Om minareter og folkets vilje...

Det vakte en del opmærksomhed rundt omkring i verden, og da i særdeleshed i Danmark, da svejtserne fornyligt i en folkeafstemning mønstrede et flertal for et forslag om forbud imod minareter. Det blev - vel i sær i Danmark - udlagt som et grimt eksempel på religiøs chauvinisme eller måske endda islamofobisk betinget religionsforfølgelse.

I Danmark blev nyheden ofte ledsaget af udsagnet om, at nu fik Svejts også sin Muhammed krise; jeg forstår ikke det tilsyneladende traume, som vi som nation åbenbart stadig har over, at nogle i sin tid hidsede sig voldsomt op over nogle tegninger, og jeg forstår da slet ikke, hvorfor vi har så travlt med, at andre tilsyneladende også skal udsættes for det samme. Krise blev det nu ikke til - i hvert fald ikke i første omgang - det blev mest til nogle skuldertræk og en del advarende ord om det principielle i problemstillingen (sjovt nok mest fra andre religiøse bevægelser).

Den mest forstandige behandling af begivenheden stod weekendavisen for i en kommentar, og jeg hæftede mig specielt ved bemærkningen om, at det ville blive vanskeligt at udmønte det resultat i konkret lovning. Svejts har vedkendt sig det udbredte og snusfornuftige princip om, at man i lovgivning ikke vil gå efter manden, men altid kun efter bolden - og det har man i øvrigt stadfæstet både i grundlovsmæssigt regi, og ved at bakke op om adskillige internationale konventioner.

Hvad vil det sige i praksis - ja, skal man udtrykke det populært, så vil det aldrig blive forbudt at være blondine, og jeg vil bestemt heller ikke bryde mig om et samfund, hvor det kunne ske - men det vil bestemt være muligt at forbyde brugen af afblegningsmidler, hvis det kunne ske med henvisning til f.eks. sikkerheds- eller sundsmæssige hensyn. Det er ikke udtryk for blondine-diskrimination, også selvom det sikkert vil blive opfattet som sådan af mange brintoverilte-blondiner, for det forhindrer hverken naturlige blondiner eller f.eks. solafblegning af håret.

Men tilbage til minareterne og folket vilje: Selvom inspirationen til forslaget om forbud imod minareter sikkert udspringer fra kredse med islamofobisk eller såmænd "bare" xenofobisk baggrund, så tvivler jeg personligt på, at det reelt er det, som ligger bag resultatet. Næ, jeg tror, at bevæggrunden er langt mere lavpraktisk af natur, og det synspunkt synes jeg faktisk, at jeg fik opbakning til i en omgang agurketidsjournalistik, når den er bedst, i nyhederne i går (beklager, men jeg husker ikke, om det var den ene eller den anden kanal):

Når agurketiden truer, så finder man jo gerne et kontroversielt emne at lave en såkaldt "meningsmåling" om (hvad ofte bliver udlagt som en "folkeafstemning-light", hvilket er helt urimeligt, men lad det nu ligge i denne omgang), og denne gang var det minaretforbudet, som skulle igennem vridemaskinen. Ikke overraskende kom man frem til samme resultat som i Svejts.

Her kunne historien så havde stoppet i en almindelig bedre-moralsk fordømmelse af folket stemme(!), men journalisterne havde været snedige, for de havde ledsaget det åbenlyse spørgsmål med spørgsmålet om, hvorvidt at man havde noget imod moskeer i det hele taget. Det havde man overraskende nok ikke, og det kom måske nok bag på journalisterne - det kom i hvert fald i første omgang bag på mig.

Men ved nærmere eftertanke, så giver det måske ganske god mening - hvis man ikke bryder sig om tanken om en muezzins højlydte bedekald fem gange dagligt, men kun bliver spurgt om, hvordan man har det med moskeer, så vil man nok svare negativt - jeg ville i hvert fald. Den samme tanke havde man åbenbart også haft blandt journalisterne, for man havde efterfølgende været rundt og spørge folk på gaden om, hvad de mente om minareter uden bedekald, og det havde de åbenbart ikke kunnet finde nogen, som havde noget imod - og så blev historien rundet af med bemærkningen om, at det faktisk end ikke tilladt med den slags bedekald i den eksisterende lovgivning.

Lad mig sige det igen: glimrende agurketids-journalitisk. Mere af det, tak!

Og her ligger løsningen til svejtserne kattepine sikkert også - det vil give mening at forbyde højlydte bedekald, men i øvrigt tillade minareter i det hele taget (givet at bygningsregulativer og anden fornuftig håndhævelse af naturlig byudviklingen behørigt respekteres) - teknisk set vil det nok kræve endnu en folkeafstemning for at tilfredsstille deres forfatning, vil jeg tro uden at kende noget særligt til det. Højlydte bedekalde vil jo nemt kunne komme til både at overdøve kukure og udløse laviner ;-).

Der løb den sag så ud - der er rent politisk set ikke fugl føde på den. Men hvis man alligevel tager den opgave på sig, at lave lovgivning imod højlydt påkalden af opmærksomhed i det offentlige rum - kald som rækker ud over de allerede omvendte og velvillige lyttere - så synes jeg bestemt, at man seriøst skal overveje at ophæve "folke"-kirkens monopol på at ødelægge byboeres søde skønhedssøvn søndag morgen - det hører efter min mening heller ingen steder henne. Eller i det mindste lave et krav om, at der kun måtte ringes, når kirken var over 80% fuld, til almindelig oplysning om, at så er det nu, hvis man stadig vil have en plads (det vil nok i praksis blive det samme som et totalforbud :-)).

Og når vi er i gang, så kast lige et blik på det vedlagte billede - ja, det er en kirke, men se lige på begge sider af dens kønne tårn: der er nogen, som har tilladt opsætning af lyskastere til en eller anden mere eller mindre tilfældig sportsplads. Sådan noget kan ses 10-20 km væk (dem i Randers kan ses fra motorvejen hele vejen forbi Randers, og er faktisk mere generende end modkørende med langt lys). Og for hvad? Fordi at 22 folk kan rende rundt omkring en bold, mens et par hundrede andre kigger på, medens de forsøger at drikke sig bøvede i lunken fadøl.

Eller hvad med de såkaldte "forlystelsesparker", som åbenbart gerne vil placere sig midt i de bynære skove ... hvis ikke de da kan komme helt ind i centrum ved siden af rådhus og hovedbanegård. Lad os også få dem med, når vi skal lovgive om ro og orden.

Tragedien om COP15

Parternes 15. konference (COP15) viste sig ikke at handle om klima, men om fordelingspolitik. Bevares, klimaet var i høj grad anledningen, eller om man vil, undskyldningen, men efterhånden som skåltalerne klingede af, så blev det hurtigt tydeligt, at det mere handlede om retten til rigdom.

Der er ingen tvivl om, at festen er ved at blive noget overfyldt, og de oprindelige deltagere i festen (den første verden) er alvorlig bekymrede for, om der i det hele taget kan blive ved med at være en fest, hvis alle andre også skal være med. De andre (anført af G77) er i høj grad af den overbevisning, at nu er det deres tur til at feste, og hvis der ikke er plads til alle, så må de, som allerede har festet længe, jo bare afgive pladsen.

Det er ikke nogen ny diskussion, ja faktisk er den ældgammel - den har bare fået nye klæder at svøbe sig i - og derfor er det ret forudsigeligt, hvad der kommer til at ske (eller rettere, ikke ske).

Nogle vil jo mene, at vi bare skal rykke lidt sammen, og så skal det nok altsammen gå. Andre mener, at man bare skal appelere til den sunde fornuft, for det er tydeligt, at hvis der ikke sker noget, så vil det hele blive ødelagt for alle.

Det er i virkeligheden meget anerkendelseværdige synspunkter, som udspringer af gode hjerter, men desværre er det ikke så nemt i praksis, for vi står jo med noget der ligner ærkeeksemplet på "Tragedy of the Commons" (jeg tror at det på dansk oversættes til "Fælledens kollaps") - problemstilling som overfiskeri og anden form for rovdrift på naturressourcer er vand imod de problemer, som vi angiveligt står over for her. Og jeg beklager at sige det, men sporene skræmmer - løsninger, som har fungeret i mindre målestok, ser ikke ud til at kunne virke her.

Spilteoretikerne giver os heller ikke meget håb - vi står med et ikke-nulsums spil, med store ligheder med "Fangernes dilemma". Enhver kan se, at den eneste rigtige løsning på fangernes dilemma, er at stå sammen, men fristelsen for at "free-ride" er i praksis for stor, og sanktionerne tilsvarende alt for små.

COP15 var en chance som skulle tages, også selvom den var spinkel, mend det gik desværre som frygtet. Det eneste håb jeg kan se for en ændring, er at en gruppe af den tunge spillere går sammen, og bliver enige om at ændre spillets regler ... og samtidig gør det klart for alle andre deltagere, at hvis de stadig vil være med i spillet, så skal det være efter de nye regler.

