Engang for efterhånden nogle år siden, sad jeg og legede med et Hypercard stack - en fascinerende samling af noget, som blev kaldt "hypertext", og som blev kædet sammen af såkaldte "hyperlinks". Konceptet er i dag blevet så almindeligt, at vi ikke længere tænker over det, men dengang kan jeg huske, hvordan jeg blev fascineret over at starte en rejse et sted, og så via få hop, havne et helt andet sted.
Og det er lige sket igen - jeg startede egentlig med at trævle de mange blogs, som jeg følger med i, igennem for at se, om der skulle være noget interessant. Og så pludselig via et par mere eller mindre tilfældige hop, så mødte jeg pludselig noget, som kaldes "Stacey matricen" - og den vil jeg godt fortælle lidt mere om her (jeg har lige mødt den, som en god omgang snusfornuft og sund kildekritik, vil nok være på sin plads, min kære læser!).
Stacey-matricen har to dimensioner: Usikker/sikker hhv. uenig/enig.
Sikkerhedsdimensionen går på, om det er noget, som man har prøvet før mange gange før, eller om man er på vej ud i ukendt farvand - enighedsdimensionen går på, i hvor høj grad alle involverede parter har samme opfattelse af, hvad der skal til.
Hvis man accepterer dette landkort, så er der en række regioner:
Sikker/enig: Man er enige om, hvad der skal laves, og der er er ingen tvivl om, hvordan det skal gøres. Man kan bygge på tidligere erfaringer, og det er sådan set bare om at komme i gang.
Usikker/enig: Hvad der skal laves er klart, men hvordan er mere usikkert. Hold fast i visionen, og lav så plads til eksperimenter med hvordan det skal laves. Gør plads til prototyper, og "vildmænd".
Sikker/uenig: Der er styr på teknikken, men der er ikke enighed om, hvad der skal laves. Tilgangen skal her være politisk.
Ovenstående tre kendetegnes ved at være relativt uproblematiske rent metodemæssigt. Hvis man udviser situationsfornemmelse og snusfornuft, så er ikke specielt kompliceret. Det er også her, at mange lærebøger og metodikker boltrer sig.
Men helt ude i den anden yderligehed befinder sig:
Usikker/uenig: Her er kaos. Der er ingen enighed om, hvad som skal gøres - og slet hvis den var der, så er der ingen, som har prøvet det før. Man er kort sagt på Herrens mark.
Imellem den sikre grund med de første tre situationer, og randen af det kaos, som skitseres af den fjerde situation, befinder der sig i Stacey's tankegang en stor gråzone af komplekse situationer. Hvor kaoszonen kan være nedbrydende, og derfor noget, som man sandsynligvis vil forsøge at arbejde sig ud af (man kan også vælge at forsøge at ignorere den, og håbe på det bedste - vel en meget menneskelig, men nok ikke særlig hensigtsmæssig strategi), så er kompleksitetszonen et område, hvor der i gode tilfælde sker udvikling og innovation. Ulempen er, at man er dårligt hjulpet rent metodemæssigt.
Læs f.eks. mere om Stacey-matricen her (god beskrivelse, flot grafik), her eller her (lidt længere - har til gengæld til sidst et forsøg på at give gode råd til, hvordan kan navigerer det ukendte farvand).
Hvad kan vi så bruge denne tankegang til? Tjo, jeg vil jo mene, at vi i IT-branchen har en tendens til at koncentrere os så meget om "hvordan"-delen, at vi i høj grad - bevidst eller ubevidst, har en tendens til at ignorere "hvad"-delen. Eller i Stacey's termer, så kan vi håndtere usikkerhed, men forudsætter os ud af uenighed.
Vi ser det dels i BDUF's (jeg vil ikke sige "vandfald", for vandfald var oprindeligt en iterativ metode, som bare med tiden er blevet perverteret) insisteren på, at alt kan regnes ud og aftales på forhånd - men vi ser det også i Scrum's antagelse om at der findes een Product Owner, som er i stand til at agere lokalt orakel på, hvad der pt. er vigtigt (han er vist lige så almindelig som Julemanden og Påskeharen...!).
Men Stacey siger jo netop, at enighed ikke er noget, som man kan forudsætte - er den der, så giver det en lang række fordele for den opmærksomme, men ellers så skal vi være klar til at håndtere dens fravær. Og vi skal ikke grave os ned i tanken om, at hvis vi bare bruger tid på at få styr på teknikken, så vil der nok i mellemtiden udkrystallisere sig en eller anden form for magisk koncensus, så vi kan komme i gang med at levere. Vi bliver ikke (nødvendigvis) en succes, bare fordi, at vi har styr på f.eks. konstruktion, teknik, dokumentation, konfigurationsstyring eller kvalitetskontrol. Hvis man ikke ved hvor man skal hen, så er det ligegyldigt hvor hurtigt at man er i stand til at bevæge sig.
Den anden ting, som jeg mener at vi skal lære af Stacey-matricen, er den simple at forsøge at reducere to-fronts-krigene. Hvis der er enighed, så er der plads til eksperimenteren med, hvordan man bedst løser opgaven. Og hvis der er styr på, hvordan opgaven skal løses, så er der bedre plads til diskussion af, hvad der skal laves. I det sidste ligger måske også en opfordring til at have tålmodighed med kunderne, når de begynder at diskutere det trivielle - i virkeligheden, så kan det være udtryk for en glimrende situationsfornemmelse, at de ikke politiserer det vanskelige...!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar