Repræsentativt demokrati

Und wenn du lange in einen Abgrund blickst, blickt der Abgrund auch in dich hinein.

Nietzsche, Jenseits von Gut und Böse

I Danmark har vi jo et såkaldt repræsentativt demokrati - folket vælger en række personer til at repræsentere sig, og til at tage de nødvendige beslutninger - nemme som tunge - for en periode. Der er en række alternativer, som f.eks. direkte demokrati, hvor folket stemmer i tide og utide om alting, og en række variationer over indirekte demokrati.

Medmindre at man lever under en sten (og i så fald, så har man næppe internet, og kan derfor ikke læse denne blog), så vil man vide, at vi for tiden er inde i slutspurten på et folketingsvalg. Et af de sikre tegn er daglige meningsmålinger og mange såkaldte politiske kommentatorenes udlægning af disse. Politikerne, nyhedsmedierne, kommentatorerne og analyseinstitutterne er alle samlet om at tillægge disse målinger stor værdi - og man har på et seneste hørt institutterne selv rose deres egen nøjagtighed - jeg tror at det, som der blev sagt var, at "vi kan med stor nøjagtigt måle dem, som har besluttet sig - usikkerheden er udelukkende for dem, som endnu ikke har taget stilling".

Jeg er skeptisk. Lad os - ihukommende min underviser i markedsanalyse på Handelshøjskolen - spørge os selv om, hvis vi nu antager at denne undersøgelse siger noget som helst, hvad den så siger noget om? Den siger ikke noget om de, som har besluttet sig - den siger noget om dem, som vil give udtryk for deres beslutning. Og hvordan fylder man så hullerne ud? Jo, normalt ved at efterstratificere ud fra sidste valg, og det er da at indrømme, at man sådan set ikke er meget klogere end det. Mon ikke det, at de kommer frem til samme resultat, skyldes at de bruger samme metode, med samme indbyggede bias?

Men det forudsætter så, at folk svarer oprigtigt, når de bliver spurgt. Jeg er for tiden ansat i et stort firma - ja, faktisk et rigtigt stort firma. Så stort, at vi afholder vores egne meningsmålinger. Det hedder så godt nok medarbejdertilfredshedsundersøgelser, og det er vi bestemt ikke ene om at lave. Vores ledelse ligger stor vægt på resultaterne af disse undersøgelser - så stor, at man skal være temmeligt naiv for ikke at kunne se en omvendt proportionalitet imellem budgettet til "sociale aktiviteter" og "medarbejdertilfredsheden". Og når man indser dette, så kræver det en høj moral at svare oprigtigt, for man bliver jo belønnet for ikke at gøre det...

Sådan frygter jeg også, at der er mange mennesker som har fået det med meningsmålinger. Ja, dem som vil give udtryk for en mening altså, for mange er grundlæggende set ligeglade - de tror stadig på, at selve valget er der hvor de kan gøre deres indflydelse gældende, og selvom de har taget en beslutning, så vil de vente med at give udtryk for den, indtil de står i kabinen med forhæng for.

Hvordan skal man så agere, hvis man f.eks. har en holdning, hvor det ville være opportunt med et snarligt folketingsvalg - jo, man kan give udtryk for, at man vil stemme for den siddende regering, selvom det ikke passer. Det vil give regeringslederen en falsk tryghed, som gør det mere sandsynligt at han tør udskrive valget.

Hvordan skal man agere, hvis man vil trække den politiske dagsorden i en given retning? F.eks. hvis man synes at regeringen skulle trække mere i retning af Dansk Folkeparti? Så giv udtryk for, at man sidste gang stemte på Venstre og denne gang foretrække DF - uanset om sandheden måske var, at du allerede sidste gang stemte på DF.

Tænk over det, næste gang et analyseinstitut ringer til dig - ved valget er din stemme en blandt millioner, i en meningsmåling kun en blandt knapt tusinde - du får aldrig mere magt!

Grundlæggende set, så er problemet, at dagens beslutningstagere lægger alt for stor vægt på meningsmålingerne. De har stirret så længe på meningsmålingerne, at de i stedet for selv at have en mening, så former deres mening efter meningsmålingerne. En god ven af mig kom med et godt citat: "Engang var en leder en, som sagde: 'Jeg går den vej, hvem vil med?' - i dag er en leder en, som siger: 'Hvad vej går I, for jeg vil gerne foran?'". Han tilskrev citatet Uffe Elleman Jensen, og det skal såmænd nok passe.

Og hvis det er sandt, så må det i sandhed siges at være et indirekte, repræsentativt demokrati, som vi har i Danmark. Vi vælger knapt 200 til at lade sig styre af godt 1000 repræsentativt udvalgte danskere...