Godt efterår

Jeg synes, at vi har haft et rigtigt flot efterår i år. Og jeg er ikke helt alene med den betragtning, for jeg har ladet mig fortælle, at fraværet af rigtige efterårsstorme faktisk lod os beholde efterårsløvet længere end sædvanligt.

Fra Autumn

Efteråret er for mig den tid af året, hvor jeg får taget flest billeder for billederne egen skyld. Der er simpelthen så meget flot at vise frem og samtidig så har jeg tiden.

Vinteren er nok trods alt for mørk og kold, foråret for kort og sommeren for travl (om sommeren bliver taget rigtig mange billeder, men det er mest turistbilleder, og de er mest interessant for dem, som også har minderne).

Derfor er vist meget naturligt, at det eneste sæsonprægede album, som jeg har fået lavet, netop er et album om efteråret (følg linket "Autumn" ovenfor). Jeg håber at jeg har formået at formidle bare en smule af efterårets stemning.

Efterårets lyksageligheder

I vores have har der på det seneste sneget sig en række sene sorter ind. Jeg indrømmer gerne, at jeg som udgangspunkt var meget skeptisk - jordbær kommer når der er jordbærsæson, og hindbær hører også sommeren til. Og helt ærligt, hvor meget kan man trække en plantes blomstring og frugtsætning...?

Et af vores hindbær (11. oktober 2007)En hel del, tilsyneladende. Vores hindbær - en gul sort som hedder noget med "Autumn bliss" - har været det helt store hit, og her det her i starten af november stadigvæk (men mon ikke snart frosten får sat en stopper for det?). Vi har på få planter haft en forrygende høst af marmeladesøde bær, som har været lige til at spise - og det bedste af det hele er, at blomstringen har været så sen, at der ingen skadedyr har været længere.

Vores sene jordbær har derimod været en blandet fornøjelse. Der har godt nok været mange (og der kommer stadig flere), men vi har ikke fået så meget som et eneste selv. Der er nogle gæster i vores have, som ikke har noget imod at spise den modne del af et halvmodent bær, og det er svært at konkurrere med.

Repræsentativt demokrati

Und wenn du lange in einen Abgrund blickst, blickt der Abgrund auch in dich hinein.

Nietzsche, Jenseits von Gut und Böse

I Danmark har vi jo et såkaldt repræsentativt demokrati - folket vælger en række personer til at repræsentere sig, og til at tage de nødvendige beslutninger - nemme som tunge - for en periode. Der er en række alternativer, som f.eks. direkte demokrati, hvor folket stemmer i tide og utide om alting, og en række variationer over indirekte demokrati.

Medmindre at man lever under en sten (og i så fald, så har man næppe internet, og kan derfor ikke læse denne blog), så vil man vide, at vi for tiden er inde i slutspurten på et folketingsvalg. Et af de sikre tegn er daglige meningsmålinger og mange såkaldte politiske kommentatorenes udlægning af disse. Politikerne, nyhedsmedierne, kommentatorerne og analyseinstitutterne er alle samlet om at tillægge disse målinger stor værdi - og man har på et seneste hørt institutterne selv rose deres egen nøjagtighed - jeg tror at det, som der blev sagt var, at "vi kan med stor nøjagtigt måle dem, som har besluttet sig - usikkerheden er udelukkende for dem, som endnu ikke har taget stilling".

Jeg er skeptisk. Lad os - ihukommende min underviser i markedsanalyse på Handelshøjskolen - spørge os selv om, hvis vi nu antager at denne undersøgelse siger noget som helst, hvad den så siger noget om? Den siger ikke noget om de, som har besluttet sig - den siger noget om dem, som vil give udtryk for deres beslutning. Og hvordan fylder man så hullerne ud? Jo, normalt ved at efterstratificere ud fra sidste valg, og det er da at indrømme, at man sådan set ikke er meget klogere end det. Mon ikke det, at de kommer frem til samme resultat, skyldes at de bruger samme metode, med samme indbyggede bias?

Men det forudsætter så, at folk svarer oprigtigt, når de bliver spurgt. Jeg er for tiden ansat i et stort firma - ja, faktisk et rigtigt stort firma. Så stort, at vi afholder vores egne meningsmålinger. Det hedder så godt nok medarbejdertilfredshedsundersøgelser, og det er vi bestemt ikke ene om at lave. Vores ledelse ligger stor vægt på resultaterne af disse undersøgelser - så stor, at man skal være temmeligt naiv for ikke at kunne se en omvendt proportionalitet imellem budgettet til "sociale aktiviteter" og "medarbejdertilfredsheden". Og når man indser dette, så kræver det en høj moral at svare oprigtigt, for man bliver jo belønnet for ikke at gøre det...

Sådan frygter jeg også, at der er mange mennesker som har fået det med meningsmålinger. Ja, dem som vil give udtryk for en mening altså, for mange er grundlæggende set ligeglade - de tror stadig på, at selve valget er der hvor de kan gøre deres indflydelse gældende, og selvom de har taget en beslutning, så vil de vente med at give udtryk for den, indtil de står i kabinen med forhæng for.

Hvordan skal man så agere, hvis man f.eks. har en holdning, hvor det ville være opportunt med et snarligt folketingsvalg - jo, man kan give udtryk for, at man vil stemme for den siddende regering, selvom det ikke passer. Det vil give regeringslederen en falsk tryghed, som gør det mere sandsynligt at han tør udskrive valget.

