Da jeg i sin tid startede på Handelshøjskolen, da grinede vi en del af vittigheden om, at lotteri i virkeligheden er en ekstraskat på de sandsynlighedsregningsmæssigt udfordrede. Senere er det gået op for mig, at intet kunne være mindre sandt: et negligerbart men sikkert tab imod en lille mulighed for en skelsættende stor gevinst, kan faktisk være attraktiv (det kommer i høj grad an på, hvad ens situation i øvrigt er). Og læg så dertil retten til at drømme for en stund. Næh, verden er ikke så nem som de introducerende tekster gerne ville gøre den til.
Første gang at jeg hørte om Helle og Villys "giv os en time om ugen"-plan, så tænkte jeg godt nok, at det var underligt, at det blev opfattet som en mere farbar vej at bede 40 mennesker, som allerede arbejder "fuld" tid, om en time mere, end at få bare en arbejdsdygtig, men i dag offentligt forsøget person, igang med at arbejde.
Men måske har de ret - det er trods alt deres gesjæft at have en god fornemmelse for, hvad retning de politiske vinde blæser. Og ihukommende mine erfaringer med lotterispillets finurligheder, så må jeg erkende, at man ikke bare lige kan regne om imellem fuldtidsbeskæftigede og ubeskæftigede (i videste forstand, for vi har efterhånden fået opbygget et system, hvor man nemt kan blive klassificeret som værende "uden for arbejdsstyrken" og dermed ved et kunstgreb ikke tæller med som arbejdsløs).
Det er i hvert fald rigtigt set, at vi bliver nødt til at tage tyren godt ved hornene og kigge den dybt i øjnene - vi bliver nødt til at øge vores effektivitet, og vil vi ikke løbe hurtigere, så må vi enten løbe i længere tid (eller være flere til at løbe). Så på den led, så er det fin plan - man kan måske nok med rette indvende, at det er både for lidt og for sent til at gøre en forskel, men der er vi jo nok tilbage ved det, som mere prosaisk ofte kaldes for det muliges kunst. Hellere en fugl i hånden end ti på taget!
Trods det lave ambitionsniveau har forslaget nu alligevel sine udfordringer i praksis:
Den første står jeg såmænd selv for - jeg arbejder allerede jævnligt mere end en time ekstra om ugen uden at det medfører nogen særlig opmærksomhed (jeg har fået at vide, at det følger med fin titel, ansvar og gråt hår...). Så jeg tænker, at det må være alle I andre, som altså lige må lægge jer lidt mere i selen, og se at komme ind i spillet!
Og så er der den med at have gjort regning uden vært, for man kan måske nok mene, at Villy og Helle her er ude med at love en gratis omgang på andres regning. Siden det kom frem, har vi da også måtte lægge øre til, at de godt og grundigt er blevet undsagt af "en af deres egne", nemlig Dennis Kristensen. Selvom han tydeligvis har nogle medlemmer i ældreplejen, som sagtens vil kunne finde de berømte 12 minutter om dagen, uden at komme til at svede af den grund, så mener han stadig at buen i hans kreds er spændt til bristepunktet. Så han tænker også, at det må være nogle andre, som må lægge sig godt i selen, og se at komme ind i spillet!
Men det for mig største skud for boven, som planen fik, kom faktisk fra en helt anden kant: en kyndig person henledte i al stilhed opmærksomheden på, at store dele af overenskomstforhandlingerne er lokale - og der er central indflydelse ikke gangbar valuta. Så de mere lavmælte af Helle og Villys venner kan næppe heller levere varen - de regner nemlig også med at sende regningen for festen videre til nogle andre.
Så måske er det alligevel ikke så nemt at få 40 fuldtidsbeskæftigede til at arbejde lidt mere. Synd, for vi bliver altså nød til at gøre noget ved den samlede samfundsproduktion, hvis vi alle skal have et godt liv, også fremover.
PS: Læg i øvrigt mærke til retorikken - det var ikke "en time om ugen", men "12 minutter om dagen". Det svarer lidt til, at alting koster noget med ...99 til sidst. Og mon ikke det virker bedre end "giv os halvdelen af din frokostpause", for det vil vække de sovende uhyrer omkring betalt frokost i nogle dele af samfundet...
lørdag den 10. juli 2010
lørdag den 29. maj 2010
Den ægte vare
Det er et stykke tid siden, at jeg sidst har ladet høre fra mig her, og - hånden på hjertet - så skyldes det hovedsageligt, at jeg har haft travlt med alt muligt andet. Men det skyldes også, at der - efter min mening - virkelig sker ting og sager i dansk politik for tiden.
Væk er den Fogh'ske æras småmaniske regler, som grundlæggende havde til formål at undgå at få trykket alt for hårdt på speederen. Lidt ligesom når man efter overgangen fra SU til lønindkomst må lave regler for sig selv om at prøve at undgå fastfood mere end en dag om ugen, eller at kun spise chips om fredagen.
Næh, nu går det for de mange forskellige interessegrupperinger vist mere ud på at sikre, at man ikke mister noget af det forspring, som man vandt, da alt gik hurtigt.
Generelt set, så ser det ud til at den foretrukne løsning er at malke de køer, som man nu engang har, endnu hårdere - og at klemme deres foder. Ikke særligt ambitiøst, for der er da også rigeligt med tyre rundt omkring, som trænger til at blive taget grundigt ved hornene, men det er vel at forvente, når nu Folketinget er fyldt op med 179 socialdemokrater i varierende nuancer.
Jeg troede aldrig, at denne dag ville komme, men jeg overvejer faktisk lige nu at stemme på Socialdemokraterne (dem med stort "S") - ikke fordi, at jeg synes at "Helle og Villy's store plan" er noget særligt - det er helt grundlæggende for alt lidt og for alt sent - næh, det måske mere fordi, at det er tydeligt, hvem der har omkring hundrede års erfaring i at være socialdemokrater, og hvem der hjælpeløst prøver at fumle sig frem i lånte gevandter, der ærligt talt ikke klæder dem særligt godt.
Og når valget nu står imellem forskellige slags socialdemokrater, hvorfor så ikke vælge den ægte vare?
Væk er den Fogh'ske æras småmaniske regler, som grundlæggende havde til formål at undgå at få trykket alt for hårdt på speederen. Lidt ligesom når man efter overgangen fra SU til lønindkomst må lave regler for sig selv om at prøve at undgå fastfood mere end en dag om ugen, eller at kun spise chips om fredagen.
Næh, nu går det for de mange forskellige interessegrupperinger vist mere ud på at sikre, at man ikke mister noget af det forspring, som man vandt, da alt gik hurtigt.
Generelt set, så ser det ud til at den foretrukne løsning er at malke de køer, som man nu engang har, endnu hårdere - og at klemme deres foder. Ikke særligt ambitiøst, for der er da også rigeligt med tyre rundt omkring, som trænger til at blive taget grundigt ved hornene, men det er vel at forvente, når nu Folketinget er fyldt op med 179 socialdemokrater i varierende nuancer.
Jeg troede aldrig, at denne dag ville komme, men jeg overvejer faktisk lige nu at stemme på Socialdemokraterne (dem med stort "S") - ikke fordi, at jeg synes at "Helle og Villy's store plan" er noget særligt - det er helt grundlæggende for alt lidt og for alt sent - næh, det måske mere fordi, at det er tydeligt, hvem der har omkring hundrede års erfaring i at være socialdemokrater, og hvem der hjælpeløst prøver at fumle sig frem i lånte gevandter, der ærligt talt ikke klæder dem særligt godt.
Og når valget nu står imellem forskellige slags socialdemokrater, hvorfor så ikke vælge den ægte vare?
tirsdag den 6. april 2010
Den ene synd...
Der er en god, gammel vending, som siger, at den ene synd ikke undskylder den anden. Men kan en god gerning så undskylde en synd? Altså en slags aflad for forkant?
Når jeg spørger sådan, så er det fordi, at jeg lige har modtaget et CO2 kompenseret brev. Jep, den er god nok, se bare her hos Post Danmark. Man må med andre ord godt opføre sig grimt, bare man får nogle andre til at opføre sig tilsvarende pænt!
Det er da et koncept med perspektiv i: næste gang jeg bliver taget i en fartkontrol, så henviser jeg bare til, at min kone altid kører meget langsommere end tilladt - og hvis jeg en gang skulle formå at forhindre en snothvalp i at få et par velfortjente flade, så er jeg allerede tilgivet, når junior engang kommer til at skramme bilen.
Tak, Post Danmark, for sand innovativ tænkning af den slags, som gør verden til et meget bedre sted.
Når jeg spørger sådan, så er det fordi, at jeg lige har modtaget et CO2 kompenseret brev. Jep, den er god nok, se bare her hos Post Danmark. Man må med andre ord godt opføre sig grimt, bare man får nogle andre til at opføre sig tilsvarende pænt!
Det er da et koncept med perspektiv i: næste gang jeg bliver taget i en fartkontrol, så henviser jeg bare til, at min kone altid kører meget langsommere end tilladt - og hvis jeg en gang skulle formå at forhindre en snothvalp i at få et par velfortjente flade, så er jeg allerede tilgivet, når junior engang kommer til at skramme bilen.
Tak, Post Danmark, for sand innovativ tænkning af den slags, som gør verden til et meget bedre sted.
søndag den 21. marts 2010
Kontekstfri II
Som opfølgning på min post om Context Free kan vi vist godt klare et par billeder mere, begge fuldt deterministiske:
Det er virkelig simple programmer, som ligger bag billederne - ovenstående billede er f.eks. lavet med flg. kode:
...og så lover jeg ikke at skrive mere om det (medmindre der er mere at sige end bare det, at jeg har lavet flere billeder).
Det er virkelig simple programmer, som ligger bag billederne - ovenstående billede er f.eks. lavet med flg. kode:
startshape START
background { b -1 }
rule START {
CIRCA{ h 0 sat 1 b 0.5 a -.2}
}
rule CIRCA{
3 * {r 120 x 4} CIRCO { s 0.5 b 0.1 h 5 }
}
rule CIRCO{
CIRCLE{ s 8}
CIRCA{}
}
...og så lover jeg ikke at skrive mere om det (medmindre der er mere at sige end bare det, at jeg har lavet flere billeder).
lørdag den 20. marts 2010
Kontektsfri
Jeg sidder og leger med et program kaldet Context Free. Det er ret simpelt; det har et sprog - en kontekstfri grammatik - som kan bruges til at tegne med. Med meget simple instruktion kan man lave overraskende grafik - her er hvad jeg er kommet til at lave efter en times tid:
...og så også den her:
Det er hverken stort eller revolutionerede, men det er faktisk et glimrende tidsfordriv.
...og så også den her:
Det er hverken stort eller revolutionerede, men det er faktisk et glimrende tidsfordriv.
onsdag den 17. marts 2010
Gode nyheder fra Irak
Set herfra er det gået ret let henover de lokale medier, at der kommer rigtigt gode nyheder fra Irak for tiden; måske fordi at dårlige nyheder set fra mediernes perspektiv er gode nyheder, og omvendt (og måske fordi at medierne i virkeligheden bare spejler noget meget menneskeligt)?
Den ene gode nyhed fandt jeg i "The Economist", hvor jeg tilfældigt fandt en artikel om Irak, som havde en illustration af antallet af dødsfald indenfor de nationale og koalitionens styrker i Irak: i 2009 falder det dramatisk til noget, som i sammenligning med det det tidligere niveau må betegnes som stort set ingenting.
Den anden gode nyhed er, at valget i Irak er forløbet fredeligt (alle ca. 50.000 valgsteder var åbne) og med stor og bred opbakning (over 60% valgdeltagelse, også i de sunni-muslimske områder) - og det endda uden nævneværdige uregelmæssigheder. Den nyhed kan man bl.a. finde i Weekendavisen.
Valget er det andet frie valg i Irak, og denne gang skulle der være sket et skred væk fra grupperinger orienteret omkring etnicitet, religions- og klan-tilhørsforhold, og over imod egentlige interessefællesskabet (interesserne kan naturligvis stadig udspringe et mere regionalt ønske om øget autonomi, men det er vel også forståeligt nok, så længe at det favner bredt i regionen).
Noget kunne derfor tyde på, at befolkningens store ønske om fred og økonomisk fremgang står for at blive indfriet, hvilket nok vil blive fulgt med stor opmærksomhed og blandede følelser fra nabolandene - og ikke mindst Iran og Saudi Arabien. Magtbalancen i Mellemøsten kan være ved at rykke sig, og det er nok også i det lys, at man skal se mange af de øvrige nyheder, som vi for tiden får fra den kant.
At der er relativt stille herhjemme omkring udviklingen i Irak kan skyldes en berettiget afventede holdning - det er næsten for godt til at være sandt, og det er en udvikling som i nogen grad balancerer på en knivsæg, så det kan bestemt stadig nå at gå ganske meget galt.
Men mon ikke en betydelig del af forklaringen også er, at der er mange, som har været ude med "det-går-aldrig-godt"-agtige fordømmelser, som nu har travlt med at finde noget andet at snakke om? At det tilsyneladende er ved at lykkedes at intervenere fysisk, og med en større indsats og betydelig investering, bevares, at få dreje en lukket, nationalistisk og elitært totalitær nation i retning af frihed og fred, er temmelig skelsættende.
Inden vi lader os rive alt for meget med i eufori over de gode nyheder, så lad os for det første for det hårdt prøvede irakiske folk og for alle os andre håbe, at det er virkelig er en udvikling, som har bidt sig fast.
Men lad os også lige reflektere over to forhold, nemlig dels at beslutningen om at handle tilsyneladende blev truffet på et meget tyndt grundlag af, hvad der nok må betegnes som ønsketænkning - at forstandige og godhjertede folk lod sig forlede til at viderebringe dette til vores fremmeste forsamlinger, siger måske noget noget om, hvor farligt det i virkeligheden er. Det at vi (måske) kommer i mål betyder ikke, at vejen dertil nødvendigvis har været den rigtige.
Og dels, som bør vi også tænke grundigt over, hvilke unikke omstændigheder som gjorde forskellen her. Det er en tilsyneladende succes, som det vil være yderst fristende at forsøge at kopiere, men hvis vi ikke forstår forudsætningerne, så ender vi sandsynligvis med en temmelig dårlig kopi fremfor en ny succes.
Så lad os glædes, men lad os ikke blive overmodige.
Den ene gode nyhed fandt jeg i "The Economist", hvor jeg tilfældigt fandt en artikel om Irak, som havde en illustration af antallet af dødsfald indenfor de nationale og koalitionens styrker i Irak: i 2009 falder det dramatisk til noget, som i sammenligning med det det tidligere niveau må betegnes som stort set ingenting.
Den anden gode nyhed er, at valget i Irak er forløbet fredeligt (alle ca. 50.000 valgsteder var åbne) og med stor og bred opbakning (over 60% valgdeltagelse, også i de sunni-muslimske områder) - og det endda uden nævneværdige uregelmæssigheder. Den nyhed kan man bl.a. finde i Weekendavisen.
Valget er det andet frie valg i Irak, og denne gang skulle der være sket et skred væk fra grupperinger orienteret omkring etnicitet, religions- og klan-tilhørsforhold, og over imod egentlige interessefællesskabet (interesserne kan naturligvis stadig udspringe et mere regionalt ønske om øget autonomi, men det er vel også forståeligt nok, så længe at det favner bredt i regionen).
Noget kunne derfor tyde på, at befolkningens store ønske om fred og økonomisk fremgang står for at blive indfriet, hvilket nok vil blive fulgt med stor opmærksomhed og blandede følelser fra nabolandene - og ikke mindst Iran og Saudi Arabien. Magtbalancen i Mellemøsten kan være ved at rykke sig, og det er nok også i det lys, at man skal se mange af de øvrige nyheder, som vi for tiden får fra den kant.
