torsdag den 25. februar 2010

Hvordan synes I selv det går?

Det er kommet på mode, ikke bare at bede om mailadresser på alle dem, som vil handle med en, men at bruge denne mailadresse til at sende spørgeskemaundersøgelser. Altså bare sådan en lille en med to helt overordnede spørgsmål om, hvor stor en oplevelse handlen har været for en.

Som tommelfingerregel er det fint at vise interesse, men jeg kan ikke forstå, hvorfor man sender spørgeskemaet med det samme? Det er vist kun McDonald, som sælger så simple produkter, at man vil være i stand til at svare så kort efter. Alligevel får man spørgeskemaer fra webshops o.lign. straks, når de har afsendt varen (og det er jo dage før man modtager pakken, endsige oplever hvordan service er efter salget, hvis man skulle få brug for returnere noget).

Efter mit jobskifte i foråret, så kom jeg også til en "pensionsrådgivningssamtale", og til trods for, at den mundede ud i, at der var en række ting, som vi lige skulle have på plads, så kom spørgeskemaet prompte - og så er det, at jeg undrer mig over, hvad man i virkeligheden vil have svar på? For jeg kunne jo kun svare på, hvor god "rådgiveren" er til at love - men ikke sige noget om, hvorvidt vedkommende også kan følge op på løfterne, vel?

Den anden ting, som jeg undrer mig over, er længden på spørgeskemaerne. Normalt står der kun noget i retning af: "Går det godt?" - det er sikkert fordi, at man forventes høfligt at svare "Ja, og hvad med dig?", ikk'? For hvad vil de gøre, hvis man svarer "Næh, egentlig ikke" - uden uddybning, så kan man jo ikke bruge det til noget.

Jeg ved ikke med jer, men jeg er begyndt at ignorere de spørgeskemaer. Jeg har ellers gjort en dyd ud af at svare oprigtigt, når folk spørger interesseret til, hvad jeg synes, men disse "undersøgelser" er altså mest af alt en arrogant fornærmelse.