Hvordan skal man agere, hvis man vil trække den politiske dagsorden i en given retning? F.eks. hvis man synes at regeringen skulle trække mere i retning af Dansk Folkeparti? Så giv udtryk for, at man sidste gang stemte på Venstre og denne gang foretrække DF - uanset om sandheden måske var, at du allerede sidste gang stemte på DF.

Tænk over det, næste gang et analyseinstitut ringer til dig - ved valget er din stemme en blandt millioner, i en meningsmåling kun en blandt knapt tusinde - du får aldrig mere magt!

Grundlæggende set, så er problemet, at dagens beslutningstagere lægger alt for stor vægt på meningsmålingerne. De har stirret så længe på meningsmålingerne, at de i stedet for selv at have en mening, så former deres mening efter meningsmålingerne. En god ven af mig kom med et godt citat: "Engang var en leder en, som sagde: 'Jeg går den vej, hvem vil med?' - i dag er en leder en, som siger: 'Hvad vej går I, for jeg vil gerne foran?'". Han tilskrev citatet Uffe Elleman Jensen, og det skal såmænd nok passe.

Og hvis det er sandt, så må det i sandhed siges at være et indirekte, repræsentativt demokrati, som vi har i Danmark. Vi vælger knapt 200 til at lade sig styre af godt 1000 repræsentativt udvalgte danskere...

Mere om Planning poker

Efter jeg tidligere skrev om Planning Poker, så er der lige et par forhold, som jeg synes fortjener at få et par ord mere med på vejen.

For de mange, som gerne vil vide noget om, hvordan det egentlig fungerer i praksis, så er der kommet et glimrende video interview på InfoQ med Niels Haugen om Planning Poker.

Når noget får så megen opmærksomhed, som Planning Poker har fået, så kommer der næsten selvfølgeligt også en modreaktion. En af disse stammer fra Jeff Atwood i hans blog Code Horror, hvor han har skrevet et indlæg med titlen Lets play Planning Poker! Han betegner meget rammende Planning Poker som en solid gruppedialog og en estimat baseret på en form for konsensus - eller som han siger, en wideband Delphi i ny indpakning. Wideband Delphi har sine problemer, og dem har Planning Poker i vid udstrækning arvet (jeg kommer ind på nogle af dem i min tidligere blog), så er man interesseret i planning poker, så bør man også lige kaste et blik på erfaringerne med wideband Delphi.

Jeff Atwood fortsætter med at sige, at de bedste estimater er de estimater, som baserer sig på historiske data - og det bruger han så som afsæt til at foreslå en alternativ teknik (som jeg ikke vil forholde mig til her). I Scrum vil man typisk bruge Planning Poker i ideal dage, og så bruge erfaringer med teamet produktivitet (dets velocity) til at omforme estimatet til mandedage. Ved at tage turen forbi velocity, så får man et element af historiske data med i udregningen - og man få muligheden for efterfølgende at justere planerne, når produktiviteten ændrer sig (f.eks. fordi at teamet bliver bedre over tid, men måske også fordi at vilkårene for teamets arbejde ændrer sig over tid).

Det er oplagt, at måler man systematisk velocity, så vil man efterhånden få justeret for eventuelle systematiske bias, som måtte eksistere i estimeringsprocessen. Og selvom begrebet idealdage er godt udgangspunkt, så vil en brug af velocity forudsætte en stabilitet i estimaterne, som gør at det ikke længere er idealdage man skal estimere i, men i højere grad "det som vi dengang troede at vi kunne nå på en ideal dag".

Scrum er en proces, hvor man i høj grad fokuserer på stadige forbedringer af arbejdet (arven fra Lean fornægter sig ikke), og derfor undrer det mig egentlig, at man ikke i stedet fokuserer på, at give teamet feedback på dets evne til at estimere, så estimaterne kunne forbedre sig. Måske er årsagen, at man ikke kan skille omfang fra effektivitet, og teamet kun skal have feedback på det dets evne til at forudsige omfang?

En anden modreaktion er ikke så meget imod Planning Poker som sådan, men mere imod at den baserer sig på User stories. James O. Coplien advarer os om, at user stories kun rummer krav, og at der er brug for en bedre forståelse af, hvad det er, som giver værdi for kunden. Det nærmeste jeg har kunnet finde på skrift er denne anbefaling fra hans blog med titlen Religion's Newfound Restaint on Progress:

That means using Use Cases [...] instead of XP-style user stories (so you understand feature interactions up-front), [...]

Coplien fortsætter med en snusfornuftig advarsel om, at man i praksis skal overveje, hvad der er omkostningseffektivt. Det læser jeg på den måde, at han nok altid vil hævde at use cases er user stories overlegne, men at der selvfølgelig kan være situationer, hvor det bedste valg vil være user stories. Han opfordrer os mest af alt til at bruge hovedet!

Hvis vi lige trækker linjen tilbage til wideband delphi, så var grundlaget for den metode, en work breakdown structure. Det er et meget detajleret gæt på, hvad en løsning vil indebære, og langt fra den kravspecifikation som en userstory er. Uden at overfortolke Copliens budskab, så må man vel sige, at han opfordrer os til at overveje, om vi altid mener, at en kravspecifikation i virkeligheden er grundlag nok? Personligt har jeg en stærk tvivl - jeg har deltaget i en del planning poker sessioner, og det er tit at jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at vi er sprunget i mål med et estimat førend vi i virkeligheden har forstået, hvad opgaven gik ud på. Og alt det man overser, er jo 100% underestimeret!