At der er relativt stille herhjemme omkring udviklingen i Irak kan skyldes en berettiget afventede holdning - det er næsten for godt til at være sandt, og det er en udvikling som i nogen grad balancerer på en knivsæg, så det kan bestemt stadig nå at gå ganske meget galt.
Men mon ikke en betydelig del af forklaringen også er, at der er mange, som har været ude med "det-går-aldrig-godt"-agtige fordømmelser, som nu har travlt med at finde noget andet at snakke om? At det tilsyneladende er ved at lykkedes at intervenere fysisk, og med en større indsats og betydelig investering, bevares, at få dreje en lukket, nationalistisk og elitært totalitær nation i retning af frihed og fred, er temmelig skelsættende.
Inden vi lader os rive alt for meget med i eufori over de gode nyheder, så lad os for det første for det hårdt prøvede irakiske folk og for alle os andre håbe, at det er virkelig er en udvikling, som har bidt sig fast.
Men lad os også lige reflektere over to forhold, nemlig dels at beslutningen om at handle tilsyneladende blev truffet på et meget tyndt grundlag af, hvad der nok må betegnes som ønsketænkning - at forstandige og godhjertede folk lod sig forlede til at viderebringe dette til vores fremmeste forsamlinger, siger måske noget noget om, hvor farligt det i virkeligheden er. Det at vi (måske) kommer i mål betyder ikke, at vejen dertil nødvendigvis har været den rigtige.
Og dels, som bør vi også tænke grundigt over, hvilke unikke omstændigheder som gjorde forskellen her. Det er en tilsyneladende succes, som det vil være yderst fristende at forsøge at kopiere, men hvis vi ikke forstår forudsætningerne, så ender vi sandsynligvis med en temmelig dårlig kopi fremfor en ny succes.
Så lad os glædes, men lad os ikke blive overmodige.
søndag den 14. marts 2010
Dumme computer
Der er en gammel vending, som siger, at det er menneskeligt at fejle, men for virkelig at lave ulykker, så skal man bruge en computer. Amen!
Jeg har en computer - den er god. Jeg har også en ekstern harddisk med USB forbindelse. - den er smart. Så har jeg to operativsystemer på computeren: Ubuntu, som af en eller anden grund altid virker - og så Windows, som bare er ... ja, godt gammeldags jysk træls.
"Hvorfor bruger jeg så ikke bare altid Ubuntu?", sidder I sikker derude og spørger jer selv. Tjo, fordi at der bare er nogle programmer, som er svære at undvære, og som enten ikke findes til andet end Windows, eller også kun findes i en latterligt out-dated og semi-halvhjertet version; Googles Picasa f.eks.
Picasa er smart - bl.a. fordi at det ikke retter i billederne, men derimod gemmer en liste af ændringer ved siden af, så ændringerne bare kan gentages, hvergang billedet skal vises - det gør det supernemt at ombestemme sig. Men Picasa gemmer listen af ændringen et eller andet obskurt sted, hvilket bl.a. gør backup til noget halv-vanskeligt noget.
Men det har også en anden effekt, for hvis Picasa opdager, at den ikke længere kan finde et billede, så glemmer den øjeblikkeligt alt om alle ændringerne til billedet. Og det er den sørme god til, for kan den ikke finde nogen af alle de ti-tusinder af billeder, som jeg efterhånden har samlet sammen, så glemmer den alt om dem på et splitsekund ... og det uden at sige noget om det.
"Hvordan kan billeder da blive væk?", sidder I sikkert også tænker, "... har du ikke bare selv slettet dem?". Ah, helt så oplagt er det ikke - og hvis det bare havde været det, så havde det vel sådan set været en form for OK. Næh, det er værre end som så, for hvis man virkelig skal lave ulykker, så kræver det en computer - eller rettere, Windows.