Julen er startet

I har sikkert også opdaget det, men ellers så kan jeg oplyse om, at julen er startet. For os startede den i går (1. december) kl. 05.38. Der kunne jeg ved selvsyn konstatere, at begge drenge var lysvågne og igang med at åbne julekalendre og checke gavesokker. Og så har jeg endda hørt fra nogle af mine kollegaer, at det var sent - hans dreng havde første gang vækket dem kl. 3 for at spørge, om han ikke snart måtte stå op.

Det med gavesokkerne var ellers tæt på: Aftenen før, da jeg var ved at lægge drengene i seng, da kigger den yngste af dem alvorligt på mig. "Far, der er ingen gavesok", siger han så. Åh, nej, det havde vi lige glemt alt om. Jeg roder mig ud i en lang bortforklaring om, at nisserne at kommet bagud med forberedelserne i år, og derfor ikke er klar med alle gaverne til gavesokkerne. "Jamen, julemanden har en gavemaskine, som kan lave alt, hvad vi ønsker os", svarer han bare. Ja, det måtte jeg jo indrømme, for det havde vi jo lige læst i godnathistorien for nogle dage siden.

Og nisserne havde sørme nået det alligevel. Personligt synes jeg nu godt nok, at det lignede noget fra det lager med børnefødselsgaver, som min kære kone har opbygget. Eller også så fik nisserne gavemaskinen til at virke. Smilet på den yngstes ansigt, da han opdagede gavesokken og fandt ud af, at den også havde indhold, var i hvertfald ikke til at tage fejl af.

Jow, jow - det er ganske vist. Julen er kommet rettidigt i gang igen i år! Ho, ho, ho!

Områdeviden

I forhold til databaser, så er jeg typen, som gerne vil udtrykke så meget viden om det domæne, som data omhandler, i databasen. Som minimum helt banalt identitet (og her tænker jeg ikke på kunstige nøgler) og referentiel integritet; og i virkeligheden vil jeg gerne sige meget mere, men som oftest understøtter databasesystemerne det kun i ringe udstrækning. Men lidt har også ret.

Jeg vil gerne have, at databasesystemet hjælper mig med at holde orden i data, så programmerne ikke behøver at gøre det. På den måde bliver programmerne - efter min mening - sikrere og mere koncise.

I modsætning her til står det synspunkt, at databasen sådan set bare er en stor spand, hvor man kan hælde semistrukturerede data i, og det med mindst muligt besvær. Integritetsregler er mest af alt i vejen, og i øvrigt så koster de vist også performance.

Når man opfatter databasen på den måde, så giver det sig selv, at det bliver programmernes ansvar selv at sikre sig, at der er orden i data. Det lægger en større byrde på omhu og på kvalitetssikring.

Selvom jeg har valgt side, så har begge synsvinkler faktisk hver i sær sin rimelighed. Er strukturen i rivende udvikling og/eller er skemaet til at overskue, så er det sandt, at integritetsregler mest af alt er i vejen. Men når kompleksiteten stiger, og når det er vigtigt at have konsistente data, så er det ofte nødvendigt at have databasesystemet som kustoden, som dels kan hjælpe med at vise vej, og dels kan afvise de værste unoder.

Kort sagt, så hjælper integriteretreglerne med fastholde viden om domænet.

I forhold til programmeringssprog, så er jeg typen, som har det bedst med sprog, som har en statisk typestruktur. Statisk typecheck gør det muligt at udtrykke ens forståelse af domænet præcist, og advarer en tidligt, hvis man - populært sagt - prøver at blande pærer og bananer.

I modsætning hertil står programmeringssprog med en dynamisk typestruktur. Hvis domæneforståelsen er under udvikling, og man i har tilstrækkeligt overblik og udviser fornøden omhu, så er statisk typecheck mest af alt en spændetrøje på kreativiteten.

Jeg kunne fortsætte, men i virkeligheden så vil jeg blive ganske skuffet, hvis I ikke allerede har gættet, at min pointe er, at der er tale en interessant parallel: integritetsregler i en database er en måde at udtrykke forretningsforståelse på, og det er typesystemet i et programmeringssprog også.

Min holdning burde også være klar: jeg vil hellere lade compileren sikre konsistensen, end at jeg vil bruge tid på at skrive og vedligeholde unittest, som i bund og grund kun gør det samme.

