, at skrev man af efter en bog, så var det plagiat - men skrev man af efter tre bøger, så var det forskning. Jeg er ikke i gang med at skrive, men derimod med at læse, og jeg læser for tiden i tre bøger på en gang - og det er vist af alt besværligt!

Grunden til, at jeg er havnet i denne noget håbløse situation, ikke mindste det aktuelle vejr taget i betragtning, er, at jeg har fundet en virkelig spændende bog på nettet. Dels så er det faglitteratur og dels, så er det meget lidt transportabelt, så jeg har også gang i noget skønlitteratur og en "død skov" version af noget andet faglitteratur.

Den bog på nettet, som jeg er ved at tygge mig igennem, er Scala by Example, og den indeholder en eksempelorienteret introduktion til programmeringssproget Scala. "Hvorfor lige Scala?", er der sikkert en del af jer, som nu sidder og spørger jer selv. Ikke for noget specielt, er mit svar - jeg havde bare brug for at prøve noget nyt. Jeg synes lidt, at Java/C# og venner er ved at have nået så langt, som de kan komme, og at udviklingen på den front er blevet lidt ukoordineret "sådan en må vi også have" - og så lød Scala, som et spændende bud. Men jeg regner nu ikke med at komme til at skrive særligt megen kode i Scala, om nogen overhovedet.

Det er måske heller ikke så vanvittigt interessant, at netop jeg lige i denne tid kigger i retning af netop dette sprog. Det mest interessante for mig er såmænd heller ikke selve sproget - jeg er nemlig pludselig blevet meget klogere på ting som f.eks.:

• funktionel programmering
• currying
• generiske typer
  
• covarians og contravarians
• lister

...bare for lige at nævne det, som jeg kunne komme i tanke om på stående fod (ok, currying skal jeg nok lige vende en gang eller tre mere inden jeg helt har styr på det - enten er det ufatteligt simpelt, eller også har jeg overset noget - og min fornemmelse siger mig, at det godt kunne være det sidste).

Jeg kan også godt lide den eksempelorienterede tilgang. Det er jo ret mange interessante ideer, som sproget prøver at give et fornuftigt bud på en implementation af, og selv hvis man ikke lige har lyst til at hænge sig i den præcise syntaks, så vil man få ganske meget ud af eksemplerne - de prøver nemlig også at forklare den bagvedliggende ide. Og det bedste af det hele for mig er, at sproget ikke ligger længere fra mit nuværende hovedsprog (Java) end at jeg faktisk allerede har kunnet bruge elementer og ideer fra bogen.

For jer hardcore dataloger derude, så er der sikkert ikke så meget at hente, men hvis du er en halvstuderet røver som jeg, og har mod på at få udvidet horisonten, så kommer ovenstående "bog" med mine anbefalinger.

Teampræstation

Hele familien var i Legoland i denne måned. Godt nok er det meste noget med at sætte sig ned og blive transporteret på et utal af forskellige måder (3 slags tog, biler, både, kanoer og rutsjebaner...), og vi elsker det. Eller måske rettere: børnene elsker det, og vi elsker at børnene elsker det. Vi bruger nemt en dag dernede. Meget traditionelt, og såmænd også yderst trivielt.

Men der er nogle enkelte forlystelser, som skiller sig ud, og en af dem er "Falck Fire Brigade". For dem af jer, som ikke har haft fornøjelsen af at prøve den endnu, så er her en kort beskrivelse: Man deles op i hold af ca. 4 personer (det passer godt med en kernefamilie, eller diverse fædre og sønner fra en skovtur), som hver får en af otte forskellige "brandbiler". Når klokken ringer og der er udrykning, så skynder man sig ud i bilen, og "pumper" den afsted - jo bedre man "pumper" jo hurtigere bevæger den sig. Når man er fremme, så er der to pumper og to sprøjter, og så gælder det ellers om at få mest muligt vand til at ramme "branden" i et vindue. Når vinduet har fået vand nok, så gælder det om at komme ind i brandbilen og "pumpe" den hjem igen, og det hold som kommer først har vundet (man vinder "kun" æren, og det er nok bedst sådan...).

