onsdag den 18. marts 2009

Tanker på vejen

Jeg har fået kørt en del i bil på det seneste, og der har jeg tillagt mig en lidt pudsig vane. Min bil blev i sin tid købt som fabriksny, men det er efterhånden et stykke tid og over 100.000 km siden. Dens alder (og pris) gør, at den har en slags kørecomputer - man kan se flere forskellige oplysninger, som køretid, gennemsnitshastighed og brændstofforbrug - men i modsætning til de nyere og dyrere biler, så kan man ikke se det hele på en gang inkl. 6 forskellige radiostationer; man er nødt til at vælge at vise en enkelt af dem, og det inkluderer uret.

Og her er så det pudsige: Hvis jeg lader den stå på at vise, hvad klokken er blevet, så kommer jeg til at fokusere helt vildt meget på, om jeg nu også når frem i tide. Og derfor kommer jeg nemt til at køre langt mere aggressivt end jeg egentligt bryder mig om. Den anden ting, som jeg kan konstatere er, at selvom jeg kører en af tre-fire faste ruter hver dag, så er jeg virkelig dårlig til at regne ud, hvad der er realistiske tider for de forskellige dele af strækningen.

For sjov skyld prøvede jeg så at slå computeren over på at vise det aktuelle brændstofforbrug, og det havde den stik modsatte effekt: Her kom jeg til at køre fuldkommen "morfar"! Igangsætninger skete nu meget laaaangsooomt, for jeg kunne ikke klare at se det faktum i øjnene, at forbruget er astronomisk højt i de små gear. En anden effekt var, at jeg nok lå nok forrest i flere overhalingskøer end godt var.

Derefter slog jeg kørecomputeren over på at vise mit gennemsnitsforbrug over de seneste 100km, og det er faktisk her, hvor jeg har det bedst med at køre. Dels fokuserer jeg slet ikke på tiden - jeg kommer frem, når jeg kommer frem, og er det for sent, så er det nok fordi, at jeg tog for sent afsted. Og dels, så tænker jeg stadig over, hvordan jeg kører, men uden at det tager hele opmærksomheden. Jeg husker at se fremad og at motorbremse, når det er muligt, men jeg kører på motorvejen i god fart, og jeg får min overhalinger gjort grundigt - for det er nemlig ikke noget, som betyder noget i det store billede.

Og hvad er så pointen i det? Tjo, det er såmænd, at det er det store billede, som tæller, og så skal man passe på, at man ikke måler for tit undervejs. Man kan godt have fokus på at få løst alle delopgaver til tiden, men det risikerer nemt at medføre en dårlig udførelse - man kommer nok frem, men man kommer bestemt ikke sikkert frem. Man kan også have fokus på, at få løst alle delopgaver i samme kvalitet, men så kommer man nemt til at overgøre det. Det bedste er, at fokusere på det samlede resultat, for nogle steder skal man gøre sig umage, og nogle steder kan man have mere fart på.

Tænk på det, når I næste gang står omkring en scrumtavle og går i kollektiv panik over, at der måske mangler et par timer en enkelt dag, eller der er en enkelt opgave, som er gået over estimatet - det er det store billede, som tæller. Og hvis man vil nå frem i tide hver gang, så er det måske vigtigere at kende sin egen hastighed, så man kan komme afsted i tide hver gang, end det er at kende alle sine mellemtider, for at kunne træde lidt hårdere på speederen de dage, hvor myldretiden driller - det har alligevel kun meget begrænset effekt.

onsdag den 11. marts 2009

Hej, venner!

Ude til ... øhm, altså den side, hvor man starter med at læse, og "Q", "A" og "Z" sidder på de fleste tastaturer (ja, ja, jeg kan ikke kende forskel på højre og venstre - og hva' så!?) ... og så lidt nede, der har jeg anbragt en dims, hvor man kan skrive sig på, hvis man læser denne blog fast.

Det er egentlig en skør ide, og jeg er ikke sikker på, at den bliver siddende der, for dels er der nogle programmører med en firecifre IQ, som har lavet super geniale programmer til at give et godt gæt på antallet af faste læsere på en blog som denne, og lad os bare side, at 4 bits er rigeligt - og dels så kan jeg sådan set godt forstå, hvis man ikke lige har lyst til at udstille, at man synes at det jeg skriver er værd at holde øje med.

...men nu er den der, som alternativ til at skrive en kommentar eller sende mig en mail.

søndag den 8. marts 2009

Udvidbart sprog

Som de trofaste læsere allerede må have fornemmet, så er jeg så småt ved at kigge på Scala, og nedenfor er et eksempel på, hvor udvidbar sproget er:
   1:package control
2:
3:object ControlMail extends repeatable {
4: def main(args: Array[String]): Unit = {
5: repeat(5) {
6: println("Hello, World!")
7: }
8: }
9:}

Bemærk repeat konstruktionen i ln. 5: Den gør hvad man forventer, nemlig skriver fem linier med "Hello, World!"

"Ja, ja", vil man nok tænke ved første øjekast, "en konstruktion til at gentage noget et antal gange; hvor smart er det lige?". Ikke særligt, vil jeg medgive, men det er sådan set heller ikke det snedige. Det snedige er, at den konstruktion slet ikke findes i sproget - jeg har nemlig selv lige lavet den til lejligheden:
   1:package control
2:
3:trait repeatable {
4: def repeat(times: Int)(block: => Unit) {
5: for(i <- 1 to times) {
6: block
7: }
8: }
9:}

...og det synes jeg faktisk er ret snedigt!