Billeder på nettet

Det er underligt, som udviklingen kommer i spring. I lang tid kan et område stå stille, og så pludselig, så sker der tigerspring, som vender op og ned på alt hvad man har ellers har taget for givet. Og et spring kommer sjældent alene.

Grafik eller billeder på nettet har egentlig i lang tid været statiske klumper, der kunne bruges som illustration - som små malerier med smukke guldrammer, som vi kunne hænge på vores hjemmesider. Men de har også været temmeligt besværlige, for de har en normal størrelse (og det er som om, at den sjældent helt passer). Man kan selvfølgelig skalere billeder (så passer de til gengæld oftest kun på den ene led...). Sådan er det bare, ikk'?

Ja, sådan troede jeg at det var, indtil jeg så denne videopræsentation af en teknik, som hedder Seam carving.

Grundtanken er, at man finder den sti igennem billedet, som bidrager mindst til det (der er næsten altid noget blå himmel eller en ensfarvet væg), og så fjerner man en række pixels der. Eller sætter en ny række ind der. For det er der det mindst kan ses. Kunsten er "bare" at finde den sti.

Det er oplagt, at der er en del fotografer, som vil få et veritabelt føl på tværs, når de ser hvad man kan gøre med deres billeder. Specielt de purister, som mener, at billeder er objektive og at enhver form for efterbehandling er manipulation grænsende til forfalskning. Jeg venter bare på ramaskriget!

Seam carving er et forslag til at løse skaleringsproblemerne, men der er jo grænser for hvor meget man kan forstørre eller formindske. Eller er der?

Prøv så at tage et kig på teknologien PhotoSynth, som foreligger i demoform med ophav hos MicroSoft og University of Washington (der er tre gode links videre fra artiklen).

PhotoSynth er vel nærmest panoramaer på sterioder! Man tager en samling af mere eller mindre relaterede billeder og så finder man overlap. Kombiner det med metoder som gør, at man kan blænde fra et billede og over i et andet. Det gør at man kan se oversigtbillleder, og når man vil kigge nærmere på detajler, så "zoome ind" ved at skifte til et andet billede, som er taget med et mere snævert udsnit. Eller navigere til den ene side ved at skifte over til et andet billede som overlapper til den side. Og så videre.

Jeg kan huske den gamle tanke om et netværk bundet sammen af hyperlinks (jeg husker specielt HyperCard) - det her er en visual realisering af samme vision - visionen om hvordan man kan gå på opdagelse og fortabe sig i detajlerne ved at gå ud af en vilkårlig tangent - og pludselig opdage at man er kommet et helt andet sted hen end der, hvor man startede.

Tænk sig at turistbilleder på den måde pludselig kan blive værdifulde...