Alligevel må jeg erkende, at det kan blive belastende hele tiden at skulle bekræfte compileren i, at man godt kan huske, hvad der er pærer og hvad der der bananer. Rigtigt slemt bliver det, når man har noget kode, hvor man egentlig i bund og grund er lige glad med, om det er den ene eller den anden konkrete type - man tager bare imod pærer og giver pærer videre ... og viser de sig på et tidspunkt i virkeligheden at være bananer, så gør det ikke noget, bare man kan få og give dem videre uden at det bliver blandet sammen.

Tag f.eks. følgende lille stump Scala kode:

class Bowl {
  def getAFruit = new Pear
  def add(fruit: Pear) = "Added "+fruit.toString 
}

case class Pear  
case class Banana
  
object Mixer {
  def mix(aBowl: Bowl, anotherBowl: Bowl) = {
    val fruit = aBowl getAFruit;
    anotherBowl add(fruit)
  }
}

Her er tale om skåle til een slags frugt, og en mixer, som tager et stykke frugt fra den slags skåle og lægger det over i en anden skål af samme slags. Og
grundlæggende set, så er mixeren faktisk lige glad med frugter - var det ikke lige fordi, at jeg havde kaldt metoder og variable noget frugtagtigt, så kunne det faktisk være hvad som helst.

Ændrer man skålen til at give og tage bananer i stedet, så virker mixeren stadig. Men prøver man at lave om på skålen, så den giver bananer og tager imod pærer, så brokker compileren sig, som den skal - så der er i virkeligheden et typecheck omme bagved - vi bliver bare hjulpet af typeinferensen til at glemme det for et øjeblik. Og sådan bør det også være - det ligner for mig nærmest noget af det gode fra begge verdener.

...og så for at lige at forgribe evt. kommentarer: Ja, det kunne modelleres mere præcist, f.eks. med anonyme typer - men det er helt anden snak.

Om kontorer

Prøv at læse ComputerWorld i dag - de har en artikel med titlen "Sådan indretter du det bedste it-kontor" (nej, ingen præcise links, for det kan danske dagblade ikke lide) - man skal godt nok igennem de første par sider for at komme igennem de fleste almindeligheder, men så kommer der også et par fine pointer.

En pointe er, at store kontorer gør det nemt at finde sammen for at samarbejde. Forudsat selvfølgelig, at man kan finde ud af at samarbejde i forvejen, for ellers begynder man bare at gå hinanden på nerverne, og i værste fald udarter der sig en "tyssekultur" (hvor er det dog et fedt ord!). Det er sandt - jeg har siddet i store kontorer, hvor vi kunne sidde hele projektet, og være os selv, sammen, og det var rigtigt godt. Men jeg har også siddet i kontorlandskab, hvor vi var adskillige projektet fordelt over flere forskellige afdelinger, og det var en pest.

En anden pointe er, at der ikke kun er brug for samarbejde, men også brug for plads til individuelt arbejde. Ja, tak! Her er man knapt så klar i spyttet, og svinger sig højest op til at mumle noget om plads til hjemmearbejdspladser. Det er efter min mening ikke godt nok - hjemmearbejde er efter min mening ikke ideelt; både fordi, at det er et skråplan at invitere arbejdet alt for permanent indenfor, der hvor man helst skulle have en helle - men også fordi at det simpelthen er for upraktisk. Ja, bevares, ikke et eneste ondt ord herfra om den fleksibilitet, som hjemmearbejdspladser giver - tvært imod - det er bare ikke løsningen på behovet for rum til individualitet. Der må kunne laves noget, som er bedre, og gerne noget, som man kan føle er ens eget, på samme måde, som kontorstolen og bordet er det i storrummet. Jeg tror snildt at en gruppe af mennesker vil kunne dele sådan et sted, bare det ikke bliver alt for mange.

En tredje pointe er, at der er behov for "projektrum" - det er ikke helt klart, om det skal tages bogstaveligt, og forstås som en ekstra lokale til projektet (hvilket absolut giver mening), eller om det mere er et spørgsmål om projektet også skal kunne rummes. Vigtigt er det i hvert fald med vægplads til alt hvad projektet behøver - opslagstavler, grafer, plakater, oversigter og fælles bøger: alt det, som ofte bliver ofret i storrummene for at få stoppet de sidste par personer ind, og for at lave plads til store vinduer med dagslys. Forstå det dog: vi har brug for vægplads! ... og det inkluderer også pladsen umiddelbart foran væggen - der kan ikke lige stå et skrivebord eller sidde en ekstra person med ryggen til; og heller ikke selvom han er ekstern konsulent, og kun er der tre dage om ugen.

