tirsdag den 29. december 2009

Om minareter og folkets vilje...

Det vakte en del opmærksomhed rundt omkring i verden, og da i særdeleshed i Danmark, da svejtserne fornyligt i en folkeafstemning mønstrede et flertal for et forslag om forbud imod minareter. Det blev - vel i sær i Danmark - udlagt som et grimt eksempel på religiøs chauvinisme eller måske endda islamofobisk betinget religionsforfølgelse.

I Danmark blev nyheden ofte ledsaget af udsagnet om, at nu fik Svejts også sin Muhammed krise; jeg forstår ikke det tilsyneladende traume, som vi som nation åbenbart stadig har over, at nogle i sin tid hidsede sig voldsomt op over nogle tegninger, og jeg forstår da slet ikke, hvorfor vi har så travlt med, at andre tilsyneladende også skal udsættes for det samme. Krise blev det nu ikke til - i hvert fald ikke i første omgang - det blev mest til nogle skuldertræk og en del advarende ord om det principielle i problemstillingen (sjovt nok mest fra andre religiøse bevægelser).

Den mest forstandige behandling af begivenheden stod weekendavisen for i en kommentar, og jeg hæftede mig specielt ved bemærkningen om, at det ville blive vanskeligt at udmønte det resultat i konkret lovning. Svejts har vedkendt sig det udbredte og snusfornuftige princip om, at man i lovgivning ikke vil gå efter manden, men altid kun efter bolden - og det har man i øvrigt stadfæstet både i grundlovsmæssigt regi, og ved at bakke op om adskillige internationale konventioner.

Hvad vil det sige i praksis - ja, skal man udtrykke det populært, så vil det aldrig blive forbudt at være blondine, og jeg vil bestemt heller ikke bryde mig om et samfund, hvor det kunne ske - men det vil bestemt være muligt at forbyde brugen af afblegningsmidler, hvis det kunne ske med henvisning til f.eks. sikkerheds- eller sundsmæssige hensyn. Det er ikke udtryk for blondine-diskrimination, også selvom det sikkert vil blive opfattet som sådan af mange brintoverilte-blondiner, for det forhindrer hverken naturlige blondiner eller f.eks. solafblegning af håret.

Men tilbage til minareterne og folket vilje: Selvom inspirationen til forslaget om forbud imod minareter sikkert udspringer fra kredse med islamofobisk eller såmænd "bare" xenofobisk baggrund, så tvivler jeg personligt på, at det reelt er det, som ligger bag resultatet. Næ, jeg tror, at bevæggrunden er langt mere lavpraktisk af natur, og det synspunkt synes jeg faktisk, at jeg fik opbakning til i en omgang agurketidsjournalistik, når den er bedst, i nyhederne i går (beklager, men jeg husker ikke, om det var den ene eller den anden kanal):

Når agurketiden truer, så finder man jo gerne et kontroversielt emne at lave en såkaldt "meningsmåling" om (hvad ofte bliver udlagt som en "folkeafstemning-light", hvilket er helt urimeligt, men lad det nu ligge i denne omgang), og denne gang var det minaretforbudet, som skulle igennem vridemaskinen. Ikke overraskende kom man frem til samme resultat som i Svejts.

Her kunne historien så havde stoppet i en almindelig bedre-moralsk fordømmelse af folket stemme(!), men journalisterne havde været snedige, for de havde ledsaget det åbenlyse spørgsmål med spørgsmålet om, hvorvidt at man havde noget imod moskeer i det hele taget. Det havde man overraskende nok ikke, og det kom måske nok bag på journalisterne - det kom i hvert fald i første omgang bag på mig.

Men ved nærmere eftertanke, så giver det måske ganske god mening - hvis man ikke bryder sig om tanken om en muezzins højlydte bedekald fem gange dagligt, men kun bliver spurgt om, hvordan man har det med moskeer, så vil man nok svare negativt - jeg ville i hvert fald. Den samme tanke havde man åbenbart også haft blandt journalisterne, for man havde efterfølgende været rundt og spørge folk på gaden om, hvad de mente om minareter uden bedekald, og det havde de åbenbart ikke kunnet finde nogen, som havde noget imod - og så blev historien rundet af med bemærkningen om, at det faktisk end ikke tilladt med den slags bedekald i den eksisterende lovgivning.

Lad mig sige det igen: glimrende agurketids-journalitisk. Mere af det, tak!

Og her ligger løsningen til svejtserne kattepine sikkert også - det vil give mening at forbyde højlydte bedekald, men i øvrigt tillade minareter i det hele taget (givet at bygningsregulativer og anden fornuftig håndhævelse af naturlig byudviklingen behørigt respekteres) - teknisk set vil det nok kræve endnu en folkeafstemning for at tilfredsstille deres forfatning, vil jeg tro uden at kende noget særligt til det. Højlydte bedekalde vil jo nemt kunne komme til både at overdøve kukure og udløse laviner ;-).

Der løb den sag så ud - der er rent politisk set ikke fugl føde på den. Men hvis man alligevel tager den opgave på sig, at lave lovgivning imod højlydt påkalden af opmærksomhed i det offentlige rum - kald som rækker ud over de allerede omvendte og velvillige lyttere - så synes jeg bestemt, at man seriøst skal overveje at ophæve "folke"-kirkens monopol på at ødelægge byboeres søde skønhedssøvn søndag morgen - det hører efter min mening heller ingen steder henne. Eller i det mindste lave et krav om, at der kun måtte ringes, når kirken var over 80% fuld, til almindelig oplysning om, at så er det nu, hvis man stadig vil have en plads (det vil nok i praksis blive det samme som et totalforbud :-)).