For da jeg havde min gode, gamle XP, da kunne den ikke altid finde den eksterne harddisk (hvilket var underligt, for det kunne Ubuntu altid). Og ingen harddisk fortolker Picasa straks om, at der ingen billeder er. Puf! Alt væk på et splitsekund.
Så fik jeg Vista, og den var ikke meget bedre. Måske endda værre, men jeg fik samtidig ny hardware, så det var ikke så tydeligt.
Nu har jeg Windows 7, og den er væsentlig bedre til at finde den eksterne harddisk (... dog stadig ikke så god som Ubuntu!) - men så har den til gengæld et andet trick oppe i ærmet: Når den ikke lide kan finde den eksterne harddisk med det samme, så får den da bare et andet drevbogstav. Så engang imellem hedder den eksterne harddisk F: og en gang imellem hedder den L:. Og når det skifter, så kan Picasa igen ikke finde nogle billeder, og - puf! - så er det forfra med billedsamlingen igen.
I behøver ikke at spørge, om jeg er træt af det. Havde Picasa dog bare ikke været sådan et glimrende program på alle andre måder, så ville alt have været nemmere!
Jeg har en computer - den er god. Jeg har også en ekstern harddisk med USB forbindelse. - den er smart. Så har jeg to operativsystemer på computeren: Ubuntu, som af en eller anden grund altid virker - og så Windows, som bare er ... ja, godt gammeldags jysk træls.
"Hvorfor bruger jeg så ikke bare altid Ubuntu?", sidder I sikker derude og spørger jer selv. Tjo, fordi at der bare er nogle programmer, som er svære at undvære, og som enten ikke findes til andet end Windows, eller også kun findes i en latterligt out-dated og semi-halvhjertet version; Googles Picasa f.eks.
Picasa er smart - bl.a. fordi at det ikke retter i billederne, men derimod gemmer en liste af ændringer ved siden af, så ændringerne bare kan gentages, hvergang billedet skal vises - det gør det supernemt at ombestemme sig. Men Picasa gemmer listen af ændringen et eller andet obskurt sted, hvilket bl.a. gør backup til noget halv-vanskeligt noget.
Men det har også en anden effekt, for hvis Picasa opdager, at den ikke længere kan finde et billede, så glemmer den øjeblikkeligt alt om alle ændringerne til billedet. Og det er den sørme god til, for kan den ikke finde nogen af alle de ti-tusinder af billeder, som jeg efterhånden har samlet sammen, så glemmer den alt om dem på et splitsekund ... og det uden at sige noget om det.
"Hvordan kan billeder da blive væk?", sidder I sikkert også tænker, "... har du ikke bare selv slettet dem?". Ah, helt så oplagt er det ikke - og hvis det bare havde været det, så havde det vel sådan set været en form for OK. Næh, det er værre end som så, for hvis man virkelig skal lave ulykker, så kræver det en computer - eller rettere, Windows.
For da jeg havde min gode, gamle XP, da kunne den ikke altid finde den eksterne harddisk (hvilket var underligt, for det kunne Ubuntu altid). Og ingen harddisk fortolker Picasa straks om, at der ingen billeder er. Puf! Alt væk på et splitsekund.
Så fik jeg Vista, og den var ikke meget bedre. Måske endda værre, men jeg fik samtidig ny hardware, så det var ikke så tydeligt.
Nu har jeg Windows 7, og den er væsentlig bedre til at finde den eksterne harddisk (... dog stadig ikke så god som Ubuntu!) - men så har den til gengæld et andet trick oppe i ærmet: Når den ikke lide kan finde den eksterne harddisk med det samme, så får den da bare et andet drevbogstav. Så engang imellem hedder den eksterne harddisk F: og en gang imellem hedder den L:. Og når det skifter, så kan Picasa igen ikke finde nogle billeder, og - puf! - så er det forfra med billedsamlingen igen.
I behøver ikke at spørge, om jeg er træt af det. Havde Picasa dog bare ikke været sådan et glimrende program på alle andre måder, så ville alt have været nemmere!
Abonner på:
Opslag (Atom)