Så storrumskontorer - ja, tak, for det er på mange måder en genial ide - men husk at der stadig skal være plads til at være individuel ... og aldrig på bekostning af vægpladsen og rummet til spontane møder (ellers samles vi på gangen eller foran kaffeautomaten - eller endnu værre, holder helt op med at mødes!).

Hvad kan vi nå...?

Der er vist et ordsprog siger siger, at hvis man prøver at jage to fugle, så får man ingen af dem. Jeg vil her prøve at tale om to ting, som begge har noget at gøre med hvor meget man kan nå (som nogle kalder det effektivitet eller velocity eller noget helt tredje...), og så håber jeg, at de er så beslægtede, at jeg får ram på i hvert fald noget af det.

Den første er den erkendelse, som vi vel alle kender, at når man skal koncentrere sig, så skal man have ro. Det er derfor, at der er stille på bibliotekets læsesal, og det er derfor, at vi som studerende lukkede os inde på vores værelser, når vi skulle have noget fra hånden. Jeg ynder selv at bruge metaforen, at vi bygger mentale korthuse - med den prøver jeg dels at ramme det faktum, at man ikke kan bygge et korthus halvhjertet: det kræver fuld koncentration - men også at det hele kan ramle sammen selv ved små udefra kommende forstyrrelser: en tilfældig vind fra en dør som bliver åbent, eller en uforsigtig person, som lige snitter bordet, hvor korthuset står på ... der skal ikke meget til.

Jeg har tidligere blogget lidt om ready-ready, hvor jeg dengang hæftede mig ved det faktum, at ting skulle være i orden og helt klar, inden man gik i gang. Men jeg har også haft lejlighed høre Carsten fortælle om sin artikel, og han pegede også på, at det var vigtigt at kunne gøre det færdig, som man var gået i gang med. Eller med andre ord, at det ikke var nok, at alle opgaver var klar - det var også vigtigt, at der ikke blev skiftet hest i vadestedet flere gange undervejs.

Der er en erkendelse, som andre også er kommet frem til: i denne artikel fra Coding Horror fortælles om den dramatiske nedgang i opgaveløsningsevnen der kommer, når man prøver at multitaske - og i denne artikel fra Software Nation diskuteres begrebet "flow", og det faktum at flow-stilstanden kan brydes på et øjeblik, men som tommelfingerregel tager i omegnen af et helt kvarter at skabe - der skal mao. ikke mange forstyrrelser til på en dag førend megen god tid er blevet tabt.

Derfor ser man også tit, at folk med behov for at koncentrere sig prøver at skabe lommer af ro i løbet af dagen, f.eks. ved at møde tidligt, blive sent eller ved at tage hovedtelefoner på. Nogle kan også formå at komme i en zen-lignende trance, som gør at de virker distræte og tabt for omverdenen.

Ud fra ovenstående er det oplagt, at jo mere ro, jo bedre, men det er desværre ikke så simpelt. Meget af det, som vi i dag går og laver, er blevet så kompliceret, at det kræver andres hjælp - en hjælp, som vi har brug for, for ikke at få brudt vores flow, men som samtidig gør, at vi bliver nød til at bryde andres flow.

At diskutere hvad, der vil være den rette balance, er bestemt også interessant, men faktisk vil jeg ikke gå længere her, end til at konstatere, at ro og kontinuitet hhv. forstyrrelser og afbrydelser er en betydelig faktor i forståelsen af, hvor meget man kan nå.

Det er vel en af grundene til, at man ser mange gå væk fra at estimere i timer, for ingen timer er ens: et timeestimat indeholder både et gæt på opgavens kompleksitet og et gæt på den forventede produktivitet. En bedre måde at estimere på vil være, at fokusere på kompleksitet og effektivitet som to forskellige størrelser.

Kompleksitet kan man måle i idealtimer (hvor lang tid skal en uforstyrret udvikler bruge), og derefter lave en forholdsmæssig reduktion for, hvad forstyrrelser betyder - en tommelfingerregel siger, at der kan leveres 6 effektive timer på en 7½ times arbejdsdag, men det afhænger meget af forstyrrelsernes karakter og omfang, så det kan til tider være væsentligt mindre (i parentes skal bemærkes, at denne størrelse godt kan blive selvrefererende, for i virkeligheden vil det feedback som kommer i kraft af vundne erfaringer gøre, at man efter nogen tid ikke længere arbejder med "idealtimer", men derimod med "den slags timer, som der er seks af på en dag med de sædvanlige forstyrrelser" ... men det er en anden snak).