Det første, som jeg synes er værd at hæfte sig ved, er, at der er faktisk er tale om en konkurrence - der er jo vindere og tabere. Der er da helt klart nogen, som tager det mere alvorligt end andre, og det er såmænd også i legens ånd, men faktum er, at uanset om man prøver at overbevise sig selv om, at man "kun er med for sjov" og at man "kun konkurrerer med sig selv", så kigger man alligevel til, hvordan de andre klarer sig. Og herved adskiller den sig markant fra så meget andet, som man kan lave i Legoland.

Det andet, og nok det også det, som gør det interessant i denne sammenhæng, er at det er en holdpræstation, som er afgørende. Det er i yderste konsekvens "sidste mand over stregen", som gør sig gældende.

Men hvad er det så, at der gør, at et hold vinder? Ja, det hjælper helt klart at have nogle stjerner. Fire toptrænede konstabler fra den danske hær vil nok til enhver tid kunne slå en familieudflugt, så en naiv holdning kunne være, at det er et spørgsmål om maksimal individuelle præstationer. Men legen er så snedigt konstrueret, at det ikke kun er det - et hold skal kunne samarbejde for at kunne opnå sit fulde potentiale.

Min store søn (stor her ment relativt) er meget konkurrenceminded og han hælder helt klart til det med de individuelle præstationer. Det startede med, at han ræsede foran alle os andre ind i brandbilen, og som en gal begyndte at pumpe løs - resultatet var, at vi andre måtte rende efter den og springe på i farten - og at jeg måtte bruge ekstra tid på at redde det "lille" (igen relativt) med ombord, inden at jeg kunne give en hånd med og dermed få sat ekstra fart i bilen.

Det næste punkt var så, da vi fordelte os på pumper og sprøjter. Jeg pumpede for den lille, og min kone for den store. Selvom det ikke fornægter sig, at min kone er tidligere konkurrencesvømmer, så kunne jeg nu stadig få pumpet mere vand end hun kunne. Problemet var bare, at den lilles "boldøje" ikke var det bedste, så halvt inde i forløbet bytter vi rundt, og derefter gik det bedre.

Hvad kan vi så lære af det? Jo, i hvertfald tre ting:

1. Når man er et team, så er det ikke altid en fordel at have en stjerne, som kan løbe hurtigt - måske løber han fra de andre.
   
2. Selv når alle gør deres bedste, så skal man stadig overveje, om man ikke kunne blande kortene på en anden måde, med et bedre resultat.
   
3. Det er ikke altid at man skal gøre det, som man er bedst til - vi voksne kunne nok ramme en del bedre end børnene (trods alt, for de er faktisk ret gode til at spøjte med vand), men vi har en komparativ fordel på pumperne, så er det det, som vi skal gøre (den opmærksomme læser vil her sikkert sidde og overveje, om ikke en bedre kombination ville have været to voksne på den ene sprøjte og to børn på den anden - måske, men der var tale om optimering af flere kriteriefunktioner på en gang...).

Så når det er det fælles resultat, som tæller, så er helheden ikke lig summen af delene - det er ikke nok at optimere den individuelle præstation.

Jeg mener at kunne huske en tv-udsendelse om udvælgelse af kosmonauter. Det er selvfølgelig et stærkt konkurrencepræget foretagende, og man skal virkelig være dygtig både fagligt og fysisk for at komme til tops (pun intended!). Men en af prøverne havde et uventet sigte: Tre aspiranter fik til opgave at få et system i balance. De måtte ikke tale sammen og de havde hver en måler og en drejeknap. Men de tre var koblet sammen, så når en aspirant forsøgte at bringe sin måler i balance, så ville han tilsvarende bringe de to andre voldsomt ud af balance. Prøver alle tre at gøre det samtidigt, så vil det i praksis være umuligt at få det til at lykkedes. Derfor var vinderen den, som først erkendte dette og tog hånden af sin knap, og lod til to andre om at skaffe balance i deres del, hvorefter han så kunne give sin knap et lille nøk ad gangen i den rigtige retning, imens han gav de andre tid til at reetablere deres balance undervejs.

At have et team bestående af folk, som hver i sær er dygtige er derfor ikke nok, og en væsentlig evne er derfor tit evnen til at kunne træde i baggrunden og se det store billede. Tit er det optimale ikke at yde sit optimale, men derimod på klog vis at give plads til andre.