Og når vi er i gang, så kast lige et blik på det vedlagte billede - ja, det er en kirke, men se lige på begge sider af dens kønne tårn: der er nogen, som har tilladt opsætning af lyskastere til en eller anden mere eller mindre tilfældig sportsplads. Sådan noget kan ses 10-20 km væk (dem i Randers kan ses fra motorvejen hele vejen forbi Randers, og er faktisk mere generende end modkørende med langt lys). Og for hvad? Fordi at 22 folk kan rende rundt omkring en bold, mens et par hundrede andre kigger på, medens de forsøger at drikke sig bøvede i lunken fadøl.

Eller hvad med de såkaldte "forlystelsesparker", som åbenbart gerne vil placere sig midt i de bynære skove ... hvis ikke de da kan komme helt ind i centrum ved siden af rådhus og hovedbanegård. Lad os også få dem med, når vi skal lovgive om ro og orden.

søndag den 20. december 2009

Tragedien om COP15

Parternes 15. konference (COP15) viste sig ikke at handle om klima, men om fordelingspolitik. Bevares, klimaet var i høj grad anledningen, eller om man vil, undskyldningen, men efterhånden som skåltalerne klingede af, så blev det hurtigt tydeligt, at det mere handlede om retten til rigdom.

Der er ingen tvivl om, at festen er ved at blive noget overfyldt, og de oprindelige deltagere i festen (den første verden) er alvorlig bekymrede for, om der i det hele taget kan blive ved med at være en fest, hvis alle andre også skal være med. De andre (anført af G77) er i høj grad af den overbevisning, at nu er det deres tur til at feste, og hvis der ikke er plads til alle, så må de, som allerede har festet længe, jo bare afgive pladsen.

Det er ikke nogen ny diskussion, ja faktisk er den ældgammel - den har bare fået nye klæder at svøbe sig i - og derfor er det ret forudsigeligt, hvad der kommer til at ske (eller rettere, ikke ske).

Nogle vil jo mene, at vi bare skal rykke lidt sammen, og så skal det nok altsammen gå. Andre mener, at man bare skal appelere til den sunde fornuft, for det er tydeligt, at hvis der ikke sker noget, så vil det hele blive ødelagt for alle.

Det er i virkeligheden meget anerkendelseværdige synspunkter, som udspringer af gode hjerter, men desværre er det ikke så nemt i praksis, for vi står jo med noget der ligner ærkeeksemplet på "Tragedy of the Commons" (jeg tror at det på dansk oversættes til "Fælledens kollaps") - problemstilling som overfiskeri og anden form for rovdrift på naturressourcer er vand imod de problemer, som vi angiveligt står over for her. Og jeg beklager at sige det, men sporene skræmmer - løsninger, som har fungeret i mindre målestok, ser ikke ud til at kunne virke her.

Spilteoretikerne giver os heller ikke meget håb - vi står med et ikke-nulsums spil, med store ligheder med "Fangernes dilemma". Enhver kan se, at den eneste rigtige løsning på fangernes dilemma, er at stå sammen, men fristelsen for at "free-ride" er i praksis for stor, og sanktionerne tilsvarende alt for små.

COP15 var en chance som skulle tages, også selvom den var spinkel, mend det gik desværre som frygtet. Det eneste håb jeg kan se for en ændring, er at en gruppe af den tunge spillere går sammen, og bliver enige om at ændre spillets regler ... og samtidig gør det klart for alle andre deltagere, at hvis de stadig vil være med i spillet, så skal det være efter de nye regler.

onsdag den 2. december 2009

Julen er startet

I har sikkert også opdaget det, men ellers så kan jeg oplyse om, at julen er startet. For os startede den i går (1. december) kl. 05.38. Der kunne jeg ved selvsyn konstatere, at begge drenge var lysvågne og igang med at åbne julekalendre og checke gavesokker. Og så har jeg endda hørt fra nogle af mine kollegaer, at det var sent - hans dreng havde første gang vækket dem kl. 3 for at spørge, om han ikke snart måtte stå op.

Det med gavesokkerne var ellers tæt på: Aftenen før, da jeg var ved at lægge drengene i seng, da kigger den yngste af dem alvorligt på mig. "Far, der er ingen gavesok", siger han så. Åh, nej, det havde vi lige glemt alt om. Jeg roder mig ud i en lang bortforklaring om, at nisserne at kommet bagud med forberedelserne i år, og derfor ikke er klar med alle gaverne til gavesokkerne. "Jamen, julemanden har en gavemaskine, som kan lave alt, hvad vi ønsker os", svarer han bare. Ja, det måtte jeg jo indrømme, for det havde vi jo lige læst i godnathistorien for nogle dage siden.

Og nisserne havde sørme nået det alligevel. Personligt synes jeg nu godt nok, at det lignede noget fra det lager med børnefødselsgaver, som min kære kone har opbygget. Eller også så fik nisserne gavemaskinen til at virke. Smilet på den yngstes ansigt, da han opdagede gavesokken og fandt ud af, at den også havde indhold, var i hvertfald ikke til at tage fejl af.

Jow, jow - det er ganske vist. Julen er kommet rettidigt i gang igen i år! Ho, ho, ho!