Vigtigst af alt, så oversætter Scala kode til JVM class-filer, og andre JVM klasser kan nemt integreres. Som Java kyndig brænder man altså ingen broer - man kan stadig bruge alt det, som allerede findes på platformen, og man kan flette ny Scala kode sammen med sin eksisterende Java.
Der er en ganske hæderlig typeinferens. Typeinferens ligner på overfladen "duck typing", men nedenunder findes et stærkt statisk typecheck. Det er en meget stor behagelighed, når man koder, for hvis typen kan regnes ud af sammenhængen, så klarer compileren det som hovedregel fint. Man undgår med andre ord at skulle gentage sig selv igen og igen overfor noget som virker som en meget tungnem compiler.
På den anden side, så kommer compileren en gang imellem og brokker sig over inkompatible typer. Hver gang har jeg tænkt, at her var den godt nok noget fatsvag, men hvergang har jeg modstræbende måtte erkende, at her havde den altså ret: Jeg havde ikke styr på, hvad jeg lavede og jeg var ved at blande fisk og cykler. Mine to mest almindelige fejl var, at jeg ikke var helt fortrolig med syntaksen for delvist anvendte funktioner (partial applied function), og når der havde sneget sig en anden resultattype ind (så funktionens resultat blev den fælles supertype i stedet for den første resultattype) .
Den tredje grund til at vælge Scala var, at det understøtter et funktionelt paradigme - det er nyt for mig, for jeg har stort set kun programmeret i imparative (procedurale og objekt-orienterede) sprog - med SQL som en mærkbar deklarativ undtagelse. Jeg har stadig meget svært ved at tænke funktionelt (Scala-kode kan også laves imparativt), men det er en stor lettelse for mig, at funktionen nu igen har fået en fornem placering i sproget - i Pascal var den nogenlunde med, men i Java har man holdt den objekt-orienterede fane så højt, at funktionen blev sat godt og grundigt i skammekrogen; det har gjort det nødvendigt for os at lave store og grimme krumspring undervejs for at omgå begrænsningerne. Da Scala er et funktionelt programmeringssprog, så har jeg pludselig fået nogle nye og spændende muligheder, som jeg ikke har set før, og som jeg virkelig kan se et stor potential i (mumle, mumle, golden hammer, mumle, mumle...)
Jeg tror nok, at det var Kung-fu-tze, der engang sagde noget i retning af:
"Læsning skaber en oplyst mand, overvejelse en vis mand - men kun handling den fuldkomne mand".Jeg har læst, og jeg har overvejet ... og nu har jeg også prøvet at skrive mit første ikke-trivielle program i Scala. Det var egentlig en skrivebordsøvelse og baserer sig på ideen om, at skal man lave et godt hold, så skal man ikke finde folk, som er gode til de samme ting, men derimod folk som kan supplere hinanden.
Jeg havde den første prototype kørende på kun 14 liniers kode! Den havde godt nok hardkodet input, og kun en variant af klassifikationen, men ellers var der ikke snydt; den var fuldt funktionsdygtigt, og viste at princippet fungerede. Den baserede sig på lister, tupler, int og string - og derfor havde jeg tit svært ved at holde tungen lige i munden.
Efterfølgende er ansvaret blevet fordelt ud over diverse klasser, og alle klassifikationsregler blev implementeret. Herved steg antallet af kodelinier til det 10-dobbelte; det er en solid stigning, men stadig imponerede lidt problemstillingen taget i betragtning.
Lige nu er programmet oppe på ca. 230 linier, men så er der også parsning af input i løst formatteret tekstformat og pæn sortering, klassificering og formattering af output. Jeg tror, at et Java program til at det samme nemt kunne være løbet op i det 3-dobbelte antal kodelinier.
Et sprog, som kan spænde over at lave en kompakt teknologi-mockup og direkte op til et fuldt program - og gøre det godt hele vejen - det er da vist ikke helt skørt?
En ting, som jeg har bemærket undervejs, er funktionel programmering hele tiden får en til at overveje muligheden for generaliseringer - det er ikke mindst forklaringen på, hvorfor at koden bliver så kompakt - det ender med at blive noget som næsten ligner one-liners uden at det udarter sig til at blive Perl; man ender med kode præcis som man tænker.
En generalisering, som jeg stadig har til gode, er at eksternalisere kategorierne og klassifikationsreglerne. Jeg har sådan set allerede lavet det grundlæggende arbejde, for selvom de er hardkodet, så er det lister af instanser af nogle få kategoriklasser og nogle få meta-klassifikations-funktioner. Derfor kan programmet godt ende med at blive mindre igen, samtidig med at det bliver mere generelt.