Og nu kære læser, under antagelse af, at vi er enige om ovenstående, kan du så svare mig på, hvorfor så mange firmaer stadig indretter deres motivations- og belønningssystemer efter den individuelle præstation?

PS: Vores brandbil kom forresten først...

Udvidbarhed

Jeg har lige siddet og læst Jeff Atwoods blog The dark side of extensions, hvor han argumenterer for, at ulempen ved at basere sig på udvidelser (extensions) er, at mange ikke benytter sig at tilbuddet om personalisere produktet - de bruger den basale version.

Hans eksempel er Firefox i forhold til Safari, og hans budskab er, at Firefox er en platform, hvor Safari er et færdigt produkt. Nu kan man altid diskutere, hvem som "slår" hvem, men jeg er enig i Jeffs præmis om, at Firefox først virkelig skinner igennem, når man har fået personaliseret den med en god håndfuld udvidelser. Og sådan skal det i følge firefox-bagmændene være, også selvom det betyder at Safari er milevidt foran Firebox, hvis man tager begge "out-of-the-box".

Så langt er jeg enig med Jeff - og havde jeg været helt enig med ham, så var der ikke kommet en blog ud af det. Men jeg er kun enig med ham i præmisserne. Hans konklusion er, at man med jævne mellemrum skulle folde de mest populære plugins ind i platformen. Hans holdning er mao. at man skal lave programmerne udvidbare og tilpasningsvenlige i håbet om at få et "community" op og stå, og så jævnligt og systematisk høste de ideer, som har den største overlevelsesevne (hvordan oversætter man i øvrigt "community"? - "software-økosystem" er mit bedste gæt, og det lyder alt for højstemt) .

Ja... - og så alligevel nej. Selvfølgelig skal man høste det bedste af det bedste, og selvfølgelig skal man hele tiden holde et vågent øje med, hvordan verden udvikler sig. Men ideen om rutinemæssigt at udvide platformen med det mest populære er, efter min mening, helt forkert. Det er tanken om at "one-size-fits-all", og det er i direkte modstrid med tanken om en fleksible platform. Hvis det får lov at løbe over nogen gange, så vil det slide systemet ned, og det vil miste sin dynamik. Man vil godt nok stå med et fint produkt, men det vil være et produkt, som kun er fint lige nu (og kun for "flertallet" - som jo som oftest ikke er så stort, som det lyder til - og et "flertal" som vil svinde ind over tid). Jeg vil personligt ikke bryde mig om det - for mig er retten til at kunne vælge fra mindst lige så vigtigt, som muligheden for at kunne vælge til.

Det man i stedet - efter min mening - bør gøre, er at kigge i retning af færdigpakkede løsninger. Der kan være en basismodel for den omkostningsbevidste, en mellemmodel til os almindelige, og en luksusmodel til dem, som vil have det bedste af det bedste - eller modeller, som retter sig imod forskellige brugsmønstre. Men stadig med frie muligheder for at vælge en anden radio (hvis det er biler) eller en bedre adblocker (hvis der er en browser).

Hvis man vil se, hvordan det kan gøres, så kan man kigge på Eclipse (Eclipse er - i sin traditionelle form - et java-udviklingsmiljø). Eclipse er både en platform og et community, og der er også til Eclipse et hav af udvidelser. Og alligevel har man, trods det faktum, at man henvender sig til mere professionelt orienterede brugere, lavet pakkeløsninger. Det startede Callisto, som var et forsøg på en samlet release af platformen og toneangivende plugins, og det havde i sig selv stor værdi (Callisto er senere blevet fulgt op af Europa, og snart den kommende Ganymede). Men det helt store værdi ligger efter min mening i, at det muliggjorde at man kunne lave gennemprøvede og sammenhængende standardkonfigurationer af Eclipse.

Eller man kan kigge i retning af Linux. Her har man også en platform og et community - og en række forskellige tilpasningsvenlige pakkeløsninger (man kalder det så godt nok for "distributioner"). Personligt startede jeg i sin tid med Slackware, har siden arbejdet meget med Redhat og Mandrake, og har senest kastet min kærlighed på Ubuntu. Alle har kørt fint "out-of-the-box", men det har alligevel haft stor værdi, at jeg over tid kunne file dem til og justere på dem.

Og det samme bør man efter min mening overveje med Firefox. Det vil give det bedste af begge verdener - en "færdig" løsning, som man alligevel kan tilpasse og forbedre.

Det perfekte billede

Hvorfor har man ikke ens kamera med, når det perfekte motiv viser sig? Når månen står så lavt over horisonten i skumringen, at dens lette rødmen danner en perfekt kontrast til den sarte blånen af aftendisen. Eller når solopgangen maler et flammehav på morgenhimlen?

Sådan en oplevelse havde jeg den anden morgen. Og helt uventet, for selvom det havde været en smuk morgen, så gik jeg fortabt i mine egne tanker. Der var faldet sne om natten, og jeg nød bare roen og sneens stille knirken under mine fødder - og så pludselig kommer der en pige i den rødeste regnfrakke lige ud foran mig på den flotteste lyseblå cykel. Farverne passede perfekt til den omgivende sne - og mens hun cyklede væk, kunne jeg se adskillige gode motiver der aldrig nåede at blive til andet end flygtige minder...

Sikkerheds-bjørne-tjeneste

Jeg har - de facto - opgivet den digitale signatur.

"Hvad...", vil nogen måske sige, "...nu er den jo lige ved at blive sikker?" - ja, netop, vil jeg så svare. "Og hvad så...?" vil andre sikkert bemærke - og ja, det har jo aldrig rigtigt været en folkesag, den der digitale signatur, så det er vel ikke noget særligt at vende den ryggen. Men det som dog (forhåbentlig) gør det en lille smule interessant er, at jeg faktisk har været rigtig glad for den.

Men først tror jeg lige, at jeg vil tale lidt om sikkerhedsseler. Kan I huske dengang at sikkerhedsselerne begyndte at komme frem? Kan I huske de der faste seler, som altid var for lange - eller for korte - og som altid snoede og krøllede, så det var et større puslespil at få dem på? Når man så havde fået dem på, så var de enten for løse eller også sad man snøret ind, så man blev helt gasblå i ansigtet. Og skulle de endelig sidde tåleligt, så opdagede man, at man ikke kunne læne sig frem og nå det, som man havde lagt i handskerummet, uden først at skulle tage dem af igen.

Dengang var der mange gode kræfter, som prøvede at få os til at bruge selen, og der var rigtigt mange gode undskyldninger for ikke at gøre det. Hvorfor? Tjo, min påstand er, at det simpelthen var for besværligt. Glem alt om den store risiko og alle de andre gode argumenter - det var en sten i skoen i hverdagen. Nu, hvor rulleseler stort set er standardudstyr, så tænker man ikke længere over det - man spænder bare selen. Ja, og tiden var en anden dengang - dengang kunne man også gå og prale af at have kørt en ordentlig brandert hjem - og det skulle man bare lige prøve på i dag.

Hvad har det så med den digitale signatur at gøre? Jo, hvis sikkerhed skal fungere, så skal det være nemt at bruge - ja, helst så nemt, at man ikke tænker over det, når man bruger det. Bliver det for besværlig - eller såmænd bare for tydeligt - ja, så er der en stor chance for, at man begynder at omgå eller undgå det i stedet.

Den digitale signatur var (i det mindste for mig) løftet om en digital identitet - om muligheden for et signon - om et sted, som kunne sige god for, at jeg var mig. Den ting, som betød, at jeg ikke længere behøvede at oprette brugernavne med tilhørende passwords alle mulige steder. Og, ikke mindst, en sikkerhed, som jeg kunne administrere hos mig, fremfor at skulle stole på at alle mulige rundt omkring forvaltede fornuftigt.

Men, som med alle gode sager, så havde den mange ejere, og deres dagsordner var desværre ikke altid den samme som min:

Bankerne mente ikke at den var sikker nok - og selvom den holdning oprindeligt nok mest at alt var politisk, så er det nok sandt, at vi skal over i noget med en to-faktor autentifikation, for at de kan opnå tilstrækkelig sikkerhed imod misbrug - ikke mindst hvis den ene faktor er fysisk, og derfor ikke så nem at kopiere.

Det offentlige blev udfordret på, at deres professionelle brugere er langt mere mobile end gennemsnittet - og på at computere hos dem sjældent er personlige, men snarere noget i retning af "public terminals". Tid blev derfor en faktor - det var ikke nok, at man havde logget ind, næh, man skal med jævne mellemrum bekræfte, at man stadig er den samme, for jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at nogle andre har snuppet skærmen og tastaturet (for en mere teknisk diskussion af udfordringerne, se f.eks. SOSI-projektet).

Begge aspekter har trukket den digitale signatur i en retning, hvor den er blevet mere og mere besværlig at kopiere (desværre også for den retmæssige bruger) - og mere og mere besværlig at bruge.

Jeg bruger normalt Ubuntu, når jeg skal en tur på nettet - opstartstiden slår Windows med en størrelsesorden, og trods det, at den er mere tidssvarende, så kører den væsenligt bedre på utidssvarende hardware som min. Og skulle jeg endelig lige have en Windows kørende, så bruger jeg altid Firefox - den passer simpelt bedre til mine vaner, og hvor den før simpelthen var bedre, så er den udslagsgivende faktor i dag, at jeg har kunnet tilpasse den præcist til mine ønsker. Desværre har jeg efter sidste fornyelse af min digitale signatur, ikke længere kunnet få den til at fungere i andet end Internet Explorer. Og det er simpelthen for besværligt at skulle skifte browser - eller måske endda reboote - bare for at skulle bruge digital signatur.

Det andet problem er, at jeg nu bliver tvunget til at afgive mit password langt oftere end tidligere. At man lige skal aktivere signaturen, er en fin ting - og det ville have været rart, hvis den ikke, som før, var en del af den rodebunke af sager med stærkt varierende grad af følsomhed, som udgør en browsers keystore . Men nu er den simpelthen blevet for hysterisk. Og - som for at føje spot til skade - så tror de websites, som bruger den, heller ikke rigtigt på den, så har man først sagt "logout", så kommer man ikke ind igen, førend hele browseren er blevet genstartet, hvorved hele cirkusset starter en gang til.

Så det kan godt være, at den digitale signatur er blevet mere sikker, og derfor nu kan nå grupper, som før måtte vende den ryggen, men samtidigt er den blevet for besværligt for en casual user som mig. Og jeg vurderer, at det nu, trods alt, er blevet nemmere at rekvirere tastselv-koder og oprette brugerlogins de steder, hvor jeg nu kommer på nettet. Hvad ejerne af projekt "digital signatur" ser som et fremskridt, ser jeg som et tilbageskridt.

...og nu var jeg ellers lige blevet så glad for den!

PS: Jeg ved, at der en af mine læsere som nu sidder og griner, for han har vist mig, hvordan jeg alligevel kan få den flyttet - det husker jeg skam udemærket, pointen var såmænd også kun, at det nu er blevet alt for besværligt set i forhold til alternativet.

Pæreskud

PæreskudAt have en blog er vel et stykke selvpromovering, og lad mig derfor benytte denne lejlighed til at henvise til mit web-album. Det var jo et vidunderligt vejr i dag, og jeg fik lejligheden til at gå lidt rundt i haven, og tage et par billeder.

Alt er godt nok langt fremme, og jeg kan se, at vores have ikke engang er noget specielt - der er mange steder, hvor man er længere fremme. Jeg synes at det er flot, og det håber jeg også at I andre gør.

Selvom forårsblomsterne lige nu er i overflod - pånær lige erantis, som frosten tog den anden nat - og selvom at vi sådan selv stadig går og venter på liljer og tulipaner, så er der kommet meget gang i det. Der som nok glæder mig mest, at man allerede nu kan se knopper på frugttræer og kan se f.eks. rabarberen skyde. Ja, selv den ene af mine sommerfuglebuske er begyndt at sætte nye blade.


RabarberMan kan godt blive helt nervøs. Det klarer nok en let omgang nattefrost - men selvom foråret godt nok er begyndt i følge kalenderen, så kan vi stadig nå at få en ordentlig omgang kulde. Og sker det, så lad os i det mindste håbe, at der kommer godt med sne med - ellers kan det godt blive lidt af en massakre.

Et lille hint - man kan lægge kommentarer både her, og til de enkelte billeder i albummet. Og det behøver ikke altsammen være ros - hvis man kritiserer, så er der stor chance for, at man får ret (og motiverer mig til at prøve lidt mere næste gang).