Da jeg i sin tid startede på Handelshøjskolen, da grinede vi en del af vittigheden om, at lotteri i virkeligheden er en ekstraskat på de sandsynlighedsregningsmæssigt udfordrede. Senere er det gået op for mig, at intet kunne være mindre sandt: et negligerbart men sikkert tab imod en lille mulighed for en skelsættende stor gevinst, kan faktisk være attraktiv (det kommer i høj grad an på, hvad ens situation i øvrigt er). Og læg så dertil retten til at drømme for en stund. Næh, verden er ikke så nem som de introducerende tekster gerne ville gøre den til.
Første gang at jeg hørte om Helle og Villys "giv os en time om ugen"-plan, så tænkte jeg godt nok, at det var underligt, at det blev opfattet som en mere farbar vej at bede 40 mennesker, som allerede arbejder "fuld" tid, om en time mere, end at få bare en arbejdsdygtig, men i dag offentligt forsøget person, igang med at arbejde.
Men måske har de ret - det er trods alt deres gesjæft at have en god fornemmelse for, hvad retning de politiske vinde blæser. Og ihukommende mine erfaringer med lotterispillets finurligheder, så må jeg erkende, at man ikke bare lige kan regne om imellem fuldtidsbeskæftigede og ubeskæftigede (i videste forstand, for vi har efterhånden fået opbygget et system, hvor man nemt kan blive klassificeret som værende "uden for arbejdsstyrken" og dermed ved et kunstgreb ikke tæller med som arbejdsløs).
Det er i hvert fald rigtigt set, at vi bliver nødt til at tage tyren godt ved hornene og kigge den dybt i øjnene - vi bliver nødt til at øge vores effektivitet, og vil vi ikke løbe hurtigere, så må vi enten løbe i længere tid (eller være flere til at løbe). Så på den led, så er det fin plan - man kan måske nok med rette indvende, at det er både for lidt og for sent til at gøre en forskel, men der er vi jo nok tilbage ved det, som mere prosaisk ofte kaldes for det muliges kunst. Hellere en fugl i hånden end ti på taget!
Trods det lave ambitionsniveau har forslaget nu alligevel sine udfordringer i praksis:
Den første står jeg såmænd selv for - jeg arbejder allerede jævnligt mere end en time ekstra om ugen uden at det medfører nogen særlig opmærksomhed (jeg har fået at vide, at det følger med fin titel, ansvar og gråt hår...). Så jeg tænker, at det må være alle I andre, som altså lige må lægge jer lidt mere i selen, og se at komme ind i spillet!
Og så er der den med at have gjort regning uden vært, for man kan måske nok mene, at Villy og Helle her er ude med at love en gratis omgang på andres regning. Siden det kom frem, har vi da også måtte lægge øre til, at de godt og grundigt er blevet undsagt af "en af deres egne", nemlig Dennis Kristensen. Selvom han tydeligvis har nogle medlemmer i ældreplejen, som sagtens vil kunne finde de berømte 12 minutter om dagen, uden at komme til at svede af den grund, så mener han stadig at buen i hans kreds er spændt til bristepunktet. Så han tænker også, at det må være nogle andre, som må lægge sig godt i selen, og se at komme ind i spillet!
Men det for mig største skud for boven, som planen fik, kom faktisk fra en helt anden kant: en kyndig person henledte i al stilhed opmærksomheden på, at store dele af overenskomstforhandlingerne er lokale - og der er central indflydelse ikke gangbar valuta. Så de mere lavmælte af Helle og Villys venner kan næppe heller levere varen - de regner nemlig også med at sende regningen for festen videre til nogle andre.
Så måske er det alligevel ikke så nemt at få 40 fuldtidsbeskæftigede til at arbejde lidt mere. Synd, for vi bliver altså nød til at gøre noget ved den samlede samfundsproduktion, hvis vi alle skal have et godt liv, også fremover.
PS: Læg i øvrigt mærke til retorikken - det var ikke "en time om ugen", men "12 minutter om dagen". Det svarer lidt til, at alting koster noget med ...99 til sidst. Og mon ikke det virker bedre end "giv os halvdelen af din frokostpause", for det vil vække de sovende uhyrer omkring betalt frokost i nogle dele af samfundet...