Andre går skridtet videre, og frigør helt kompleksitet fra fysisk eller virtuel tid, for vi har alle forskellige forudsætninger (og forskellighed kendetegner netop et godt team, for så kan man supplere hinanden). Forskelligheden betyder f.eks., at det er helt naturligt, at jeg kan se på en opgave og tænke "10 dage", mens mine kollegaer tænker "2 dage" hhv. "5 dage" - og vi kan alle have ret, hver for sig. Derfor vil man ofte i stedet prøve at estimere i relative størrelser af sammenlignelige opgaver - det være sig "storypoints" eller "gummibamser" eller hvad man nu finder på - pointen er, at ved at frigøre sig fra noget, som a priori har en fast betydning, så kan man i stedet blive enige om en fælles relativ reference.

Godt - hvis vi nu lige for argumentet skyld lige antager, at der er helt styr på det med vurdere, hvor lang tid noget tager, så er der faktisk endnu en usikkerhed, som jeg tit oplever at man overser: nemlig hvor meget tid, som rent faktisk står til rådighed.

Det mentale trylletrick som oftest laves, er at antage at alle er der fuld tid, medmindre at de holder fri eller er på heldags kursus el.lign ... og det er faktisk ofte på langt sigt og i det store og hele et meget godt gæt (som så også er regnet ind i antagelsen om en 6 effektive timer på en dag). Men det er et gæt, på samme måde som vi ovenfor gættede på produktiviteten.

I og med at det er et gæt, så er det faktisk interessant at måle på den på samme måde som fremdrift måles. Skyldes den faktiske fremdrift f.eks. høj produktivitet kombineret med korte dage og sygdom, eller er det lav produktivitet med lange dage og en helt usædvanlig sygdomsfri periode?

Har man let adgang til løbende registrering af timeforbrug, så kan det derfor være interessant at plotte en kurve over et "faktisk effort burndown" plottet op imod det "planlagte effort burndown", som jo findes på alle burndowncharts. Og hvis adgangen til faktisk forbrug ikke er så let, så er det såmænd også meget fint bare at tage totalen med i de jævnlige revurderinger (f.eks. ifm. retrospektiv). For på samme måde, som det er interessant at diskutere, hvor megen "kompleksitet", som man nåede i forhold til planen, så er det også ganske interessant at diskutere, hvor god planen var. Er niveauet stabilt, så bliver der ikke så meget at snakke om, men ændrer det sig, så kan det være, at der er forhold som kræver opmærksomhed.

Opsummerende, så kan man sige, at spørgsmålet om, hvad man kan nå afhænger af (mindst) tre faktorer:

1. Opgavens omfang (kompleksitet)
2. Vilkårene for dens løsning (effektivitet, eller kompleksitet i forhold til forbrugt tid)
3. Ressourceudnyttelse (efficiens, eller forbrugt tid i forhold til planlagt tid)

Om muligt, så bør man opsamle erfaringer for alle tre faktorer - for kender man dem ikke, så er det yderst vanskeligt at sige noget om, hvad man kan nå. Ved at skille faktorerne ad i stedet for at betragte dem samlet, så vil man dels opnå en mindre samlet variation i gættene, men også en større forståelse for, hvorfor gættene lander, hvor de gør.

15 skridt

Bussen går et stykke fra, hvor vi bor, og derfor har vi efterhånden fået en hel lille tradition med at deles om tage min kones cykel der hen, og så lade den stå ved stoppestedet til, når vi kommer hjem igen.

I dag da jeg kom med bussen, da kunne jeg så konstatere, at nogen havde brugt cykelkurven som affaldsspand: der lå en halv pølse og noget sammenkrøllet pølsepapir i den - de glade givere havde i øvrigt ikke været særligt gode til at ramme, for der lå lige så meget på jorden omkring cyklen.

Og så er det, at man spørger sig selv: hvorfor? Den nærmeste skraldespand var stort set tom, og lå kun femten skridt væk - jeg ved det, for jeg talte dem, da jeg gik derhen med affaldet.

Gad vide, om det er nogen, som trænger meget til briller, men ikke har råd på grund af finanskrisen? Eller måske kom jeg helt uforvarende til at ødelægge en fremtidig installationskunstners allerførste værk?