Jeg må tilstå: jeg har en temmelig underlig interesse, nemlig versionsstyring og versionsstyringssystemer. Jeg har tidligere skrevet lidt forskelligt om emnet, men på det seneste er jeg så småt begyndt at interessere mig for Git.
Git i sig selv er mange ord værd, men det er faktisk ikke det, som jeg vil skrive om her; mest fordi at mine erfaringer indtil videre er noget begrænsede (for en knap så kort oversigtsartikel om git, vil jeg henvise til Wikipedia).
Næh, det som jeg har på hjerte er, at jeg har fundet git-hub, som er et site, hvor man kan få hostet sine git-repositories. Og hvis man er villig til at dele sin kildetekst med alle (det hedder vist nok "Open Source"), så koster det gratis.
Det, som man giver andre ret til, er at se hele versionshistorikken, og at starte deres egen variant - det hedder meget passende "kloning" - men ikke til at committe direkte til ens eget repository. Klassisk set er det, at få "gaflet" (forked) et projekt noget af det, som har givet anledning til de fleste søvnløse nætter og de største ord-krige, men her er det faktisk noget, som ikke alene er indbygget i både git og git-hub - det er faktisk noget, som man aktivt opfordrer til. For den bagvedliggende tanke er ikke, at vejene skal skilles for evigt, men i stedet at man for en kort bemærkning lige afsøger området omkring den slagne sti, for så at vende tilbage igen med det gode, som man måske fandt. For rettelser fra kloner kan snildt indarbejdes i det oprindelige repository, og herved har man nærmest vendt begrebet på hovedet: hvis kloning er noget man gør hyppigt nok, så er det en ting, som man kan udnytte positivt.
Og der er ingen der siger, at den oprindelige vej, er den bedste, så måske vil de fleste i stedet vælge det, som oprindeligt var en afstikker, hvorved det så bliver hovedvejen. Det vil i sandhed være realisering af begrebet "shared source": ingen ejer kildeteksten; og alle har lige ret til at komme med deres bud på fremtiden.
Nå, men inden dette bliver alt for lomme-filosofisk, så vil jeg lige pege på en sjov lille ting på git-hub, som de kalder for "gists" - det er en slags mini-repository, eller en slags offentligt klippebord for filer med fuld versionshistorik. Om det kan bruges til noget i praksis, ved jeg ikke helt, men jeg måtte simpelthen prøve det af, så jeg har oprettet mit eget lille gist - ikke noget specielt, bare et lille fragment fra mine første eksperimenter med Scala og Xml. Men kom og leg med, hvis du har lyst - det er det, som git-hub går ud på!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar